Nasas Voyager-sonder fejrer 30 år i rummet

Nasas rumsonder Voyager-1 og -2 kan i denne uge fejre 30 års rejse i rummet. Ikke blot bevæger de to sonder sig stadig længere ud i rummet, men de forsætter også med at sende data tilbage til Jorden, mere end 25 år efter at deres primære mission sluttede.

Begge sonder er stadig ved godt helbred og drives af deres plutonium-generatorer, da solpaneler ikke er effektive så langt væk fra solen. Hver sonde bruger blot 300 watt til sine systemer og instrumenter.

Nasas direktør for det rumvidenskabelige program, Alan Stern, kalder det en uhørt historisk begivenhed, at de to sonder stadig fungerer. Han kalder det en hyldest til de medarbejdere, som har designet, bygget og stadig følger Voyager-sonderne på deres lange rejse.

]

Voyager-1 blev opsendt den 5. september 1977 med kurs mod planeterne Jupiter og Saturn. Voyager-2 kom af sted allerede 20. august 1977.

De to sonder befinder sig tre gange længere væk end Pluto. I løbet af deres første mange år foretog de detaljerede studier af Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.

På det tidspunkt vidste man ikke ret meget om de fjerne planeter. Sonderne sendte de første billeder hjem og gjorde helt fundamentale opdagelser og deres fysiske egenskaber.

I de seneste 19 år har sonderne kortlagt Solens ydre heliosfære og senest grænsen til det interstellare rum kaldet afslutningschokket. Afslutningschokket er der, hvor solvindens strøm af elektrisk ladet gas, som konstant bliver blæst væk fra Solen, bremses ned af trykket fra gassen mellem stjernerne og bliver tættere og varmere.

I december 2004 begyndte Voyager-1 at krydse afslutningschokket omkring 14 milliarder kilometer fra Solen. Voyager-2 forventes at begynde sin passage af afslutningschokket senere i år.

Voyager-1 er det fjerneste menneskeskabte objekt i Universet og befinder sig 15,5 milliarder kilometer fra Solen. Voyager-2 er 12,5 milliarder kilometer fra Solen.

Sonderne var kun designet til at fungere i fire år, men deres missioner er blevet forlænget talrige gange for at udnytte deres unikke egenskaber og position i rummet. De er hver udrustet med fem videnskabelige instrumenter, som undersøger solvinden, energirige partikler, magnetfelter og radiobølger undervejs.

Kontakten med Voyager-sonderne foregår via Nasas Deep Space Network, og radiosignalerne er 14 timer om at nå fra Jorden og ud til Voyager-1 og 12 timer til Voyager-2.

Dokumentation

Nasa om Voyager