Nobelprisen i medicin går til opdagelsen af Hepatitis C

Illustration: Niklas Elmehed

I dag åbnede Nobelprisfesten i Sverige med uddelingen af prisen inden for medicin.

Den gik i år til samlet til Harvey J. Alter, Michael Houghton og Charles M. Rice for opdagelsen af Hepatitis C-virusset, som kan give kronisk leverbetændelse, og som stadigvæk koster mange tusinde liv årligt, om end rigtig mange bliver reddet som følge af de tre forskeres arbejde.

Hepatitis blev opdaget i 1940’erne som bestående af to forskellige typer virus: Hepatitis A, der smittede gennem vand og fødevarer, og som gav en akut infektion, men også immunitet.

Den anden – hepatitis B – var straks værre. Den smittede gennem blodet og var årsag til kroniske og livstruende betændelsestilstande, som over tid både kunne give kræft og skrumpelever og føre til behov for transplantation.

Den amerikanske læge Baruch Blumberg, identificerede dog i 1960’erme hepatitis B og udviklede en vaccine, hvilket sammen med hans generelt store arbejde inden for sygdomsmekanismer indbragte ham Nobelprisen i medicin i 1976.

Læs også: Smitsom levervirus spredes gennem donorblod

Det var ikke A eller B

Men hele sandheden om leverbetændelse var endnu ikke fortalt, kunne blodbankerne konstatere. Folk risikerede nemlig stadigvæk at få leverbetændelse efter blodtransfusioner, selv om der blev screenet for både hepatitis A og B.

Det fik new yorkeren Harvey J. Alter, som arbejdede for de amerikanske sundhedsmyndigheder NIH til at igangsætte et detektivarbejde. Han mistænkte, at der måtte være tale om et helt nyt virus, og for at demonstrere det, gav han chimpanser blod fra patienterne, og her kunne han se, at de blev smittet med det, han på det tidspunkt kaldte 'ikke A og ikke B-hepatitis’, skriver Nobelpriskomitéen i en meddelelse.

At isolere dette virus var til gengæld en meget kompliceret sag, og det er her, de to andre prismodtagere kommer i spil.

Britiske Michael Houghton arbejdede for farmavirksomhed Chiron i Californien i 1980’erne og tog opgaven på sig med at fange virus. Det gjorde han – og hans gruppe – ved at se nærmere på smittede chimpansers DNA og antistoffer fra patienter med leverbetændelse.

Her kunne han se sammenhængen, og senere kunne han afgøre, at der var tale om en flavivirus, som blev navngivet hepatitis C.

Læs også: Nobelpris i medicin: Sådan holder celler sig kørende under varierende iltmængder

Vejen mod en kur

Tilbage stod kun ét spørgsmål: Bar denne virus alene skylden for de tilfælde af leverbetændelse, om Harvey J. Alter stødte på i blodbanken?

Ja, det kunne sagtens være, afgjorde forsker Charles M. Rice fra Washington University senere. Efter at have identificeret et område på RNA, som han mente, var vigtig for virussens evne til at kopiere sig selv, prøvede han at indsætte en kopi af virus, der indeholdt denne bid, i chimpanser.

De udviklede samme symptomer, som et menneske med leverbetændelse ville, og derfor stod det nu klart, at virussen kunne forårsage sygdommen alene.

Alt dette arbejde har ledt hen mod en kur og forhåbentligt med tiden en fuldstændig udryddelse af sygdommen, og det blev de tre herrer altså i dag belønnet for af Nobelpris-komitéen.