Nasa vil 3D-printe i rummet

Nasa vil 3D-printe i rummet

Rummets første produktionsenhed bliver en 3D-printer, der skal fremstille alt fra vigtige reservedele til kunst.

Sammen med Amerikas Nationale Laboratorium har Nasa udviklet en 3D-printer med en række værktøjer og materialer, der kan arbejde under forholdene i rummet, skriver Wired

Printeren blev tirsdag sendt med rumskibet Cygnus fra Cape Canaveral Air Force Station i Florida mod den internationale rumstation ISS, hvor den skal fungere som rummets første ‘on-site’ produktionsenhed.

Så opstår der behov for en ekstranøgle til rum-toilettet? Intet problem, du printer bare én. Eller en satellit, der bliver ødelagt af rumskrot? Heller intet problem. Kontrolcentret på Jorden sender bare tegningerne på de ødelagte komponenter til 3D-printeren.

Bestil dit eget rum-print

ISS er med andre ord på vej til at åbne sin egen lokale isenkræmmer i rummet og har givet forretningen navnet Made In Space.

»Rumudforskning er lidt ligesom en campingtur. Hvis noget går galt, eller der opstår en nødsituation, er du nødt til at tage hjem for at ordne det. 3D-print vil på den måde give uafhængighed fra Jorden,« siger Jason Dunn, chefteknologiofficer hos Nasa og medstifter af Made In Space.

Printeren, eller produktionsanlægget om man vil, er til rådighed for enhver person eller virksomhed, som ønsker at teste deres hardware i vægtløshed. Vel at mærke, hvis man er villig til at betale mellem 6.000 og 30.000 dollars pr. print.

Made In Space oplyser, at der skam allerede er kunder i butikken, og at printeren skal i gang med at lave både medicinsk udstyr og kunst.

Kilde Wired

Kommentarer (3)