Nationalmuseets plastekspert skal hjælpe med at tackle mikroplasten i havene
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nationalmuseets plastekspert skal hjælpe med at tackle mikroplasten i havene

Yvonne Shashoua har i mange år hjulpet miljøforskere med viden om plast. Illustration: Mie Stage

På museerne vil man gerne bevare tingene af plastic. I verdenshavene vil man gerne af med dem.

Selv om tilgangen er forskellig, er der brug for samme viden om, hvordan og hvorfor plastic nedbrydes, og derfor har miljøforskerne hidkaldt Nationalmuseets seniorforsker og plastekspert Yvonne Shashoua, som har arbejdet med bevaring af plastic siden 1990'erne.

»Vi er interesseret i det samme: Nemlig hvor længe det tager for plastic at nedbrydes. De vil gerne af med det, jeg vil gerne bevare det, men det er identisk forskning,« siger Yvonne Shashoua, som er partner i det nystartede Velux Danish Marineplastic-forskningscenter.

Yvonne Shashoua fra Nationalmuseet har gang i sine egne projekter på museet. Her vil hun undersøge, hvor længe engangskopper af plast klarer sig i et vindue. Illustration: Yvonne Shashoua

Med base på Aalborg Universitet skal centret over de næste fire år undersøge marinmiljøet, og det består foruden Nationalmuseet og Aalborg Universitet af DTU samt Aarhus og Roskilde Universiteter.

»Vores opgave bliver at undersøge, hvor lang tid det tager for vores mest hyppige plasttyper i skraldet at blive nedbrudt til mikroplast i marinmiljøet. Det ved man ikke ret meget om i dag,« siger Yvonne Shashoua,

Læs også: Nyt forskningscenter vil jagte løsninger på havets plast

Jern får nogle plasttyper til at smuldre

Ved at kende mere til tempoet for nedbrydningen af de forskellige plasttyper vil det også blive muligt at sige mere om, hvordan det påvirker livsbetingelserne i havet og måske også gøre det nemmere at prioritere oprydningsarbejdet, understreger hun.

»Kan vi kortlægge nedbrydningsfaktorerne og hastigheden af nedbrydningen i forskellige miljøer, kan vi måske også finde ud af, hvor problemet er eller vil blive størst. Det ideelle ville være, hvis vi så kan gå ind og bremse processen, så plasticstykkerne ikke bliver så små. Eller accelerere den, så de små stykker helt forsvinder,« siger Yvonne Shashoua.

Vi talte med Yvonne Shashoua i efteråret om hendes mangeårige arbejde med at sørge for, at vi stadig om mange år kan se intakte Tupperware-skåle og andre plasticdimser på museer.

Da så vi f.eks. en række knive, hvor et perlemorslignende skaft af cellulosenitrat var ved fuldstændig at smuldre pga. påvirkningen fra knivbladet af jern.

Gennem dette arbejde har Yvonne Shashoua fundet ud af, at især kobber, jern og nikkel virker aggressivt på plastic, og at det derfor kan være relevant at få fjernet plastic, der sidder sammen med disse metaltyper, først.

Læs også: På Nationalmuseet kæmper de mod plasticdøden

Ingen kender problemets omfang

Problemet i marinmiljøet er nemlig især mikroplasten, som er kendetegnet ved at være mindre end 5 mm i diameter.

»Der er ingen, der ved, hvor lang tid det tager for store stykker plast at blive til mikroplast. Kigger man i litteraturen, tales der både om hundreder og tusindvis af år, men vi har jo faktisk kun haft plastic i dagligdagen siden Anden Verdenskrig, så det må gå en del hurtigere,« understreger Yvonne Shashoua, som allerede har set masser af omfattende skader på de plasticgenstande, hun får ind på museet.

Selv om MarinePlastic-centret først rigtigt åbner til februar, er Yvonne Shashoua allerede godt i gang med de indledende øvelser, da hun siden 2014 har arbejdet sammen med bl.a. miljøforskere på RUC om lignende problematikker i Roskilde Fjord.

Yvonne Shashoua har hængt et net med forskellige plasticting op uden for Nationalmuseets laboratorier for at se, hvordan plastic nedbrydes. Illustration: Yvonne Shashoua

Uden for laboratoriet i Brede ved Kongens Lyngby, hvor Nationalmuseets forskere og konservatorer holder til, har hun fået installeret et stativ i baggården, hvorpå hun har hængt bæreposer, plastickrus og engangsbestik. Det blev hængt ud i begyndelsen af 2018, og Yvonne Shashoua kan se, at engangskruset allerede er begyndt at se ødelagt ud.

Dette kan blive et godt sammenligningsgrundlag med forskningen under vand for at se, hvad der kan ligge længst uden at blive til mikroplast og måske derfor er mindst farligt for marinmiljøet.

Læs også: Regeringen: Sådan gør vi genbrug af plastic fantastisk

Testområde ved Skælskør

Testene under vand foregår ud for Skælskør, hvor der skal sænkes diverse plastmaterialer ned i forskellige dybder for at se, hvad de forskellige temperaturer og dybder gør ved plasticen.

Her ses kopperne igen efter at have ligget et halvt år i solen. Illustration: Yvonne Shashoua

»På bunden er der mørkt og koldt, så der forestiller jeg mig, at nedbrydningsprocessen går langsommere end i overfladevandet, hvor UV-strålerne fra sollyset nedbryder de kemiske bindinger. Men det er kun min tanke, som vi nu skal have undersøgt nærmere,« siger Yvonne Shashoua.

»Vi ved fra museet, at UV-lys virker nedbrydende, og derfor har vi filtreret alt UV-lys væk fra vinduerne. Det er den slags viden, vi skal have i spil nu,« siger hun.

Der er mange slags plastic, der er og kan blive et problem i havene. De mest udbredte typer er nylon, som der laves fiskegarn af, polyester, som bliver til sodavandsflasker, polypropylen, som bliver til låg til mælkekartoner, polyethylen, som bliver til bæreposer, samt polystyren, som bliver til sugerør og engangsbestik.

Læs også: Forsvindende lidt mikroplast i norsk drikkevand

Hvad sker der med bioplast?

Hun forklarer, at plasticting bliver testet på alle mulige leder og kanter – men ikke på nedbrydeligheden.

»En computermus er undersøgt for, hvor længe den kan holde til at blive skubbet til og trykket på. Men hvad sker der så med den, når den går i stykker? Det siger testene ikke noget om,« understreger seniorforskeren.

En del af projektet, som hun også har startet i baggården, er desuden at undersøge, om bioplast nedbrydes på samme måde og med samme hastighed som 'almindelig' plastic.

»Vi kan ikke vide, om de nye plasttyper opfører sig anderledes ude i havet. Nogle er måske designet til kun at nedbrydes i sollys, hvilket vi ikke får ti meter under vand,« siger Yvonne Shashoua.

Læs også: Overset miljøproblem? Mikroplast spredes især på landjord og i ferskvand

Rydder op efter sig selv

Seniorforskeren kom fra British Museum i England til Danmark for 20 år siden for at tage en ph.d. i polymerkemi på DTU. Inden da var hendes første job i malingindustrien, hvor hun fik til opgave at fremstille polymerer til maling til Ford-biler, så den ikke blev nedbrudt.

»Så måske har jeg selv været med til at starte processen, men nu kender jeg da til den og kan bruge den viden godt,« siger hun og fortsætter:

»Vi havde ikke hørt om mikroplast dengang for 30 år siden. Det blev først defineret i 2004, og nu læser man næsten om det hver anden dag. Så jeg håber, at data fra den kommende forskning kan blive til initiativer som oprydning eller behandling af plastaffald. Men nu skal vi først lige have de naturvidenskabelige beviser på plads, så vi kan se, hvad der er mest effektivt at gøre,« lyder det fra Yvonne Shashoua.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først