Nordeuropa puljer erfaring med laserteknologi

Hvem i Skandinavien kan lasersvejse aluminium med en godstykkelse på mellem 1 og 5 mm?

Gå selv ind på web-adressen www.norlas.com og slå svaret op.

Det er nemlig blevet muligt efter, at videncentre og industripartnere i de fem nordiske lande i de seneste to år har arbejdet på at pulje skandinavisk erfaring inden for industriel laserteknologi på en fælles hjemmeside.

Projektet, som er støttet med 3,5 millioner kroner fra Nordisk Industrifond, blev sat i gang i november 2001, men er først nu kommet så langt, at hjemmesiden er åbnet for skandinaviske aktører inden for laserteknologi og dermed for offentligheden.

Det er nemlig, ifølge projektleder Steen Erik Nielsen fra Force Tehnology i Danmark, leverandørerne selv, der skal vedligeholde hjemmesiden.

»Det er hensigten, at det skal være gratis at benytte hjemmesiden - også når projektet, og dermed støtten, slutter om cirka et år. Derfor er hjemmesiden struktureret sådan, at det er aktørerne selv, der lægger informationen ind,« siger Steen Erik Nielsen til Ingeniøren|net.

Force Technology agter dog at fungere som overordnet Web-master for hjemmesiden, også når den formelle projektperiode ophører i november 2004.

Viden fra 80 virksomheder og centre

Indtil videre findes information fra ca. 80 virksomheder og videncentre på hjemmesiden, men Steen Erik Nielsen forventer at det vil vokse til omkring 500 i løbet af de næste par år.

Laserteknologi bruges industrielt, udover til svejsning, også til eksempelvis skæring, boring og overfladebehandling i materialer så forskellige som rustfrit stål, aluminium, plast og træ.

Den første industrielle laser, som var beregnet til at skære i tyndplade, kom til Danmark for ca. 25 år siden. I dag findes der, ifølge Force Technology, ca. 500 industrielle laserinstallationer i Danmark fordelt på omkring 200 virksomheder.