Under Anden Verdenskrig havde Tyskland hele to atomvåbenprogrammer kørende i et kapløb med det amerikansk ledede Manhattan-projekt. Nazisterne fremstillede i alt omkring 1.200 kuber af uran, hver på størrelse med en Rubiks terning.
Nogle af dem er nu blevet undersøgt med en ny metode til at dokumentere herkomsten af et stykke uran. Forskerne håber dermed at kunne bidrage til overvågningen af atomvåben og hjælpe den internationale indsats mod smugling af atomare materialer.
Efter krigen blev de 1.200 uran-kuber fra nazisternes lykkeligvis ufuldendte atomvåbenprogram spredt for alle vinde. De fleste ved man ikke, hvor er. De amerikanske styrker menes at have bragt omkring 600 af uran-kuberne med tilbage til USA, og et lille antal af dem blev givet til amerikanske universiteter til civil forskning.
En af kuberne endte hos Pacific Northwest National Laboratory (PNNL), hvor den stadig bruges til at træne grænsekontrollen og forskere fra det internationale atomovervågningsprogram i at opdage nukleart materiale. Kuben på PNNL kaldes ‘Heisenberg-kuben’, selvom man egentlig ikke kan være sikker på, hvor den kommer fra.
Tysk nobelpristager i spidsen
Den tyske nobelpristager i fysik i 1932, Werner Heisenberg, afleverede i november 1939 en rapport til krigsministeriet om muligheden af at bygge en uranbombe ved at udnytte den kædereaktion i atomkernen, som tyske forskere netop havde opdaget. Heisenberg blev sat til at lede den ene de to forskergrupper, som nazisterne nedsatte for at arbejde videre at tæmme fissionen og bruge den i krigsindsatsen.
I begyndelsen arbejdede Heisenberg i Berlin, men da de allieredes bombardement af den tyske hovedstad intensiveredes i 1942, flyttede man forskergruppen til den lille by Haigerloch i Baden-Württemberg, hvor man i dag kan se en udstilling om ‘atomkælderen’ på byens slot.. Den anden forskergruppe blev ledet af Kurt Diebner, som stod i spidsen for hele det tyske atomenergi-projekt. Heisenberg-kuben og flere af Diebner-kuberne er blevet analyseret af de amerikanske forskere.
Da de 1.200 kuber blev fremstillet, bestod de af forholdsvist rent uran i metalform. Som tiden gik, har radioaktivt henfald omdannet noget af uranet til thorium og protactinium. For at fastslå den nøjagtige fordeling af grundstoffer i kuberne og dermed fastslå tidspunktet for deres fremstilling har forskerne brugt radio-kronometri – en adaptering af kronometrien, den målemetode som bruges af geologer til at fastslå alderen på mineraler ud fra deres sammensætning af isotoper.
Urenheder kan lede på sporet
Forskerne har også undersøgt kuberne for deres indhold af sjældne jordmetaller. De små urenheder stammer ikke fra fremstillingen, men er fulgt med uranet, da det blev brudt. Derfor kan indholdet af sjældne jordmetaller i kuberne sige mere om, hvorfra nazisterne fik deres uran til atomvåbenforsøg.
Metoden og resultatet fremlægges i løbet af denne uge på efterårskongressen for American Chemical Society.
Hvis uran viser sig at have et unikt kemisk oprindelses-certifikat indbygget i sig, kan det hjælpe med efterforskning af smugling af nukleare materialer. For uanset hvad atomvåbensmugleres svar er på »Den faldt ud af bagenden på en lastbil« eller »Jeg købte den af nede på bodegaen af nogen, jeg ikke kender«, vil man nu kunne efterprøve påstandene.
