Nasa tør ikke have en rumfærge i rummet nytårsaften

Efter forgæves at have forsøgt at opsende rumfærgen Atlantis med det europæiske forskningslaboratorium Columbus har Nasa erkendt, at den umuligt kommer af sted, inden opsendelsesvinduet lukker den 13. december.

Nasa har derfor valgt at udsætte opsendelsen til den 2. januar under forudsætning af, at problemet med følere i brændstoftankene, som har forhindret opsendelsen, bliver løst.

Nasa kunne have forsøgt sig med en opsendelse allerede 30. december, men den amerikanske rumfartsorganisation har aldrig testet, om rumfærgens computere kan fungere hen over et årsskifte. Derfor tør organisationen ikke have astronauter i rummet nytårsaften.

Illustration: NASA

Tidligst mulige opsendelsestidspunkt er derfor 2. januar, hvis det lykkes at få følerne til at makke ret. Foreløbig skal Nasa finde årsagen til, at de ikke virker.

Opsendelsen torsdag blev afblæst, da to af de fire følere (nr. 3 og 4) i brinttanken, som fortæller, hvornår den er ved at være tom, ikke fungerede. Ved søndagens opsendelsesforsøg så det i første omgang ud til, at følerne virkede, men efter nogle minutter svigtede føler nr. 3 så igen, denne gang i både ilt- og brinttankene, og opsendelsen blev afblæst.

Nasa havde krævet, at alle fire sensorer i hver tank virkede, efter to af dem i brinttanken have opført sig mærkeligt torsdag. Nasa vælger ellers normalt at gennemføre en opsendelse med blot tre fungerende sensorer i hver tank.

Nasa vil bruge de næste dage til at indsamle flere data og udarbejde en plan for, hvordan problemet med følerne kan løses. Foreløbige undersøgelser tyder på, at kredsløbet er åbent, og der derfor er en afbrudt eller løs forbindelse et sted.

Tirsdag vil Nasa beslutte, om der skal laves flere forsøg med at tanke rumfærgen, om tank-følerne skal repareres ude på rampen, eller om Nasa skal køres tilbage i VAB-samlehallen.

Hvis Atlantis bliver kørt tilbage til VAB-samlehallen, kan Nasa ifølge lederen af organisationens bemandede rumprogram, Bill Gerstenmair, ikke nå at blive klar igen til den 2. januar.

Besætningen på rumstationen blev søndag instrueret om at gennemføre en inspektion af det defekte Alpha-led til rumstationens solpaneler. I det led har man tidligere fundet metalspåner, og med Atlantis ankomst var det planen at gennemføre en ekstra rumvandring, men denne må astronauterne på rumstationen nu gennemføre alene.

Rumvandringen vil blive gennemført inden 21. december, for den 23. december bliver der opsendt et ubemandet Progress-forsyningsfartøj til rumstationen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Tirsdag vil Nasa beslutte, om der skal laves flere forsøg med at tanke rumfærgen, om tank-følerne skal repareres ude på rampen, eller om Nasa skal køres tilbage i VAB-samlehallen."

Det vil da se uhyre morsomt ud hvis Nasa skal køres tilbage i samlehallen... spøg til side, der er er vist en lille fejl i teksten ;)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten