Nets klar til at lade danskerne betale trådløst med mobilen inden nytår

Nets klar til at lade danskerne betale trådløst med mobilen inden nytår

Inden 2014 er teknikken på plads, så du kan swipe mobiltelefonen hen over supermarkedets Dankort-terminal - foreløbig dog ikke med en iPhone.

Inden champagneproppen knalder, og kalenderen viser 2014, så har danskerne fået mulighed for at betale trådløst med mobilen, eller kontaktløst som den slags kaldes.

Nets, der driver Dankort-nettet, har indgået leverandøraftaler med franske Oberthur Technologies og danske Pertura om udviklingen af en mobil betalingsløsning, der benytter NFC - Near Field Communication - en trådløs kommunikationsteknologi, der fungerer over helt korte afstande, og som bliver indbygget i stadigt flere mobiltelefoner.

»Vi forventer at være klar med en løsning inden årets udgang. Hvornår lanceringen konkret finder sted afhænger af, hvornår der er en bank, der udsteder et kort, som anvender løsningen,« siger Susanne Brønnum, Group Executive Vice President i Nets.

Der findes flere eksisterende eller kommende løsninger i Danmark, der involverer en eller anden form for betalingsintegration via mobiltelefonen. Blandt andet fra teleoperatørerne og fra bankerne.

Læs også: Teleselskaber klar med mobilbank i løbet af efteråret

Det særlige ved Nets' system bliver, at det fungerer direkte med de NFC-kortterminaler, som er ved at blive opstillet over hele landet, fortæller Susanne Brønnum.

»Alle de terminaler, der er ude i landet, som kan håndtere kontaktløse betalinger - og dem er der ved at være mange af - kommer vi til at kunne benytte vores løsning,« siger hun. Det gælder f.eks. supermarkeder og andre steder, hvor man udskifter gamle dankortterminaler.

De kort, som kommer til at ligge i den mobile tegnebog fra Nets, skal udstedes digitalt af banken. Altså et digitalt Dankort, Visakort, Mastercard samt andre debitkort, kreditkort og forudbetalte kort. De digitale kort kommer til at ligge i en sikret del af telefonens hardware, enten på simkortet eller på anden hardware i den mobile enhed.

På samme måde, som der ikke behøver være strøm på et fysisk betalingskort, så behøver der heller ikke nødvendigvis være strøm på telefonen, for at en betaling kan gennemføres. Det afhænger af telefonerne, forklarer Susanne Brønnum.

Også til små betalinger

Et betalingsscenarie kan eksempelvis være, at en kunde låser et givent digitalt kort op ved at indtaste en kode på mobiltelefonen, hvorefter kortet kan aflæses ved at holde telefonen op til en NFC-terminal. Betalingen kan også foregå ved at indtaste en pin-kode på terminalen, som det sker nu med fysiske kort, forklarer Susanne Brønnum. Desuden vil det også være muligt at implementere små-betalinger, hvor der slet ikke kræves pinkode - eksempelvis ved beløb på under 200 kr.

»Det bliver op til den enkelte bank, hvilke muligheder de vil give kunden, også i forhold til småbetalinger,« forklarer Susanne Brønnum.

Nets planlægger at levere løsningen til eksempelvis banker, som vil kunne markedsføre softwaren med deres eget logo. Længere ude i fremtiden er det meningen, den digitale tegnebogsløsning fra Nets også skal kunne rumme andet digitalt indhold som billetter, rejsekort, elektroniske nøgler (eksempelvis hotel-nøglekort), sygeforsikringskort, kørekort og forskellige typer fordels- og medlemskort.

Den digitale tegnebog fra Nets kommer i første omgang til Android og senere til Windows-telefoner. IPhone-ejere må vendte lidt, da der endnu ikke findes iPhones med NFC-understøttelse, som Nets' løsning forudsætter.

Den danske løsning bliver i øvrigt kompatibel med den kontaktløse betalingsformer Visa payWave og Mastercard PayPass, som allerede bliver anvendt flere steder rundt om i verden, blandt andet i Storbritannien.

Kommentarer (45)

Du læste åbenbart ikke årsagen? Den kan ikke bruges.

IPhone-ejere må vendte lidt, da der endnu ikke findes iPhones med NFC-understøttelse

  • 13
  • 1