Niels Bohr Medaljen genopstår og tildeles dansk fysiker

Jens Kehlet Nørskov er den kun anden dansker, der modtager Niels Bohr Medaljen - den første var Bohr selv i 1955. Illustration: Bax Lindhardt

Danmarks næstmest citerede forsker professor, Jens Kehlet Nørskov, fra DTU modtager i år Niels Bohr Medaljen, som uddeles af Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) i samarbejde med Videnskabernes Selskab, Carlsbergfondet og Københavns Universitet.

Medaljen overrækkes af dronningen i Carlsberg Akademi, der fungerede som æresbolig for Niels Bohr fra 1931 til hans død i 1962. Det sker den 7. oktober, som er Niels Bohrs fødselsdag.

Niels Bohr Medaljen blev uddelt regelmæssig i perioden 1955 til 1982 til ti fremtrædende fysikere, hvoraf de ni også var nobelprismodtagere. Kun John Archibald Wheeler fik aldrig Nobelprisen, selv om han helt klart var i nobelprisklassen.

Den første medalje blev tildelt Niels Bohr selv på hans 70-års fødselsdag i 1955.

I 2013 blev besluttede man sig for en ny uddeling af Niels Bohr International Gold Medal, som den også benævnes. Det blev ved den lejlighed oplyst, at der var tale om en ekstraordinær tildeling i anledning af 100-året for Bohrs atommodel.

Læs også: Niels Bohr Medaljen genopstår

Modtageren var den franske fysiker Alain Aspect, som Ingeniøren ved den lejlighed interviewede om hans eksperimenter, der var med til endeligt at afgøre diskussionen mellem Bohr og Einstein i 1920’erne og 1930’erne om forståelsen af kvantemekanikken.

Læs også: Vinder af Niels Bohr-medalje anede ikke, hvad hans berømte eksperiment ville vise

Medaljen med en diameter på 6,5 cm vejer 500 g og er fremstillet af rent guld. Forsiden forestiller Niels Bohr. Årstallene 1885-1955 er en markering af hans 70-års fødselsdag, hvor han modtog den første medalje. Bagsiden viser Niels Bohrs atommodel og hans motto: Contraria sunt complementa (Modsætningerne fuldkommengør hinanden). Illustration: arkiv

Som Wheeler har Alain Aspect heller ikke modtaget en Nobelpris – endnu vel at mærke. For han har gennem mange år været udpeget som en favorit til en Nobelpris, bl.a. af Ingeniøren.

Det er derfor et usædvanligt fornemt selskab, Jens Kehlet Nørskov er kommet i.

Til Ingeniøren siger han kort: »Jeg er meget beæret og ikke så lidt ydmyg over at komme i så flot et selskab.«

IDAs formand, Thomas Damkjær Pedersen, oplyser, at flere personer var i spil til at modtage medaljen i år, men han er overbevist om, at Jens Kehlet Nørskov er den helt rette modtager.

Medaljen uddeles igen i 2022

IDA-formanden tilføjer, at der er planlagt endnu en uddeling af Niels Bohr Medaljen.

Det vil ske i 2022, som er 100-året for tildelingen af Nobelprisen til Niels Bohr. Han modtog prisen samtidig med Albert Einstein, da nobelpriskomiteen i 1922 også tildelte Einstein prisen for 1921, som ikke var uddelt året før.

Om medaljen fortsat vil blive uddelt efter 2022, er der ikke taget stilling til.

Årets prismodtager er udpeget af en komité med deltagelse af bl.a. Jannik Johansen, tidligere rektor for Frederiksberg Gymnasium gennem mange år, og dekan John Renner Hansen, dekan for det Natur- og Biovidenskabelige Universitet.

Ud over medaljen, som er bekostet af IDA, følger 100.000 euro fra Carlsbergfondet.

Emner : Fysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jens Nørskov er suverænt DTU mest citerede forsker og helt i international topklasse med en H-faktor på 159 (google scholar). Førstepladsen indehaves dog af KU med professor Jens Juul Holst med et mulehår flere citationer og en h-faktor på 164. Der er så et pænt stykke ned til Danmarks nr 3 hvor Bente Klarlund og Niels Skakkebæk (begge KU) med H faktor på 138 må dele tredjepladsen

  • 3
  • 0

Du har sørme ret. Jeg gik ud fra denne liste

http://www.webometrics.info/en/hlargerthan100

for at finde de danske topforskere, og her optræder Jens Juul Holst ikke, men det må være en fejl. Derfor fandt jeg ham ikke.

Til gengæld kan jeg se, at det er godt at hedde Jens, hvis man vil til tops.

Jeg kan også se, at en tredje Jens, mig selv, har 798 citationer for videnskabelige artikler publiceret mellem 1976 og 1982 og et h-indeks på 8.

  • 6
  • 0

Det er en usædvanlig flot pris, som både gør Niels Bohr og modtagerne stor ære. Kan også godt lide at den ikke nødvendigvis uddeles hvert år, men kun når der er en fortjent modtager. Vides det om der med prisen følger et foredrag fra modtageren?

  • 0
  • 0

Der er aftalt foredrag med prismodtageren henholdsvis den 8.10, kl. 19.30 på Det Kongelige Bibliotek, Diamanten, og den 9.10, kl. 16.00 på Frederiksberg Gymnasium. På hjemmesiden bohrmedel.com finder du link til omtale og tilmelding til foredragene. Der er gratis adgang. Derudover er der planlagt livestreaming af begge foredrag. Nærmere info om livestreaming vil fremgå af samme hjemmeside, når vi nærmer os begivenheden. Venlig hilsen Henrik Lilholt, digital redaktør, IDA.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten