Neddroslet udgave af prisvindende sensorsystem
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Neddroslet udgave af prisvindende sensorsystem

Sidste år ved National Instruments' årlige konference NI Week i Austin, Texas, vandt danske CIM Industrial Systems sammen med vindmølleproducenten Vestas en pris i kategorien Green Engineering for systemet Flexstand Logger.

Nu har CIM en ny udgave af Flexstand Logger med på E-12, som er noget mindre og dermed billigere end den oprindelige prototype, som CIM udviklede for Vestas. Den nye version er desuden mere skalérbar end den oprindelige, forklarer administrerende direktør i CIM Allan Henneberg.

»Produktet henvender sig nu til en bredere målgruppe, end det tidligere var tilfældet. Dels er det blevet billigere, dels kan det skaleres op og ned i forhold til antallet af sensorer.«

Flexstand Logger gør det muligt via software udviklet af CIM og hardware fra National Instruments at indhente data fra et hav af sensorer i realtid og sikre, at dataene er synkrone, så de kan sammenlignes på kryds og tværs.

»Når dataene er synkrone, er det muligt at sammenligne aflæsninger fra forskellige dele af eksempelvis en vindmølle,« siger han.

Data skal have tidsstempel

Det vil sige, at hvis data fra en sensor i vindmøllens turbine registrerer rystelser i en del af møllen, så er det muligt at sammenholde det med temperaturaflæsninger i andre dele af møllen og på den måde se, om der skulle være en korrelation mellem de to.

»Kunsten er at sikre, at de indhentede data får et tidsstempel, så de er helt synkrone, og det bliver derved muligt at slutte sammenhænge, som det ellers ville have været nærmest umuligt at slutte,« siger Allan Henneberg.

Han fortæller, at mens den tidligere løsning, som gav CIM og Vestas den grønne ingeniørpris ved sidste års NI Week, specifikt var målrettet vindmøller, så har den udgave af Flexstand Logger, som CIM har med til E-12, flere anvendelsesområder.

»Den kan eksempelvis bruges til at overvåge turbine-systemer generelt i forhold til aktion og reaktion,« siger Allan Henneberg.

Ligesom sidste år uddeler National Instruments forskellige priser blandt de af konferencens deltagere, som har anvendt den amerikanske virksomheds produkter til at løse opgaver. Det var i den forbindelse, at CIM sidste år vandt i Green Engineering ved prisuddelingen Graphical System Design Achievement Awards.

Fakta: Flexstand Logger

Flexstand Logger bliver brugt til at logge og observere synkrone begivenheder. Det kan f.eks. være i en vindturbine, hvor man gerne vil vide, hvordan de strukturelle komponenter opfører sig. Den underliggende hardware er National Instruments CompactRIO, som indsamler data via den indbyggede processor på deterministisk vis. Det vil sige, at det på forhånd vides, præcist hvor lang tid databehandlingen tager. Dataene bliver herefter sendt videre i et computernetværk, hvor de får et tidsstempel, så de bliver sammenlignelige.

Kilde: CIM Gruppen