Newyorkere kan betale for taxien med mobil og lydbølger

Trådløs betaling med mobilen behøver ikke nødvendigvis forudsætte, at telefonen er udstyret med NFC - Near Field Communication.

I stedet for at gennemføre betalingen via radiobølger er det muligt at kommunikere via lydbølger. Det skriver MIT's Technology Review.

Det bliver allerede brugt flere steder, blandt andet i taxier i New York. Appen Way2ride findes til både iPhone og Android og kommer fra Verifone. Selskabet leverer betalingsløsningen til halvdelen af New Yorks 13.000 berømte gule taxaer.

App'en gør telefonen i stand til at opsamle uhørlige lydbølger med et unikt id, som bliver udsendt af en højttaler i taxien. Derefter videresender appen den unikke kode til Verifones servere.

Serverne matcher det med kundens forudindstillede betalingsønske, hvorefter et signal bliver sendt over mobilnettet til taxien og vist på en terminal ved bagsædet. Og hvis ikke automatisk betaling er valgt, kan kunden vælge kort fra sin virtuelle Way2ride-tegnebog og tilføje drikkepenge.

Læs også: Nets klar til at lade danskerne betale trådløst med mobilen inden nytår

Teknolgien bag app'en kaldes Zoosh og kommer oprindeligt fra opstartsvirksomheden Naratte.Jason Gross, chef for strategi og marketing hos VeriFone forventer, at løsningen kan finde vej ind andre steder også.

»Hvor som helst der er en højttaler eller et underholdningssystem, eksempelvis på en tankstation eller i en taxi, fungerer det,« siger han ifølge Technology Review.

Teknologien kan bruges til at overføre forskellige former for data over korte afstande, altså ligesom med NFC eller Bluetooth. Technology Review fortæller, at visse firmaer mener, at lydbølgerne er et godt alternativ til radiobølgeteknologierne, fordi kombinationen af en højtaler og en mikrofon er allestedsnærværende.