Nordea og Danske Bank sendt i skammekrogen

Mere end 40 danske medier og Internet-portaler, heriblandt Ingeniøren, har nu placeret Nordea og Danske Bank på sidelinien i opløbet om at byde ind på et dansk mikrobetalingssystem for Internettet, som skal gå i luften til februar.

Beslutningen om at udelukke Nordea og Danske Bank fra at deltage i slutrunden tilskriver bestyrelsesmedlem i FDIM og salgsdirektør på Ingeniøren, Søren Queitsch manglende interesse hos bankerne for at tilbyde løsninger, som gavner andre end Nordea og Danske Bank:

»Vi har ikke mødt den fornødne åbenhed fra Danske Bank og Nordeas repræsentanter overfor at samarbejdet skulle tilgodese begge parter i tilstrækkelig grad,« siger han i en pressemeddelelse fra FDIM.

FDIM holder dog en dør på klem og er villige til at lade bankalliancen deltage i slutspurten, hvis bankerne accepterer FDIM's krav om at få indflydelse og være en ligeværdig samarbejdspartner.

FDIM har i stedet udpeget tre konsortier, der nu skal dyste om at levere betalingssystemet, som FDIM forventer at tage i brug i starten af februar 2002:Sonofon og PinPayAccenture, Den Norske Bank, Posten Norge og NetAxeptArchiTrade og BasisBankSamarbejdet om mikrobetalingsløsningen rummer Danmarks største medihuse og Internet-portaler. De godt 40 medlemmer af FDIM rummer blandt andre, Jubii, SOL, TV 2, Jyllands-Posten og Politiken.