Nissan taber retssag om emissionssvindel

Firehjulstrækkeren Qashqai bliver produceret på Nissans britiske fabrik. Illustration: Morten Lund

Det blev Sydkoreas regering, der i dag fik medhold i retssagen om svindel med Nissans model Qashqai. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Regeringen anklagede sidste år japanske Nissan for emissionssvindel og idømte selskabet en bøde på 330 millioner won, svarende til lige under to milliarder kroner. Den sydkoreanske regering har samtidig beordret Nissan til at tilbagekalde 814 Qashqai i landet og bremse salget af bilen.

Sydkorea er indtil videre det eneste land, der har beskyldt Nissan for emissionssnyd. Det skete, efter at myndighederne i landet testede 20 dieselbiler fra forskellige bilproducenter som reaktion på Volkswagens skandalesag om emissionssvindel. Ifølge myndighederne er der ligesom i Volkswagens sag tale om en overlagt svindelanordning, som i Nissans tilfælde slår bilens emissionsbegrænsninger fra ved normal køretemperatur, svarende til 35 grader i motorens luftindtag, skrev New York Times sidste år.

Læs også: VW-svindel har stået på siden 2006

Nissan har afvist anklagerne og har altså siden sagsøgt den sydkoreanske regering. Firehjulstrækkeren Qashqai bliver produceret på Nissans britiske fabrik og er udstyret med 1,6-liters dieselmotorer produceret af franske Renault SA.

I kølvandet på Volkswagens såkaldte dieselgate viste en undersøgelse fra den tyske motororganisation ADAC i øvrigt, at Volkswagen langtfra er den eneste bilproducent, der udleder for meget NOx. Kun en fjerdedel af de 79 testede biler holdt sig inden for grænsen, mens biler fra producenter som Renault, Nissan, Hyundai, Citroen, Fiat, Volvo udleder mere NOx end grænseværdierne.

Det er ikke lykkedes Reuters at få en kommentar fra Nissans ledelse i Sydkorea.