Nasas månemission i fare: Motor lukker ned under kritisk test

Efter fejlramt motortest er det nu usikkert, hvornår SLS vil flyve første gang. Illustration: NASA/MSFC

Lidt under et minut inde i en test af den kommende månerakets hovedmotorer lød en af de bemærkninger, som ingeniørerne hos Nasa for alt i verden ikke ønsker at høre:

»Vi fik en MCF på hovedmotor fire«.

MCF står for Major Component Failure, altså en fejl i en hovedkomponent. Kort efter slukkede motorerne automatisk ned.

Testen i weekenden hos Stennis Space Center var tænkt som den endelige test af de fire RS-25 Aerojet Rocketdyne-motorer, som udgør den såkaldte center core, altså den midterste del af førstetrinnet i Nasas SLS-raket, som skal flyve til november og bringe mennesker til Månen igen i 2024 med Orion-fartøjet.

Læs også: Grafik: I år flyver de næste super-raketter - dyk ned i detaljerne her

Planen var, at motorerne efterfølgende skulle transporteres til Kennedy Space Center for at blive bygget sammen med resten af raketten for at blive gjort klar til opsendelse i november. Men sådan går formentlig ikke. Hovedmotorerne kørte kun i cirka et minut, og en fuld test kræver, at de kører i otte minutter.

Læs også: Analyse: Super-raketterne er tørstige - og metan ligner en vinder

Nasas ingeniører arbejder i øjeblikket sammen med Boeings folk, der er ansvarlige for førstetrinnet, på at afgøre, hvad der gik galt. Ingen officiel melding er kommet ud endnu. Men ifølge Space.com bemærkede Nasas program manager, John Honeycutt, at kameraer optog et lysglimt fra et af de temperaturbeskyttende tæpper på motoren.

I pressemeddelelser og til flere medier prøver Nasas chefer at navigere uden om det ubehagelige spørgsmål om, hvorvidt det får betydning for Artemis 1-månemisssionen. Til det spørgsmål svarer de blot, at det er for tidligt at udtale sig om, og de bruger i stedet tiden på at understrege, hvor imponerende det var at se motorerne tænde, og hvor godt og vigtigt det er at udføre test.

Læs også: PODCAST: Fuld tryk på udviklingen af raketmotorer

Men spørgsmålet om Artemis 1-missionen kommer til at presse sig på. En ny test vil tage omkring en måned at gøre motorerne klar til, og Nasa har sat sig selv i den situation, at de er nødt til at gennemføre opsendelsen inden for et år for at bruge de nuværende SRB-fastbrændstofmotorer, der kommer til at sidde på hver side af trinnet med hovedmotorerne - præcis som designet på rumfærgen.

Nasa begyndte at samle SRB-motorerne tidligere på måneden, og når de er samlet, så skal de affyres inden for et år for at leve op til godkendelsen.

SPACE LAUNCH SYSTEM (SLS – BLOCK 1)

Illustration: Nasa

Nasas afløser for rumfærgen er SLS, der er tænkt som en all-round-raket, der både kan løfte store moduler i rummet og med det tilhørende Orion-fartøj udføre bemandede missioner til Månen. SLS har været under udvikling i et årti og ramt af adskillige forsinkelser. Tre udgaver eller ‘blocks’ er på vej: 1, 1B og 2.
Højde: 111 meter
Løftekapacitet (kredsløb/Månen): 95/27 ton
Opsendelse: November 2021
Motorer: SLS kopierer rumfærgens design, og førstetrinnet består af fire RS-25 hovedmotorer med to tilhørende fastbrændstof SRB-motorer.
Trin 2 bruger RL-10 motorer med ilt og brint.
Hovedmotor: RS-25 Aerojet Rocketdyne
Brændstof: Flydende brint og flydende ilt
Trykkraft: 1,8 MN
ISP (ved havniveau): 366 sekunder
Thrust-to-weight ratio: 73:1

Emner : Raketter