Netværk: Sådan må du aldrig gøre

4. juni 2015 kl. 10:00
Det er vigtigt at netværke, men hvordan griber man det egentlig an? Vi bringer her anden del af serien med gode råd til, hvordan du netværker. Denne gang med ting, der gør dig til en netværksfiasko.
Artiklen er ældre end 30 dage

Du har sikkert fået at vide, hvor givtigt et netværk er. Værdiskabelse sker gennem andre mennesker, ligesom nye opgaver, udfordringer - ja, sågar nye jobs - ofte kommer gennem netværkskontakter. Men det er svært at opnå resultater, hvis man ikke er bevidst om, hvordan man netværker.

Leder du efter nyt job? Tjek mulighederne på Jobfinder

I tirsdags gav netværksekspert Susie Lynge sine bud på, hvordan man kan forøge værdiskabelsen gennem netværk. Og ligesom der er ting, man skal lære at gøre, er der naturligvis også ting, man skal lære ikke at gøre. I dag er hun derfor tilbage med gode råd til, hvad du absolut skal forsøge at undgå, når du kaster dig over networking.

Læs også: Netværk: Sådan får du succes

Det handler ikke om at skulle sælge sig selv hele tiden

»Der er mange ingeniører, som har den holdning, at networking er sådan noget, der kræver, at man er en meget udadvendt type, og at det handler om at snakke om sig selv, og sælge sig selv hele tiden. Det bryder med deres persontype at sætte sig selv i spil på den måde konstant, og så lader de i stedet være med at gøre noget,« siger Susie Lynge, og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er bare så ærgerligt, for det er slet ikke måden, de skal gribe det an på.«

Hun fortæller, at selvom ingeniører selvfølgelig er forskellige, er hun gennem sin undervisning stødt på mange, der har en introvert profil.

Det handler nemlig slet ikke om at skulle sælge sig selv hele tiden, derimod skal man skal i høj grad undgå at lave om på sig selv.

5 Tips til introvere netværkere:

  • Beslut dig for at være mere åben og nysgerrig.

  • Skru op for dit mod og vær lidt mere opsøgende.

  • Sæt små realistiske mål – du skal ikke tale med alle, du ikke kender, men blot udfordre komfortzonen lidt. På den måde vil du stadig kunne være dig selv i det.

  • Forbered dig, så du har et par åbne spørgsmål klar, når du skal ud og netværke med folk, du ikke kender. Det giver tryghed - og gør det nemmere

  • Fortæl lidt mere om dig selv, om hvad du kan, laver, ved noget om eller tænker

Læs også: Introverte studerende skal også sælge sig selv

Artiklen fortsætter efter annoncen

I stedet handler det om at kunne skrue op for sine stærke sider. Man skal gøre sig klart, hvad ens styrker er, og hvad der virkelig fungerer i mødet med andre mennesker, og hvordan man kan sætte det i spil.

»Networking handler rigtig meget om at være den bedste udgave af sig selv i mødet med andre mennesker. Og så kan det godt være, der er nogle netværksaktiviteter, som kræver lidt mere af de introverte, end de gør af de ekstroverte. Til gengæld er der andre ting, de ekstroverte er dårligere til end de introverte, når de netværker,« fortæller Susie Lynge.

Du skal ikke samle på ‘glansbilleder’

En ting, som ekstroverte mennesker er gode til, men som nødvendigvis ikke er en fordel, er, at de har har let ved at falde i snak med gud og hver mand. Det er godt at kunne komme i kontakt med mennesker, men det er ikke en god idé at plante frø ved 20 forskellige personer ad gangen.

5 Tips til de ekstroverte netværkere:

  • Stil flere åbne spørgsmål og giv tid til svaret.

  • Lyt mere aktivt til den anden, før du selv siger noget.

  • Sæt tempoet ned og vær mere nærværende.

  • Vær opmærksom på at pleje dine relationer.

  • Skær netværks ting fra, og fokuser på det, du vælger at investere tiden i.

»Jeg har mødt mange ekstroverte, som har et netværk fuld af mennesker, men når jeg så spørger, hvad de bruger det til, så bruger de det slet ikke aktivt. De samler bare på glansbilleder,« fortæller Susie Lynge.

Det er nemlig ikke størrelsen på ens netværk, der er vigtig. I hvert fald ikke i det virkelige liv. På de sociale medier er det dog anderledes. Her kan der godt være fornuft i at tænke i kvantitet. En kontakt fører hurtigere videre til en ny på nettet, og ofte taler f.eks. din Linkedin-profil for dig.

Læs også: Sådan bruger du LinkedIn i jobjagten

I den virkelige verden gælder det i stedet om at udvælge dit netværk nøje ud fra mennesker, der har kompetencer, du kan drage nytte af - og omvendt.

»Man skal sørge for at sammensætte et netværk, som består af mennesker, der tilfører dig en værdi, og som du samtidig kan tilføre værdi den anden vej,« siger Susie Lynge, og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Netværks-mindsettet handler om, at man er villig til at bidrage til andre menneskers liv, og at man er opmærksom på netværkets potentiale. Man skal være strategisk omkring, hvem man udvikler relationer til.«

Selv om du ikke behøver have verdens største netværk, betyder det ikke, der skal være få af samme slags. Det er optimalt at forsøge at skabe en bevidst diversitet. Det tilfører ny viden og nye inputs.

»Har man diversitet i sit netværk, skaber det også muligheden for at blive skubbet til, og muligheden for at få ny viden, som ens egen type af profiler ikke nødvendigvis sidder inde med,« fortæller hun.

Den falske facade bliver opdaget

Mange forbinder måske networking med noget smart-i-en-fart agtigt, hvor man bruger andre til selv at excellere hurtigt. Sådan er der også nogen, der benytter sig af netværk, selvom det nødvendigvis ikke er den mest givtige fremgangsmåde.

»Jeg oplever, at der er nogle, der af en eller anden mystisk årsag har fået ind, at networking er noget med at få et lynhurtigt fix, hvis man f.eks. vil sælge noget. Der tager de fejl. Det kan godt være, de får solgt noget hurtigt en enkelt gang, men de får ikke opbygget et stærkt, vedholdende netværk, og skal hele tiden starte forfra med at opbygge relationer,« siger Susie Lynge.

Læs også: Ingeniører skal lære at tale om ingenting

Autenticitet er et nøgleord. Hvis der er slået en facade op, som skjuler det rigtige menneske, kan vi mærke det. Vores hjerne aflæser nemlig meget mere end det sagte ord.

»Autenticiteten ligger meget i kropssproget og stemmeføringen, som vi også aflæser. Det er hele måden, man afleverer sit budskab på. Vi kan godt mærke, hvis folk står og siger noget andet, end de egentlig mener, og det er ikke måden at skabe stærke relationer på,« siger Susie Lynge.

Glem altså den overfladiske facade og den manipulerende skjulte agenda. I stedet skal man spørge sig selv, om man har udvist oprigtig opmærksomhed eller om man har forsøgt at hjælpe sin netværkskontakt, inden man selv stiller sig op og forlanger at modtage. Det er, som Susie Lynge udtrykker det, 'give and take'.

»Det betyder ikke, at man ikke skal være god til at få noget den anden vej. Man skal netop bruge sit netværk til at hjælpe og bede om hjælp. Men man skal ikke starte relationsopbygningen med at ville havde noget med det samme. Så er man ved at ødelægge sine netværksmuligheder.«

Jobfinder sætter fokus på netværking. Dette er den tredje artikel i en temaserie.

Læs også: Netværk: Sådan får du succes

Læs også: Netværksekspert: »Danmark har sovet i timen«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger