New Orleans nye evakueringsplan: Stik af

Kæledyr, pensionister, syge, mænd, kvinder, børn og unge.

Ingen blev glemt, da borgmester Ray Nagin og andre ledende skikkelser i New Orleans i går præsenterede en ny evakueringsplan for New Orleans.

Næste orkansæson er kun en måned væk, og store dele af The Cresent City er stadig ødelagt, efter Katrina hærgede sydkysten af USA i august sidste år.

Den nye evakueringsplan bygger på de dyrekøbte erfaringer fra Katrina, der kostede knap 1300 mennsker livet, og ifølge forskere fra Berkerly forårsagde skader for svimlende 500 mia. dollar.

Næsten 100.000 mennesker undlod dengang bevidst eller ikke havde mulighed for at efterkomme myndighedernes påbud om at evakuere.

Men denne gang bliver der ikke noget valg, sagde Nagin. Busser og Amtrak-tog vil blive brugt i arbejdet på at få de ud af byen, der ikke selv kan klare transporten næste gang alarmen lyder.

For at undgå de kaotiske forhold, der i dagene efter Katrina udviklede sig i byens kæmpe arena, the Superdome, bliver der ikke oprettet beskyttelsesforanstaltninger i arenaen eller i byens kongrescenter, der ligger ved Mississippi-floden.

»Lag mig slå det helt fast - det her er en plan for at få folk ud af byen, og der bliver ingen sidste øjebliks tilflugtssteder,« fastslog Nagin.

Ingen vil dog blive tvunget ud af deres hjem, men folk, der forlader husene efter et udgangsforbud er trådt i kraft, vil blive anholdt, advarede New Orleans-borgmesteren.

Som noget nyt kan der også blive tale om påbudt evakuering allerede ved kategori 2 storme, det vil sige orkaner med vinde over 154 km/t - Katrina var en kategori 4, da den ramte New Orleans.

Byens indbyggertal er stadig kun på ca. 200.000, lidt under halvdelen af det oprindelige, og myndighederne estimerer, at mindst 10.000 mennesker ikke vil være i stand til at forlade byen ved egen hjælp, når det bliver aktuelt igen. Alligevel gør de færre indbyggere en forskel.

»Det er meget mobilt samfund i dag, og ikke det vi oplevede før Katrina,« sagde Nagin.

Den store bekymring i New Orleans er dog stadig, om digerne vil holde, når næste orkan raser og skubber de enorme vandmasser ind i byens net af kanaler.

Ifølge borgmesteren er U.S. Army Corps of Engineers, der står for genopretningen af digesystemerne, 80 pct. gennem arbejdet med at bygge og forstærke digerne. Enkelte steder bliver spunsene drevet 18 til 24 meter ned i jorden og udbygget til seks meters højde.

»Digerne bliver mere sikre, end den by nogensinde har oplevet,« lovede borgmester Ray Nagin.