Nasas støjsvage supersoniske fly klar til test om få år

Sådan forestiller man sig, at X-plane kommer til at se ud. Illustration: NASA/Lockheed Martin

Sidste sommer vakte det behørig opsigt, da Nasa offentliggjorde, at man har udviklet en teknologi, der gør supersoniske fly mindre støjende.

Teknologien QueSST-design (Quiet Supersonic Transport) betyder, at braget, når flyet stryger gennem lydmuren, nede på landjorden ifølge Nasa kun lyder som en bildør, der smækker.

Nu har Nasa tegnet kontrakt med Lockheed Martin Aeronautics Company i Palmdale i Californien om udvikling, design og afprøvning af Low-Boom Flight Demonstration-flyet kaldet X-plane.

Det var på forhånd givet, at Lockheed Martin ville få kontrakten, eftersom koncernen i forvejen var med til at udvikle teknologien til at mindske larmen.

Kontrakten er af typen ’cost-plus-incentive-fee’ og lyder på 247,5 millioner dollars. Flyet skal stå klar senest ved udgangen af 2021.

Vil teste flyet over amerikanske byer

De kolde facts om X-plane er, at flyet cruiser i en højde af cirka 16 km med en fart på omkring 1500 km/t, og kun larmer omkring 75 decibel svarende til bildørens smækken.

Læs også: Nasa: Milepæl passeret på vejen mod stille supersoniske flyrejser

I dag er det forbudt for civile luftfartøjer i USA at overskride Mach 1 (grænsen til lydens hastighed) på grund af det 'soniske brag'.

Nasa regner med at teste X-plane over udvalgte amerikanske byer i år 2022 og indsamle erfaring gennem lydmåling med mere.

Forhåbningen er, at X-plane kan bane vejen for nye regler for luftfarten, så lydsvage supersoniske fly både kan blive brugt til fragt og passagerer i fremtiden, skriver Nasa.

I videoen herunder præsenterer Nasa X-plane

Emner : Fly
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

De kolde facts om X-plane er, at flyet cruiser i en højde af 16,764 km med en hastighed på cirka 1512,783 km/t

Jeg troede, at journalist-uddannelsen indeholdt en lektion i, hvilken præcision der bør anvendes ved omsætning mellem måleenheder.

  • 14
  • 18

Nemlig, de korrekte journalisthastigheder er:

4,57 gange farten på en Jumbojet, der letter

10.085 gange farten på en stor myre, der løber afsted

40,25 gange Usain Bolts gennemsnitsfart

0,00 Stenkast pr splitsekund

  • 13
  • 5

Bortset fra den supersoniske bovbølge, vil motorerne så ikke støje voldsomt? Gad vide om det måske støjer 75,1dB, hvis man står det rigtige sted. P.S. Amerikanske bjerge der måles i fod bliver også omregnet ned til cm-nøjagtighed.

  • 2
  • 4

Det er klart en dum fejl. Jeg har rettet den. Øv. Og undskyld!

Og som en flink læser skriver i kommentarfeltet, vil vi mægtig gerne have en mail, når I finder fejl. I kan klikke på skribentens navn, så finder I vores (i det her tilfælde min) mailadresser.

Selvfølgelig må I gerne hænge os ud som dumme. Men det er sjovest for alle, når vi får rettet fejlene hurtigt.

  • 10
  • 0

Nasa regner med at teste X-plane over udvalgte amerikanske byer i år 2022 og indsamle erfaring gennem lydmåling med mere.

Hvorfor skal flyets støj-profil mon testes over byer? Støjer det ikke lige meget, om det flyver over by, skov eller ørken?

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten