NESA sælger kabel-tv til TDC

Fra årsskiftet kommer 17.000 kabel-tv-kunder i blandt andet Frederikssund, Frederiksværk og Helsinge ind under TDC Kabel TV. Elselskabet NESA har onsdag solgt sine tv-aktiviteter i selskabet NESA Kabel-tv til landets største udbyder, der i forvejen har 821.000 kunder.

Salget er et led i NESAs satsning på kerneforretningen el. Kun 17.000 af selskabets 534.000 kunder har haft adgang til tv-nettet, og derfor har man ikke ønsket at investere de nødvendige penge i en videre udvikling, skriver NESA i en pressemeddelelse.

Juridisk overtager TDC selskabet NESA Kabel-tv A/S inklusiv kunder og det fysiske net, mens kun en enkelt medarbejder flytter med over i TDC. De øvrige ansatte har fået nye opgaver i elkoncernen. TDC har tidligere været signalleverandør til de 17.000 kunder, men i de seneste år har NESA selv stået for forsyningen.

TDC afviser at fortælle, hvor meget man har givet for virksomheden, men ifølge Børsen Online vil salget indbringe NESA en ekstraordinær indtægt i 2002 på 35-40 mio. kroner.