Nobelpris i medicin uddelt for behandling af flodblindhed og malaria
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nobelpris i medicin uddelt for behandling af flodblindhed og malaria

Tre forskere kunne i dag modtage den prestigefylde Nobelpris i Sverige. Dagens uddeling var i kategorien fysiologi og medicin, og vinderne havde specialiseret sig i parasitter, som udgør et stort problem for især fattige områder i verden.

Halvdelen af prisen gik således til amerikanske William C. Campbell og japanske Satoshi Omura for opdagelsen af, at et komponent i en jordbakterie kan hjælpe med at gøre det af med parasitter, der ellers kan forårsage f.eks. flodblindhed eller elefantsyge hos mennesker.

Satoshi Omura fokuserede på bakteriegruppen Streptomyces, som lever i jorden og producerer masser af stoffer med antibakterielle effekter. Omura dyrkede bakterierne i sit laboratorium, og ud fra et væld af kulturer udvalgte han 50 af de mest lovende for at forske videre i, hvad de kunne bruges til.

William C. Campbell fik fat i nogle af Omuras kulturer og fandt ud af, at et komponent fra en af kulturerne var meget effektivt mod parasitter i kæledyr og produktionsdyr. Stoffet blev oprenset og fik navnet Avermectin. Senere blev det videreudviklet under navnet Ivermectin, og forsøg på mennesker viste, at det effektivt dræbte flere typer parasitlarver. Resultaterne blev publiceret i 1979.

Læs også: WHO-rapport: Derfor eksploderede ebola i Vestafrika

Anden halvdel af prisen gik til kinesiske Youyou Tu, som har brugt sin viden inden for planter til effektivt at nedbringe dødeligheden af malaria.

Youyou Tu undersøgte i starten af 1970’erne en lang række urtebaserede midler på malariainficerede dyr og opdagede, at planten Artemisia annua, også kaldet kinesisk malurt, havde nogle interessante egenskaber.

Hun dykkede ned i historiebøgerne for at få mere viden om denne plante og havde som den første succes med at ekstrahere dens aktive komponent Artemisinin. Denne viste sig meget effektiv mod malaria-parasitten på både dyr og mennesker og er derfor et potent middel i behandlingen af malaria. Resultaterne publicerede hun i 1981.

Nobelpriskomiteen understreger, at både Avermectin og Artemisinin fundmentalt har ændret behandlingsmetoderne mod parasitsygdomme. Avermectin har næsten udryddet flodblindhed og elefantsyge, mens Artemisinin er anslået til at have reduceret malaria-dødeligheden med 20 procent totalt set og med mere end 30 procent blandt børn. Det betyder, at der bliver reddet flere end 100.000 liv i Afrika ved denne behandling årligt.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først