Nasas afdeling for vilde sci-fi ideer har valgt: Se projekterne her

Nasa kan ikke helt slippe ideen om, at bruge såkaldte mekaniske metamaterialer til at pakke en kilometer-stor rumstation ind i en Falcon Heavy og folde den ud efter opsendelse. Illustration: Zachary Manchester, graphic by Tzipora Thompson

Lad os nu sige, at man kunne tage en pænt stor rumstation (lad os sige på en kilometer) og skrumpe den, så den passer ned i toppen af en klassisk Falcon Heavy raket - og lad os så sige, at man sender den op og skyder den ud i kredsløb om Månen, hvor den folder sig ud og begynder at rotere for at skabe kunstig tyngdekraft.

Ja, det lyder langt ude. Og det mener Nasa også ...men så alligevel ikke helt. Og det er grunden til at Nasa i mere end 20 år, under forskellige navne, haft en afdeling for såkaldte avancerede koncepter (NIAC), der alligevel fortjener at bliver undersøgt nærmere. Og netop den roterende rumstation, der kan folde sig ud i rummet, er en del af de 16 projekter, der i år har fået Nasas støtte til at få lidt mere opmærksomhed.

Støtten er i første omgang kun på knap en mio. kroner. De går til, at idemagerne over ni måneder kan styrke deres koncept for så at søge om penge gennem fase 2 og senere fase 3, hvor der er tale om større pengebeløb på henholdsvis 3,2 mio. kroner og 13 mio. kroner.

Små sværme af robotter skal svømme omkring på måner

Blandt projekterne finder man projektet SWIM fra en forsker ved Jet Propulsion Laboratory ved navn Ethan Schaler, der foreslår, at man udforsker planeter og måner med flydende vand ved hjælp af sværme af mini-robotter, der kan svømme. Nasas koncepter for at udforske fjerne egne som Jupiters måne Europa, Titan eller Enceladus har typisk fokuseret på større ubåde, som i SESAME missionen for Europa, der især arbejder med koncepter for borerobotter.

SWIM konceptet omfatter en lander, der borer sig ned gennem isen på fremmede måner eller planeter og slipper en sværm af robotter løs. Illustration: Ethan Schaler

Men Ethan Schaler mener, at sværme af robotter på få centimeter åbner for nye muligheder for at lede efter biosignaturer. Selvsagt er projektet i sin allertidligste fase, men ideen er at udstyre robotterne med MEMS sensorer, lade dem bevæge sig ved brug af små aktuatorer og styre robotterne ved brug af ultralyd.

Svampe gør vi kan dyrke mad af asteroider

Et helt andet projekt, som har fanget Nasa interesse, udforsker udfordringerne ved at dyrke mad i rummet på fremtidige missioner, og her foreslår Jane Shevtsov fra firmaet Trans Astronautica Corporation, at vi kommer i gang med at slippe hårdføre svampe løs på asteroider.

Hvad de færreste nok tænker over, når de sætter tænderne i en østershat er, at svampen er i stand til at optage og rense petroleum i forurenede områder ved at optage kulstof. Og lignende svampe er i stand til at ødelægge og nedbryde sten ved brug af det store flercellede “rod”-net. Derfor foreslår Jane Shevtsov, at man undersøge muligheden for at svampe kan bruges til at lave dyrkbar jord ud af asteroider.

Kravlende robotter kan udforske huler

På Stanford University har professor Marco Pavone tænkt i helt andre baner, når der kommer til fremtidige marsrobotter. I stedet for at udstyre dem med hjul, så vil han have dem til at kravle omkring.

Sådan forestiller Stanford-professor sig, at ReachBotterne kan kravle rundt i Mars-huler Illustration: Marco Pavone

I Nasa er der i disse år stigende opmærksomhed på at supplere roverne med andre teknologier, der kan opdage nye områder, som helikopteren Ingeniuity, der er tænkt som en forløber for fremtidige missioner, der kan flyve over klippefyldt terræn og tage billeder.

Men Marco Pavone har taget udfordringen op med at udforske klippehuler og smalle tunneller. Han forestiller sig små såkaldte ReachBots, der kan stikke arme ud til siderne og på den måde bevæge sig rundt.

Af andre ideer kan nævnes magnettransport af minematerialer på månen, en return-mission til Titan og et radioobservatorium på månens bagside.

Alle projekterne kan ses her.

Emner : Rumfartøjer