menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Det ni år lange opgør om, hvem der var skyld i alvorlige projekteringsfejl i Danmarks Radios nyhedshus, er slut. En voldgiftsret har tilkendt DR en samlet erstatning på 86 mio. kr., fortæller økonomidirektør Martin Præstegaard til Ingeniøren.
»Vi er meget tilfredse med kendelsen. Den giver DR medhold i, at de rådgivere, som vi har haft på sagen, ikke har levet op til deres ansvar.«
Den største del af erstatningen - 65 mio. kr. plus 16 mio. kr. i renter - gives for de fejl, der blev konstateret ved de såkaldte bobledæk, der blev anvendt i nyhedshuset. Betondækkene, der indeholdt store plastkugler, begyndte nemlig allerede under udførelsen at have store nedbøjninger og revner.
Problemet var så alvorligt, at entreprenøren NCC måtte rive noget af dækarealet ned og støbe det om. Desuden blev der sat ekstra søjler op, bygget kapitæler på en del af søjlerne og skruet mange gevindstænger op for at optage forskydningskræfterne.
I alt kostede udbedringerne af fejlene ifølge DR omkring 101 mio. kr. De penge ville DR gerne have fra virksomheden Bubbledeck Danmark Aps, der havde projekteret betondækkene, og fra rådgivningsvirksomheden Niras, som havde attesteret projekteringsmaterialet som anerkendt statiker.
Ifølge Martin Præstegaard lagde DR derfor sag an mod både Bubbledeck Danmark og Niras. Bubbledeck Danmark, er af voldgiftsretten blevet kendt skyldig i grov uagtsomhed, hvilket Martin Præstegaard betegner som en historisk dom, da en rådgiver ifølge ham ikke tidligere er blevet dømt for dette.
Niras er blevet gjort ansvarlig for professionelle fejl, og Voldgiftsretten har endvidere vurderet, at Niras' udførelse af anerkendt statikerkontrol af Bubbledeck Danmarks projekt indebar professionelle fejl af en sådan karakter, at rådgiverfirmaet er erstatningspådragende efter almindelige regler om erstatning selv uden for kontrakten, fortæller Martin Præstegaard.
I 2005 forsvarede Niras sig ellers ved at sige, at statikeransvaret kun indebar, at de skulle udføre stikprøvekontrol af beregningerne.
»Vi og vores forsikringsselskab er helt trygge ved det arbejde, vi har lavet. Jeg blev af Bubbledeck Danmarks direktør, Jørgen Breuning, bedt om at attestere beregningerne, og den opgave har vi til fulde dokumenteret og udført. Det er normal procedure, at attestering i forhold til leverandørberegninger baseres på en stikprøvekontrol. Hvilke krav Danmarks Radio har stillet til Bubbledeck Danmark, ved vi ikke noget om,« sagde Niras' projektleder og anerkendte statiker dengang til Ingeniøren.
I efteråret fortalte en tidligere medarbejder hos Niras, Niels Mejlhede Jensen, imidlertid, at han havde påpeget fejl i projekteringsmaterialet i 2005:
»Ud fra de gældende forudsætninger for bobledæk, som jeg ganske vist var skeptisk over for, havde jeg stikprøvevis lavet nogle grove håndberegninger, der viste bæreevne i klasse med 'minimaldimensionering', men hvor jeg dog ikke forventede, at det ville kunne falde ned,« sagde han dengang til Ingeniøren.
Hvad der er årsagen til, at voldgiftsretten ikke har været tilfreds med Niras arbejde, er imidlertid stadig uklart, for Niras' administrerende direktør Carsten Toft Boesen vil ikke ind i de juridiske begrundelser for dommen.
»Vi må konstatere, at vi ser fundamentalt anderledes på sagen end voldgiftsdommerne, men vi tager afgørelsen til efterretning, og vi er glade for at sagen nu er afsluttet,« siger han.
»Jeg vil ikke i pressen gå ned i de juridiske og tekniske diskussioner, vi har haft i voldgiftretten. Men det er vigtigt for mig at understrege, at når vi ser på, hvad vi har gjort undervejs, så har vi absolut intet, som vi vil bebrejde vores medarbejdere. Vores opfattelse er, at de har ydet en stor og kompetent indsats under hele sagen.«
Erstatningen for bobledækkene skal betales af Niras og af det forsikringsselskab, som DR havde tegnet projektforsikring hos. Derudover har DR i et forlig fået 4,5 mio. kr. fra arkitektfirmaet Dissing+Weitling, som tegnede nyhedshuset, fordi der var fejl i nogle galgekonstruktioner og en teleskopløsning.
Med afgørelsen venter der kun en yderligere sag om DR Byen - nemlig om det dårlige indeklima i nyhedshuset, fortæller Martin Præstegaard:
»Vi har lavet en række tiltag for at forbedre det, men det er stadig et problem.«
I 2008 vurderede DR, at det ville koste 35-55 mio. kr. at rette op på indeklimaet i huset. Nu er en syns- og skønsmand ved at vurdere, hvad der skal gøres, og hvem der skal betale. Hvis parterne - DR, Dissing+Weitling, Niras og det britiske rådgivningsfirma Arup - ikke kan blive enige, kan den sag også blive afgjort i voldgiftsretten.
Selv om der nu er millioner på vej til DR - og muligvis venter endnu flere i fremtiden - får erstatningerne ifølge Martin Præstegaard ingen øjeblikkelig betydning for DR's økonomi.
»Alt i alt har vi haft udgifter for knap 130 mio. kr. på sagen, så selv om der kommer 86 mio. kr. ind, er det stadig en underskudsforretning for os. Erstatningen skal, efter den plan der hele tiden har ligget, bruges til at betale af på de over fire mia. kr., som DR skylder for DR Byen, så derfor kommer det ikke til at påvirke vores økonomi,« konstaterer han.
Niras’ økonomi bliver heller ikke ramt af afgørelsen. Virksomheden skal kun betale en selvrisiko på en halv million kroner, og de penge er ifølge Carsten Toft Boesen hensat.
Hvor er det at det går galt i alle disse statsprojekter - det er som om, at det er hele vejen rundt, it-projekter, byggeprojekter, togentrepriser o.s.v. Det er ubegribeligt at det er HVER gang staten skal ha' store projekter i gang, så går det galt (og dog, brobyggerierne er vel kørt forholdsvis gnidningsfrit?). Er der for mange kokke (DJØF'er) eller hvad sker der?
Jeg skriver ikke dette for at få lejlighed til at svine politikere til (det kan man nemt finde andre lejligheder til), men det er påfaldende, at stort set alle projekter hvor staten er involveret går galt og det undrer mig såre.
Offentlige skandale projekter kommer i finansudvalget og TV-avisen.
Private skandaler projekter kommer normalt ikke længere end bestyrelseslokalet, til nød skifteretten og Statstidende, men hvem læser Statstidende.
Offentlige skandale projekter kommer i finansudvalget og TV-avisen.
Private skandaler projekter kommer normalt ikke længere end bestyrelseslokalet, til nød skifteretten og Statstidende, men hvem læser Statstidende.
Det tror jeg næppe er forklaringen........................Du skriver i virkeligheden at ALLE projekter går galt, private såvel som offentlige..................det er absolut ikke min oplevelse.
Der hvor fejlene opstår, lader til at være i kontrakterne og at effektuere retten til at ophæve kontrakten.
IC4 viser fejl i mange led. Lige fra udvikling til levering og overtagelse af ansvaret. For havde DSB og staten gjort som nabolandene, ville IC4 være sendt retur på nuværende tidspunkt. Derudover ville metroen ikke kører med metro tog fra AnsaldoBreda. Da de også ville være sendt retur. sammenlignet med de sager der var på de tog.
DSB sendte i 1980erne og 1990erne tog materiel retur, der ikke levede op til det forventede. eks. Mj, IC3, ET og ER4. Mj blev opgivet, da de ikke levede op til det DSB gods havde i tankerne, men resten fik producenterne repareret indenfor så kort tid, at de endte hos DSB alligevel. Men DSB overtog ikke opgaven, med at gøre togene færdige. Så læren på være, at hvis producenterne risikere ikke at få deres penge, får de løst opgaven.
Måske det går galt fordi at man inden for politiske projekter ikke helt ved hvad man vil have.
Man sætter et beløb af og beder derefter en leverandør om at levere et produkt som er enestående , nyskabende og det bedste på markedet.
Leveradøren sætter sig ned og kommer med et forslag inden for den afsatte pris, men kunden (politikerne) ser ikke at det de får fremlagt ikke er de samme som det de drømmer om , men et realistisk bud inden for budgettet.
Projektet sættes igang.
Politikerne drømmer, kommer med nye ønsker.
Økonomien skrider.
Man begynder at foretage besparelser selv om projektet allerede er godt igang.
Det viste sig at man havde sparet for meget på nogle kritiske punkter.
Projektet begynder at vakle.
Der tilføres nye midler.
Man opgiver projektet eller afslutter det og håber at kunne rette det vis driftsmidler.
HAR JEG GLEMT NOGET? ;)
Det der giver den store forskel i forløbet mellem offentlige og private projekter er at der forskellige logiker der træder i kraft ved deres igangsættelser.
Når et offentligt projekt er besluttet, er beslutningstagerne under voldsomt pres for at prisen ikke er for hoj, da de forvalter offentlige midler og beslutnings processer omkring sådanne midler ikke altid er præget af den største fornuft eller indsigt i forudsætningerne for projektet. Det giver ofte en meget svært udgangs position, med komplekse tilbuds forløb præget af annulleringer, hurtige spare runder, nye tilbudsrunder og nye spare forløb, som hele tiden forsøger at tvinge den `reelle pris´ ned i den politisk vedtagne budgetramme.denne forløb er ofte præget af en umenneskeligt tidspres, da tidsplaner allerede ligger fast inden tilbudsgivning, og det er ofte ikke muligt at forlænge tidsfristerne tilstrækkeligt for at give plads til kuldsejlet tilbudsforløb.
Den der få opgaven, er herefter den der har fejlbedømt risikoen, har læst på projektets svagheder mht. at kunne tjene underskuddet hjem på ekstra regninger, eller er modigst med hensyn til at levere så lidt som muligt for pengene.
Når politiske projekter er besluttet er presset for at få dem gennemført enorm, og motivation og logikken bag er ikke præget af hensyn til det specifikke projekt miljø, men andre mere overordnede hensyn. Det giver ydermere en situation hvor spekulation i presset på de forskellige interessenter er en afgørende faktor i tildelings-processen.
Sådanne processer har svær vilkår og dette sætter vellykket projekter i offentlig regie i en helt andet lys.
Sjovt, Ricky Berner - jeg har siddet i en lignende tråd på Version 2 som specifikt omhandlede statens kulsejlede it-projekter, her mener man at politikerne/staten ved for meget hvad man vil have (d.v.s. at udbudsmaterialet er for specifikt)....................
Hvad er din oplevelse?
Jeg har ca. 6 års direkte erfaring med forretningsprocessor og produkt udvikling/produktion fra to større danske virksomheder med mere end 100 år på bagen. I disse private virksomheder blev der da jævnligt brugt store beløb (ofte målt i x% af omsætningen) på fuldstændige åndssvage projekter med totalt fallerede business cases. Det skyldes (i alle de tilfælde jeg kender til) uduelig ledelse. Jeg har en meget nær ven som selv er med i de øverste ledelseslag på en større dansk virksomhed med en milliardomsætning. Her er billedet nøjagtigt det samme. Penge bliver futtet af i et lystigt tempo, uden anden grund, end at man ikke kan få de to øverste chefer til at forstå den virkelighed der er omkring dem. Disse to chefer lever i en boble-verden, som er skabt af dem selv, ved at de i gennem lang tid har fremmet en kultur af ja-sigere under dem. Nøjagtig den samme mekanisme har jeg selv set i den ene af de de to virksomheder som før omtalt. Her var jeg mellemleder, og ansvarlig for at udføre det ene fjollede tiltag efter det andet. De personer der slog i bordet, og sagde at nu måtte fjolleriet stoppe, de blev systematisk fyret ved førstkommende lejlighed.
I dag er jeg i en privat virksomhed, hvor cheferne forsøger det bedste de kan, og fjolleriet er ganske begrænset. Så hvis jeg kun havde været her, ville jeg måske også kunne tro at private virksomheder var svaret på et-eller-andet. Jeg har været i 6 virksomheder, og har oplevet 2 steder med rimelig god ledelse. 3 af stederne var ledelsen direkte dysfunktionel, og et sted var det bare middelmådigt ringe. Under mit studie var jeg hjælpelærer på et introduktions kursus i projektledelse. Her undersøgte grupper af studerende (ca. 20-25 grupper) rigtige projekter hos virksomheder (stort set alle private). Ingen af de projekter der blev undersøgt var succesfulde efter almindelige succeskriterier for projekter (måske var der et eller to der var ok). Ofte var der stor frustration hos de studerende, for objektivt beslutningsgrundlag for projekterne var stort set aldrig til stede.
Jeg tror mere på at projekter fejler pga. dårlig ledelse. Ikke fordi chefen er offentlig ansat. At politikere generelt er dårlige bestyrelsesmedlemmer i deres ministerier er nok ikke forkert, men hvis bestyrelserne i det private var så skide meget bedre, så havde vi nok ikke haft en finanskrise med helt så store tab som vi havde. Danske bank er vel et meget god eksempel. Grundlaget for at kaste sig ind i Irland var noget tyndt. Det burde en bestyrelse vel have set (stor og ensidig risiko eksponering er jo ikke et nyt fænomen for banker).
Jeg er meget interesseret i at høre om hvorfor du mener at privat virksomhed er bedre end offentligt. Kunne du ikke prøve at bringe lidt evidens for din påstand på banen?
Jeg har været selvstændig entreprenør i mere end 30 år med et 2-års afbræk i NCC som konduktør.
Selvfølgelig har jeg oplevet problemer, men jeg tror faktisk kun jeg kan komme i tanke om et eneste projekt som gik helt galt (desværre med mig selv som leder og det var helt klart min skyld (og jeg måtte også til lommerne)).
Uden at skulle skamrose NCC, var det/er det et firma som var ekstremt hurtig til at gribe tingene når de var på vej i en gal retning. I modsætning til hvad du har oplevet, var den øverste ledelse meget lydhør overfor folk i marken og man gav pladsledelsen meget frie tøjler til at gribe ind.
Men jeg er enig med dig i at hysterisk topstyring ikke er af det gode - men det er vel også i virkeligheden sådan, at hård topstyring afspejler inkompetence og uddelegering afspejler overblik om kompetence.
Til dit sidste spørgsmål: Jeg tror simpelthen at den private sektor er mere løsningsorienteret og lederne ikke så fokuseret på at redde "egen røv".
Jeg mener bestemt ikke at jeg skrev at meget specifikke udbud var løsningen, men at en forventnings afstemning mange gange mangler og derfor snakker bestiller og udførende forbi hinanden.
Meget detaljerede udbud kan bestemt også være en hæmsko da udviklingen , især inden for IT , rykker sig hurtigere end projekterne.
"Efter byggesag kommer retssag" gælder stadig, fordi byggeledelsen stadig halter.
For at eksemplificere problemstillingen med et tænkt eksempel, der ikke krænker evt. parter i den konkrete sag:
En underentreprenør har indgået aftale om at sætte 100 vinduer i et nybyggeri under givne forudsætninger, men en anden aktør har opsat vægge uden de aftalte huller.
Skal underentrerepenøren insistere på at alt skal bringes helt i orden, tidshorisonten rykkes tilsvarende, have fri adgang til kran og vægge uden at skulle bøvle med andre aktører - som underentreprenøren har planlagt efter - udfra de oprindelige forudsætninger? Eller hæve aftalen? Begge alternativer vil resultere i voldgiftssag.
Voldgift er en forligsinstitution der ofte deler ansvaret og udgifterne mellem parterne, hvilket passer fint til de uoverskuelige byggeprocesser - med aktører der rammes af dominoeffekter.
Erfaringen viser at underentreprenøren sandsynligvis vil have udsigt til et tab i voldgiften (udover retsudgifter og udgifter for allerede udført arbejde), hvis han holder på "sin ret". Underentreprenøren vælger derfor ofte at presse sine medarbejdere til at fuldføre arbejdet på dårlige betingelser. Hvilket resulterer i fejl og mangler, også de "groft uagtsomme" (- samt de mange arbejdsskader).
Hvis en underentreprenør eller rådgiver på et underområde selv skal hæfte helt, i den umulige arbejdsproces, får det nogle alvorlige utilsigtede konsekvenser for branchen.
Den overordnede byggeledelse har evnen og muligheden for at:
opstille nødvendige krav, planlægge klogt med realistiske rammer og lede effektivt med god kvalitetssikring.
Derved ville de fleste fejl og mangler (- og de mange arbejdsskader) være forebygget. Og det ville være enklere at dømme andre aktører der svigter.
Danmarks Radio skulle være blevet i Søborg, så havde de undgået en gæld på 4 miliarder samt undgået alle byggeskandalerne,massefyringerne samt slagsmålet om hvem der havde ansvaret for dette byggeri som kom til at koste langt mere end man først havde braldret op med.
Danmarks Radio blev presset af Politikere som ville have DR til at ligge i den nye Satelitby "Ørestaden", og i dag så ved de fleste sikert at mange af Statens Virksomheder og Læreanstalter også ender derude.
Den dag hvor vandet fra Køge bugt bliver skubbet op på grund af stigende vandstand, da vil både Ørestaden og området på den anden side af Sjællandsbroen -den gamle Fælled blive oversvømmet og dermed også DR.
Fimsebyggerier på Amager i Ørestaden og udadtil ned mod Nokken samt tæt op imod havnefronten på den anden side er rent Arkitektonisk noget af vor tids mest praktfulde byggerier hvor der er skabt forskellighed og er eksperimenteret på de mest krævende måder, men vil de kunne overleve kraftige ændringer i vejr og havmiljøet..?
Det er en hel del år siden jeg skrev om det dårlige og lave dige som der er ved kalvebodd fælled og først flere år senere så begynder man at køre overskudsjord fra opmagasineringeen need til diget for at forhøje det, men er dette nok uden indbygning af stålnet og betonstøbninger og andet der kan holde jorden på plads..? Hvad sker der når Diget holder vandet fra Køge bugt tilbage.? Vi det så istedet for blive skubbet ind ignnem det indre havneløb og ned mod Islandsbrygge så der kommer overssvømmelser netop hvor DR og Universitetet ligger.
Velkommen til "Lorteøen" Amager -det hed den i gamle dag.