Mens vi halvgamle aften efter aften flyder med på de udsendelser, flow-tv-kanalerne har valgt at præsentere os for, vender børn og unge ryggen til, griber deres mobil eller tablet og følger youtubere eller andre influencere på de sociale medier.
I 2018 viste DR Medieforsknings årlige rapport, at 67 procent af de 9-14-årige og 64 procent af de 15-24-årige dagligt bruger Youtube. Til sammenligning gælder det for 27 procent af de 32-46-årige og for blot 12 procent af de 47-64-årige.
Ændringen i medievaner er en væsentlig årsag til, at projektleder Lars Torp tog initiativ til oprettelsen af SoMe Science, hvis formål er at øge interesse for naturvidenskab og faktuel viden blandt unge.
»I en verden, hvor fake news vinder frem, og fakta er presset, er det vigtigt at fortælle de naturvidenskabelige og rigtige forklaringer til børn og unge. Men det skal ikke præsenteres af en fodformet skolelærer eller på museum med mor og far. Det skal være på mobilen, hvor de i forvejen ser film, spiller spil og er sociale med deres venner. Hvor de ser ting af lyst,« forklarer Lars Torp, der er tidligere chef for DR’s videnskabs-, satire- og talentprogrammer og i dag står bag Thin Green Line Productions.
Hvert år vil SoMe Science-akademiet uddanne ti unge danskere i at formidle naturvidenskab for børn og unge på digitale platforme. Årgang 2020-2021 mødtes til det første modul i september, og selvom de deler lysten til at formidle, er deres udgangspunkt forskelligt. Den ene halvdel har en naturvidenskabelig baggrund, men mangler kendskab til de sociale medier. Den anden er allerede etableret på sociale platforme, men kunne godt være stærkere på det naturvidenskabelige område.
Derfor veksler kursusmodulerne mellem medietræning, brug af kamera, effektfuld klipning af film og moduler, der handler om forskning og naturvidenskab. Det sidste modul afholdes til maj næste år.
En af deltagerne er folkeskolelærer Søren Hougaard, der underviser i fysik & kemi, biologi, geografi og matematik. Han viser ofte engelsksprogede videoer fra sociale medier i sin undervisning, men vil hellere bruge danske.
Som erfaren underviser og med godt styr på det faglige har han særligt brug for at lære metoder til at skrue en video sammen, så den fanger børn og unge.
»Jeg kan godt gestikulere og forklare, men har brug for at lære, hvordan man gør en video snappy og giver den et godt flow uden kedelige øjeblikke. Når man har eleverne i klasselokalet, kan de jo ikke bare forlade det, men hvis en video er kedelig, går de bare videre,« siger han.
En anden deltager er Maria Jarjis, der allerede er et etableret navn som science influencer på de sociale medier. Hendes Youtube-videnskabskanal ‘WTF er det’ har i dag mere end 80.000 abonnenter. Alligevel var hun hurtig til at takke ja, da hun fik en invitation til uddannelsen:
»Selv om jeg har masser af erfaring, er det godt at få inspiration og udvikle mig. Jeg er åben for alt nyt.«
For tre år siden droppede hun sin uddannelse til bioanalytiker for at forfølge en drøm om at blive iværksætter, og en videnskabelig Youtube-kanal lå lige for:
»På det tidspunkt var der ingen danskere, der formidlede naturvidenskab på de sociale medier. Jeg havde lyst til at lave en kanal, hvor man formidler viden til børn og unge på en nem og sjov måde. Hvor man skræller alt det svære fra og kun præsenterer det vigtigste,« fortæller hun.
Maria Jarjis gik i gang med at producere videoer, og pludselig tog det fart. Hun blev kontaktet af lærere, som havde brugt hendes videoer, og af børn, som fulgte hende:
»Mange børn kontakter mig og fortæller, at de har fået bedre karakterer, efter at de har set mine videoer, og forældre sender mails og fortæller, at de glæder sig over, at en videnskabskanal bliver lige så populær som kanaler med gaming, fashion, underholdning og makeup.«
I modsætning til Maria Jarjis havde Søren Hougaard ikke sin egen kanal ved uddannelsens start, men det har han nu, ‘Science med Søren’ hedder den. Foreløbig ligger der kun en enkelt video, som blev optaget på den seneste camp med god hjælp fra bl.a. DTU Science Show og professionelle videoproducenter.
»Jeg håber at opnå kyndighed til selv at lave fede Youtube-videoer, der fange børn og unge og får dem til at søge en naturvidenskabelig uddannelse. Jeg har ikke sat et mål op om, hvor stor min Youtube-kanal skal være, men den skal bygges langsomt op. Det er ikke meningen, at jeg skal være fuldtids-youtuber. Det er et sideprojekt,« forklarer han.
Men kunne indvende, at det er at stikke blår i øjnene på børn og unge, hvis de på Youtube-kanalerne oplever naturvidenskab som en gang fest og ballade og får en brat opvågnen, når det viser sig, at der også skal terpes matematik, kemi og fysik. Det er Lars Torp nu ikke bange for:
»Alle, der studerer naturvidenskab, gør det jo, fordi det fascinerer og interesserer dem. Den interesse kan Youtube vække ved at vise, at det kan være sjovt, vildt, grineren, spændende og forundeligt – skørt og farligt,« påpeger han.
Som en del af SoMe Science vil der fremover blive uddelt en formidlingspris SoMe Science Award på det årlige danske awardshow Guldtuben. Først gang til efteråret 2021.
Novo Nordisk Fonden støtter projektet foreløbig frem til sommeren 2022, men det er håbet at finde opbakning til at fortsætte projektet.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard