Netværk vejen til magten er feminin!

Netværk er karrieredskab nummer ét. Det er basisviden for enhver, men hvordan skaber man sig egentligt et godt og konstruktivt netværk? Ved at gå feminint til værks, mener forfatteren. Kvinder besidder nemlig de netværksegenskaber, der skal til for at skabe resultater i fremtiden: at kunne sætte ord på ønsker og behov, skabe nære relationer og være parat til at yde, før man kan nyde. Bogen giver konkrete råd til, hvordan du bruger netværk i din karriere. Forfatteren er leder af det internationale karrierenetværk "WOW - Woman On their Way" og har været med til at etablere erhvervsnetværket "Morgendagens Heltinder". 

Kvalitetens beskaffenhed

Kvalitetsreform, kvalitet frem for kvantitet, produktkvalitet og kvalitetssystemer. Alle taler om det, men hvad ligger der egentlig i begrebet kvalitet? Det spørgsmål stiller forfatteren til denne bog, som til daglig er professor på Syddansk Universitet. Han problematiserer bl.a. brugen af de industrielle kvalitetsopskrifter fra industriproduktionen til offentlige ydelser og sætter fokus på indbyggede problematikker i kvalitetsmålinger. Ved at kigge tilbage på forståelsen af kvalitetsbegrebet gennem tiden når han frem til, at kvalitet stort set kan betyde alt.

Den gode ansættelsessamtale

Edith Kahlke. Børsens Forlag, 199 kr., 127 sider

Første skridt på vejen til at få de bedste medarbejdere er en vellykket ansættelsessamtale. Det er afsættet for bogen, som gennemgår alle ansættelsessamtalens faser, lige fra planlægning og forberedelse til beslutning og afslag. Ifølge forfatteren handler det om at finde en medarbejder, som både har de rette kompetencer og deler arbejdspladsens værdier. Det sidste kan en god samtale afdække. Bogen henvender sig til folk, der skal ansætte, men også ansøgere bør læse med. For som det hedder på bogens bagside: "Jo mere alle parter ved om, hvordan god udvælgelse kan foregå, desto sværere bliver det at fortsætte med det, der ikke dur".