Den niende planet er svær at finde – selv hvis den eksisterer
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Den niende planet er svær at finde – selv hvis den eksisterer

Kunstnerisk fremstilling af solsystemet fra et punkt i nærheden af den niende planet, som kan være op til 40 gange længere væk fra Solen end Neptun. Planeten minder sandsynligvis om Uranus og Neptun, dvs. den består af en blanding af klippemateriale og is omgivet af en gassky. Illustration: Nagualdesign, Tom Ruen, ESO / Wikicommons Illustration: Nagualdesign, Tom Ruen, ESO / Wikicommons

For halvandet år siden skrev vi noget optimistisk, at jagten på en stor niende planet, som nogle astronomer mener rumsterer langt ude i Kuiperbæltet, var gået ind i slutfasen.

Læs også: Jagten på den niende planet er gået ind i slutfasen

Men den niende planet er måske så langt borte, at den i realiteten er usynlig selv for de allerbedste teleskoper, skriver Quanta Magazine på baggrund af en workshop, der for nylig er afholdt om den niende planet.

Derfor tænker astronomerne nu på alternative eftesøgningsteknikker til de konventionelle metoder.

Der er omløbsbanerne for en lang række mindre objekter i Kuiperbæltet, der er den bedste indikation på tilstedeværelsen af en niende planet – måske ti gange så stor som Jorden – se grafikken i bunden af denne artikel.

For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at ikke alle astronomer er overbeviste om den niende planets eksistens.

Læs også: Nye observationer sår tvivl om en niende planet i solsystemet

Ekstremt svagt lys fra planeten

Hvis den niende planet eksisterer, vil den være i et meget elliptisk kredsløb om Solen med en afstand, der varierer måske mellem 200 AU og 1.200 AU, hvor 1 AU er den såkaldte astronomiske enhed, der svarer til afstanden mellem Jorden og Solen, som i runde tal er 150 mio. km.

Hvis planeten i dag er i en afstand af 600 AU, vil den være 160.000 gange svagere end Neptun, som findes i afstanden 30 AU.

Er den i en afstand af 1.000 AU, vil den være en million gange svagere - og det vil i realiteten gøre den næsten usynlig for selv de allerbedste teleskoper. Men selv inden for denne afstand kan man risikere, at planeten ikke kan observeres direkte på grund af lysforurening fra Mælkevejen.

Varmeafgivelsen kan måles

I stedet for en direkte observation kunne man i stedet se på varmeafgivelsen ved bølgelængder i millimeterområdet.

Det skulle gøre det muligt at detektere den niende planet, eksempelvis ved Atacama Teleskopet i Chile. Endnu bedre vil dog være det såkaldte Next Genereation CMB Experiment, der dog foreløbig kun er på tegnebrættet.

Og endelig er der selvfølgelig også den mulighed, at man i gamle data og teleskopoptagelser kan finde beviset for eksistensen af den niende planet.

Men det kan godt være, at vi ikke får det endelige svar sådan lige med samme om Planet 9, som vi tidligere troede var en mulighed.

Seks små såkaldte transneptuniske objekter fundet i perioden 2003-2012 har meget atypiske elliptiske baner, som alle peger nogenlunde i samme retning. Den bedste forklaring på dette fænomen er tilstedeværelsen af en niende planet i solsystemet, mener flere astronomer. Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis planeten er sprængt i luften, er der nok kun et bælte af astroider og andre rester tilbage i omløb.

Jorden betegnes af Sumererne som den 7ende planet.
Og derefter 2 planeter mere inden solen.

  • 0
  • 0

I stedet for en direkte observation kunne man i stedet se på varmeafgivelsen ved bølgelængder i millimeterområdet.

Hvorfor er det ikke også en direkte observation, bare ved en anden bølgelængde?

  • 2
  • 0

Så vidt jeg ved, er der ikke fundet dark matter i vores solsystem. Her gælder newton's love, og intet tyder på eksistens af dark matter. Alligevel skulle det udgøre en stor del af universet.

Er usandsynligt, at den 9'ende planet er en klump dark matter?

Ud fra simpel sandsynlighed, skulle sandsynligheden jo være større, end for at finde almindeligt stof.

  • 0
  • 2

Hvis den 9. planet består af Dark Matter - så er der mange muligheder for, hvordan Dark Matter kan opføre sig. Måske er ligefrem almindeligt, at det samler sig i ringe udenom solsystemer og galaxer. Måske er der en grund til, at der ikke er Dark Matter, hvor der er planeter, så det primært er samlet udenfor planetområder.

Hvordan virker Dark Matter? Teorien er, at det stort set ikke vekselvirker med vores univers, men dog alligevel gennem gravitationskraft og tyngebølger. Det vekselvirker måske endog ikke med sig selv, andet gennem gravitation og tyngdebølger. Har vi f.eks. en dark matter partikel et stykke fra jorden, så vil den tiltrækkes af jorden, og formentligt gå igennem den, og komme ud på den anden side, hvor den tiltrækkes igen, og svinger tilbage. Dette medfører så tyngdebølger, og at partikellen falder mod tyngdemidtpunktet. Hvis Dark Matter partikler ikke vekselvirker med sig selv, og der således ikke er nogen frastødende kraft, når de er tæt på hinanden, så har de nemt ved at danne sorte huller, såfremt der er dark matter nok, og at det falder til ro ved at udsende tyngdebølger f.eks. omkring stjerner. Dark Matter kan dog også bevæge sig i ringe omkring planeter, men vil også langsomt falde ind i planeten, ligesom månen på et tidspunkt rammer jorden.

Dark Matter behøver dog ikke at kun være en enkelt partikel. Det kan være et helt univers af partikler, på samme måde som at hver partikel har en anti-partikel. Så kan ske, at der findes et komplementært sæt af partikler der er "sorte" og danner et usynligt univers, som kun vekselvirker via tyngde.

Er der ikke kun en Dark Matter partikel, men flere af dem, og eventuelt identisk med vores partikelsæt, så kan vi i princippet også forestille os, at der eksisterer stjerner, planeter, og liv bestående af dark matter.

  • 0
  • 4

Så vidt jeg ved, er der ikke fundet dark matter i vores solsystem.

Det har den naturlige forklaring, at hvis dark matter i det hele taget eksisterer, har man beregnet sig frem til, at den omkring vores placering i Mælkevejen må have en uhyre lav densitet på i størrelsesordenen 6 - 9 x 10^-22 kg/m3, som betyder, at den samlede vægt af al dark matter i vores solsystem er omkring 10^18 gange mindre end alene solens masse og dermed fuldstændig umulig at detektere - se: http://cdms.berkeley.edu/Education/DMpages... . Man skal op i galaksestørrelse, før det er nødvendigt med dark matter - eller en anden forklaring (!) - for at forklare himmellegemernes (galaksearmenes) bevægelser.

Hvis dark matter skal kunne forklare galaksearmenes bevægelser, antages densiteten iøvrigt ifølge en link, som jeg desværre ikke kan finde mere, at falde først med 1. potens af afstanden fra galaksens centrum, derefter med 2. potens og til sidst med 3. potens langt ude, hvilket er en meget usandsynlig fordeling, som må stille spørgsmålstegn ved hele dark matter teorien - specielt fordi der tilsyneladende findes galakser uden mørk masse - se: https://ing.dk/artikel/galakse-uden-moerkt... .

  • 2
  • 2

Det har den naturlige forklaring, at hvis dark matter i det hele taget eksisterer, har man beregnet sig frem til, at den omkring vores placering i Mælkevejen må have en uhyre lav densitet på i størrelsesordenen 6 - 9 x 10^-22 kg/m3, som betyder, at den samlede vægt af al dark matter i vores solsystem er omkring 10^18 gange mindre end alene solens masse og dermed fuldstændig umulig at detektere - se: http://cdms.berkeley.edu/Education/DMpages... . Man skal op i galaksestørrelse, før det er nødvendigt med dark matter - eller en anden forklaring (!) - for at forklare himmellegemernes (galaksearmenes) bevægelser.


På trods af dette, er der seriøse forsøg på at bygge detektorer til at detektere Dark Matter.

Hvis dark matter skal kunne forklare galaksearmenes bevægelser, antages densiteten iøvrigt ifølge en link, som jeg desværre ikke kan finde mere, at falde først med 1. potens af afstanden fra galaksens centrum, derefter med 2. potens og til sidst med 3. potens langt ude, hvilket er en meget usandsynlig fordeling, som må stille spørgsmålstegn ved hele dark matter teorien - specielt fordi der tilsyneladende findes galakser uden mørk masse - se: https://ing.dk/artikel/galakse-uden-moerkt... .


Det er måske muligt at forestille sig Dark Matter distribueret uens ved Big Bang. Men hvilken egenskab ved Dark Matter gør, at det er distribueres på anden måde end normalt stof?

Hvis ikke at Dark Matter skal resultere i sorte huller, så tror jeg det er nødvendigt med en frastødende kraft. Ellers vil en tilstrækkelig stor densitet blive til sorte huller. Det vil sandsynligvis langsomt trække sig sammen, og blive til små sorte huller, der hurtigt fordamper og udsendes som lys, så Dark Matter forsvinder. Sorte huller, vil måske ikke kun udsende energi i form af lys, men også energi og stof - og stof kan måske også være delvis Dark Matter. Vi kan så spørge, om vi har set sorte huller udsende Dark Matter?

  • 0
  • 2

Dark Matter kan dog også bevæge sig i ringe omkring planeter, men vil også langsomt falde ind i planeten, ligesom månen på et tidspunkt rammer jorden.

Det er simpelt hen forkert ! Månen fjerner sig langsomt fra Jorden, s.v.j.h. med et par centimeter om året. Dette kan måles helt nøjagtigt med den laser-reflektor som amerikanerne efterlod på månen. Dette skyldes tidevandseffekten i jord - måne systemet. Månens gravitation trækker en "bølge" op af vandet i havene, men månen er en hel måned om at tage turen rundt jorden, mens jorden roterer meget hurtigere. Det betyder at "bølgen" hele tiden er foran månen, og da gravitationen selvfølgelig virker begge veje, kommer bølgen til at prøve på at trække månen med sig. Månen får øget sin hastig, og jorden får mindsket sin rotationshastighed.

Den situation kan ikke fortsætte ubegrænset, på et tidspunkt (om millioner af år) vil månen ramme et stabilt kredsløb hvor den så forbliver - og samtidigt vil jorden begynde at "slingre" mere fordi vi vil have mistet månens stabiliserende effekt.

  • 2
  • 0

12,8 mia km fra Solen i modsat retning end den Pluto befinder sig i i dag og ud på den anden side af kaiperbæltet.

Denne planet er en rest af en planetdannelse Solen fik gjort, dengang den tidligere har svulmet op og skabt et partikel bælte omkring sig.

Det gjorde den også tidligere og fik skabt de nuværende planeter uden for asteroidebæltet.

Den sidste opsvulmen skete for ca. 5.5 mia år siden, hvor de inderste planeter blev dannet og som bestod af tre planeter. Den ene var Jorden og de to andre kredsede om Solen på den måde, at de tidligt ville ramme ind i hinanden og derved dannedes Merkur, Venus og Mars.

  • 0
  • 2