Netværk: Sådan får du succes

3. juni 2015 kl. 08:00
Det er vigtigt at netværke, men hvordan griber man det egentlig an? I to guides sætter vi fokus på absolutte 'do’s and don'ts', når det kommer til networking.
Artiklen er ældre end 30 dage

»Nå, hvordan går det hos dig? Jamen det var da fint. Ja, vi må håbe, vejret bliver bedre inden længe.«

Du kender måske scenariet fra konferencen, receptionen, festen, eller hvor man ellers praktiserer det, der er blevet en af tidens mest omtalte erhvervskompetencer, at netværke. En halv-akavet samtale, som du ikke helt ved, hvordan du skal gribe an, venter forude, og du gruer allerede for det, da din svedige håndflade klasker sammen med ham, du skal forsøge at holde en samtale kørende med i et par meget lange minutter.

Gå på jagt efter nye udfordringer på Jobfinder

Men faktisk bør networking slet ikke være så slemt, og der er utrolig meget at hente, hvis man netværker rigtigt. Det fortæller netværksekspert fra Netværks Akademiet Susie Lynge, som her giver nogle råd til, hvad man skal tænke over, hvis man vil skabe værdi gennem networking.

Man skal sgu være personlig, man skal være rigtig personlig - man skal bare ikke være privat.
-- Susie Lynge, netværksekspert, Netværks Akademiet.

Læs også: Derfor skal du sige ja til en personlighedstest

Vær personlig i dine samtaler

At kende grænsen mellem at være personlig og privat er en vigtig egenskab. Også i netværkssammenhænge, hvor det er den personlige tillid, der gør, at vi kender hinanden, og at vi oplever, vi kan bruge hinanden til noget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Man skal sgu være personlig, man skal være rigtig personlig - man skal bare ikke være privat,« siger Susie Lynge.

Ifølge hende handler personlig networking om, at vi forholder os til andre folks liv. Vi ved, hvad de er optaget af, hvad de ved noget om, hvad de står for, og hvad de er udfordret af. Det kan man sagtens vide og vise interesse for, uden at det bliver på en privat måde.

Læs også: Netværket er dit vigtigste redskab i jagten på et job

»Man skal kunne mærke, at der er et menneske bag. Der er alt for mange - og det er der måske også blandt ingeniører - der pakker sig ind bag en faglig skal, og det duer ikke netværksmæssigt,« siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis man ikke tør åbne for sin personlighed og tilbyde noget af sig selv, går der rigtig lang tid, før man får skabt gode relationer, som man kan skabe værdi ud fra.

»Man kan sige, at i networking er du varen. Din personlighed er jo faktisk dit bedste kort i mødet med andre mennesker.«

Hav situationsfornemmelse

I princippet handler networking rigtig meget om situationsfornemmelse og om respekt for, at folk er forskellige. Man skal have en fornemmelse for, hvem det er, man står over for, og hvad der er passende i den givne situation. Susie Lynge foreslår, at man tænker i relevanskriteriet:

»Man skal spørge sig selv: ‘Hvor relevant er det, jeg bringer på banen i forhold til den her relation?’«

Man kan komme langt med humor, men det skal bruges med omhu og omtanke. Er man af natur en humoristisk person, som har fornemmelse for brugen af det, må man gerne skrue på de knapper, mens man måske skal være mere varsom, hvis det ikke er i ens natur at slynge sjove bemærkninger ud. Det handler om, hvad der er ens styrker i mødet med andre.

»Man må være præcis lige så sjov, som det passer til ens personlighed. Hvis man er en sjov og humoristisk person, så skal man endelig bruge det, for så er det ens styrke. Hvis man samtidig har noget situationsfornemmelse, så ved man jo også, hvad der er passende på hvilke tidspunkter,« siger Susie Lynge.

Læs også: Disse ti faktorer stimulerer din kreativitet

Der er visse ting, man skal være særligt varsom med at bringe på banen. Ting, som kan få blodtrykket til at koge, og som man lynhurtigt kan blive uvenner over. Susie Lynge fremhæver tre ting.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Umiddelbart vil jeg sige at man skal være varsom med at tale om sex, politik og religion. Man kan videndele og berige hinandens liv på en masse andre områder, så der er ingen grund til at begynde at male hinanden op i et politisk hjørne. Og det samme gælder de to andre emner, som måske også kan være nogle, hvor folk kan have forskellige holdninger og præferencer,« siger hun.

I det hele taget kommer man langt som netværker, hvis man udviser respekt for andre mennesker, ikke laver sjov på andres bekostning og opfører sig ordentligt og høfligt. Lidt som en god, gammeldags gentleman.

»Man kan godt sige, at man skal finde sin indre englænder frem,« siger Susie Lynge.

Hav forskellige typer i dit netværk

Ofte er det ikke vores nære venner og familie, som gør den store forskel for os rent karrieremæssigt. I et professionelt netværk drejer det sig om mennesker, man kender i andre sammenhænge.

Susie Lynge nævner tre typer, der er vigtige at have i sit netværk.

Læs også: Timing er vigtigere end netværk, når du søger job

De faglige spydspidser, som hun kalder dem, er de første. Mennesker, som inspirerer dig fagligt. Det kan være personer, der er foran dig, og som du ser op til, eller folk, der har en bestemt faglig tilgang, der inspirerer dig.

»Dem skal man bare sørge for at suge til sig fra. Men det indebærer også, at man gør sig bevidst omkring, hvad det er for nogle profiler, der inspirer en fagligt,« tilføjer hun.

Der skal også være nogle mennesker i dit netværk, som inspirerer dig på et personligt plan. Superkontakter, kalder Susie Lynge dem.

»Man skal sørge for, man har nogle kontakter, der har en personlig påvirkningskraft på en. Mennesker, der gør en mere modig, og som måske støtter en, når man står med en faglig udfordring, der er rigtig svær.«

Den sidste type, Susie Lynge peger på, er de såkaldte connectere. Mennesker, som kender rigtig mange forskellige personer, og som er god til at føre folk sammen.

»Vi kan typisk godt fornemme, hvem de er,« siger hun.

»Mennesker, man altid vil kunne henvende sig til, hvis man har brug for nogle kontakter med en eller anden bestemt viden. De kan typisk connecte dig til nogle personer, du ikke selv kender eller havde tænkt på at kontakte.«

Jobfinder sætter fokus på networking. Dette er den anden artikel i en temaserie.

Læs også: Netværk: Sådan må du aldrig gøre

Læs også: Netværksekspert: »Danmark har sovet i timen«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger