Niras: Hurtigere bane-elektrificering er mulig
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Niras: Hurtigere bane-elektrificering er mulig

Der er masser af fordele ved at bruge tiden mellem 2018 og 2021 til både at elektrificere jernbanen og udskifte landets ældgamle signaler. Sådan lyder vurderingen fra Niras efter færdiggørelsen af en analyse af de overordnede tekniske og økonomiske konsekvenser ved en eventuel elektrificering af jernbanenettet.

Efter at have læst den selvsamme rapport, konkluderede transportminister Lars Barfoed (K) ellers for kort tid siden, at 'det overordnet set er økonomisk mest hensigtsmæssigt at foretage en elektrificering efter gennemførelsen af Banedanmarks signalprogram' - altså efter 2021.

I rapporten behandler Niras den problemstilling, at elektrificeringen nødvendigvis indebærer, at signalanlæggene langs skinnerne skal immuniseres mod støj fra stærkstrømmen - denne immunisering sker automatisk, når samtlige signaler bliver udskiftet mellem 2018 og 2021. Så ved at lade elektrificeringen vente på signalprojektet, slipper man for at skulle bruge over 1 mia. kr. på at immunisere signaler, som så skal skrottes igen få år senere.

På den baggrund konkluderer Niras, at der er god fornuft i at elektrificeringen afventer signalprogrammet.

Elektrificer straks efter signalerne

Men Niras understreger over for Ingeniøren, at denne formulering ikke betyder, at det er ligegyldigt, hvor længe man venter med at iværksætte elektrificeringen efter signalprojektet.

»Vi skriver, at elektrificeringen mest hensigtsmæssigt sker 'efter Signalprogrammet', men i vores kalkulationer har vi forudsat, at trafikken genetableres som eldrift efter Signalprogrammet,« siger Jan Kragerup, afdelingschef i Niras.

»Det kan meget vel være, at det vil være økonomisk lønsomt at elektrificere straks efter - eller samtidig med - signalprogrammet. Man kan sagtens - samme år - arbejde med både elektrificering og Signalprogram på en given strækning - det vil sådan set være en fordel mht. generne for banetrafikken, så man ikke skal etablere sporspærringer mv. flere gange. Men arbejdet bør dog ikke samtidig foregå på eksakt samme geografi.«

Jan Kragerup understreger, at det er en politisk beslutning, hvorvidt der skal elektrificeres og hvordan.

Ifølge Banedanmark er projektet rent teknisk ikke videre kompliceret.

»Det er relativt problemfrit at forberede og udføre elektrificeringens fysiske arbejde enten lige før eller lige efter signalprojektet. Den vigtige pointe er bare, at man ikke må tilslutte strømmen, før signalprojektet er afsluttet på strækningen. De to projekter kan altså godt udføres delvist sideløbende,« siger administrerende direktør Jesper Hansen.

Transportminister Lars Barfoed siger til Ingeniøren, at han ikke vil afvise, at regeringen ender med at finde det mest hensigtsmæssigt at skubbe elektrificeringen til efter signalprojektets afslutning i 2021 - ikke mindst i lyset af, at ministeren nu vurderer, at samtlige IC4-tog nu rent faktisk kommer i drift på fjernbanen.

Ministeren ønsker dog 'endnu ikke at mene noget præcist om tidsplanen for elektrificeringen'.

»Jeg afventer regeringens strategianalyse af elektrificeringen, hvori eksperterne frem til 2011 skal give deres bud på den mest optimale afvikling af elektrificeringen,« siger Lars Barfoed.

Hvornår tror du, at der kører elektriske intercitytog på fjernbanen?

»Senest i 2030, men forhåbentlig før.«

Dokumentation

Transportministeriet udgav i april en screeningsundersøgelse om elektrificering af banenettet, udarbejdet af Niras

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten