Nilfisk klar med robotrengøringens muskelbundt

Til foråret kommer den første rengøringsmaskine fra Nilfisk, som er i stand til at klare opgaven fuldstændig automatisk. Modellen bliver netop i disse dage vist frem ved en stor messe i Chicago, og en række udvalgte kunder har allerede haft den til test.

Men hvorfor først nu? Små robotstøvsugere og selvkørende græsplæneklippere har i flere år været til salg og i nogle tilfælde gjort deres arbejde ganske godt.

Det forklarer Anton Sørensen, der er Senior Vice President for Global R&D hos Nilfisk:

»I den professionelle rengøringsverden er der nogle helt andre krav til sikkerhed og kvalitet, end der er for de små robotstøvsugere. Vores rengøringsmaskiner vejer jo 3-400 kg og er fyldt med vand, rengøringsmidler, elektronik og batterier - det er noget helt andet end en lille støvopsamler, der futter rundt på må og få,« fortæller han.

Den nye rengøringsmaskine fra Nilfisk er en såkaldt scrubber/dryer. Den kan både fungere med en fører og være fuldstændig autonom. Hvis man vælger selvkørende mode, kan hele rengøringsoperationen styres via tre knapper på maskinen. Illustration: Nilfisk

Derfor har Nilfisk også allieret sig med robotspecialisten Carnegie Robotics. En virksomhed, der sidste år frasolgte en del af udviklingsafdelingen til taxa-tjenesten Uber:

»Det er, fordi de teknologier, vi har brug for i vores automatiske rengøringsmaskine, er den samme type, som Uber har brug for til udvikling af selvkørende biler. Da vi også har med maskiner, der skal køre i et miljø, hvor der befinder sig mennesker, at gøre, så skal vi op på et meget højt sikkerhedsniveau - ligesom det er med selvkørende biler,« siger Anton Sørensen.

Men i modsætning til trafikken så er der meget få regler, når det gælder rengøring. Et godt eksempel er et amerikansk stormagasin, der holder åbent alle døgnets 24 timer.

Det vil sige, at rengøringsmaskinen skal kunne bevæge sig rundt mellem hylder, vare-displays, indkøbsvogne, børn og voksne i et nærmest stokastisk miljø. Der er ingen fast struktur, så rengøringsmaskinen kan ikke bare skabe et kort over arealet og derefter få i gang, sådan som en robotstøvsuger gør, fortæller Anton Sørensen.

En anden udfordring, som hjemmets robotstøvsugere heller ikke kan klare, er de såkaldte 'drop-offs', altså trappeskakter, trin eller bare store huller i gulvet. Her er der brug for specielle sensorer, der kan registrere, hvis maskinen er på vej hen mod en kant.

Da rengøringsmaskinerne er såkaldte scrubber/dryer, som altså rengør med vand, er der også brug for sensorer, der kan håndtere spejlblanke overflader med refleksioner - heller ikke nogen nem opgave, forsikrer Anton Sørensen.

Carnegie leverer hjernen - Nilfisk teknikken

I grove træk er arbejdsfordelingen mellem Carnegie og Nilfisk den, at Carnegie står for selve robothjernen, mens Nilfisk leverer den mekaniske rengøringsmaskine og kommunikationssystemet, der styrer maskinen.

Anton Sørensen er ikke meget for at afsløre al den hardware der er installeret i den nye rengøringsmaskine, da en del af Nilfisks konkurrenter stadig er i udviklingsfasen med deres egne systemer:

»Men vi har stereokameraer med ekstrem høj opløsning og 2D-lasere til at udføre selve mappingen af området, plus en hel række andre sensorer. Blandt andet nogle, der kan registrere, om en forhindring består af levende væv, altså et menneske. Men for at det giver mening, så skal alle data piskes gennem en sindssyg hurtig computer med 350.000 programlinjer,« siger Anton Sørensen.

Endnu består hjernen i rengøringsmaskinen af traditionelle programlinjer, men hos Nilfisk går tankerne på at bruge en form for machine learning med neurale netværk i fremtiden. Kunsten er nemlig at gå fra et nogenlunde struktureret fysisk miljø til et fuldstændig ustruktureret:

»Lige nu er det på eksperimental-stadiet. Vi har nemlig kun én chance for at gøre det rigtigt. Hvis vores maskine kører ind i en person i et amerikansk Walmart eller på anden måde gør skade, er projektet slut,« siger Anton Sørensen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

et nærmest stokastisk miljø

Er der noget specielt ved det miljø? Ellers, hvorfor ikke bruge udmærkede, velkendte begreber fra almindeligt dansk, f.eks tilfældigt?

  • 1
  • 0

I det øjeblik det er en autonom maskine så skal den ikke længere kunne tage et stort areal hurtigt for at spare menneskets tid men kan fint være meget mindre og køre længere alene evt. om natten. I princippet så lille som en skotøjsæske. Og tilsvarende billigere.

Det er analogt til starten af biler hvor man stadig designede dem i stil med hestevogne. En klassisk menneskelig fejl at fortsætte uden begrundelse.

Hvis den havde god kontrol kunne den gemme sig når folk var til stede på gangene og vaske når der ikke var nogen. Og lokalvask efter behov.

  • 0
  • 0

Nu er stokastisk rent faktisk et dansk ord (en: stochastic).

Det ligger i betydning meget tæt op af tilfældig, men sprogligt slår stokastisk fast at der er tale om tilfældig i matematisk forstand, mens tilfældig er mere bredt i almen forstand. Forhåbentlig et ord de fleste ingeniører kender og vel meget appropriate ( :-) ) på ing.dk

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten