Ni millioner farlige partikler pr. indånding i skolegården
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ni millioner farlige partikler pr. indånding i skolegården

Når børn, syge og alle vi andre trækker vejret i nærheden af stærk trafik, indånder vi millioner af giftige partikler fra trafik­osen.

Nyhedsmagasinet Ingeniøren har fået gennemført målinger af ultrafine partikler ni steder i København.

Samtlige steder vil voksne i hver eneste indånding trække millioner af de skadelige partikler ned i lungerne.

Målingerne viser, at både foran vuggestuen Røde Rose på Jagtvej, Nørrebro og i skolegården på Nyboder Skole vil hver vejrtrækning indeholde 9 millioner ultrafine partiker i middelværdi. På Rigshospitalets parkeringsplads er tallet 5,5 millioner.

To steder er koncentrationen så høj, at ét minuts vejrtrækning vil føre op til flere milliarder partikler ned i lungerne - nemlig ved S-togene og regionaltogene på Nørreport Station.

Ultrafine partikler er under én mikrometer og dermed så små, at de kan trænge ind i blodbanerne via lungerne og fæstne sig i organer som hjerte, lever og hjerne.

Her kan partiklerne forårsage astma og allergi, samt hjerte-kar-sygdomme og cancer.

Professor Steffen Loft, Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, mener, at der er en reel sundhedsrisiko for byboerne.

»Tallene bekræfter, at der er mange ultrafine partikler knyttet til trafik især i et lukket rum som Nørreport Station. Vi ved, at de ultrafine partikler fører til f.eks. kronisk bronkitis, nedsat fostervægt og lungekræft samt skade på arvematerialet,« siger han.

Hidtil har der ikke været dokumentation for sammenhængen mellem antallet af partikler og graden af risiko. Derfor eksisterer der ikke nogen grænseværdi for de ultrafine partikler. Ny tysk forskning peger imidlertid på, at jo flere af disse helt små partikler, der findes i luften, jo større er sandsynligheden for, at mennesker vil få hjerte-kar-sygdomme.

Ifølge Dr. Ulrich Franck, Zentrum für Umveltforschung i Leipzig, der står bag forskningen, haster det med at gribe ind over for forureningen.

»Det er presserende at få en grænseværdi for de ultrafine partikler. Vores forskning indikerer kraftigt, at en stigning på relativt ganske få partikler fører til større risiko for at blive syg,« siger han.

Steffen Loft kalder den tyske forskning for plausibel. Han ser gerne, at der bliver indført grænseværdier.

»Jeg mener, at man burde henholde sig til et forsigtighedsprincip i denne sammenhæng. Vi mangler viden om den præcise betydning af antallet af de ultrafine partikler, men deres skadevirkninger er veldokumenterede.«

Grænseværdier svære at indføre

Det er Miljøstyrelsen, der skal komme med faglige anbefalinger om nye miljøregler og grænseværdier.

Men civilingeniør, ph.d. Christian Fogh fra Miljøstyrelsen mener ikke, at det giver mening at indføre grænseværdier for ultrafine partikler.

»I EU er der bred enighed om, at man ikke kan sætte grænseværdier for ultrafine partikler. Vi ved ikke nok om, hvor vi i så fald skulle sætte grænsen,« siger han.

Christian Fogh mener, at den nuværende miljøpolitik er tilstrækkelig og henviser til EU-direktiver, der gradvist træder i kraft frem til 2015 for alle nye biler, varevogne og lastbiler. Direktiverne begrænser den tilladte udledning fra køretøjer.

»Vi vil selvfølgelig kigge grundigt på Ulrich Francks forskning og se, om der skulle være ny viden, der kunne kræve en overvejelse af grænseværdierne. Men jeg tvivler på, at de bliver en realitet de næste fem år,« siger Christian Fogh, der påpeger, at EU-direktivet om luftkvalitet netop har gennemgået en revision.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten