Nasa tester igen trykskadet Orion-kapsel

Nasa har nu indledt strukturelle afprøvninger af den Orion-kapsel som under tidligere trykafprøvninger begyndte at revne. Siden er kapslen blevet forstærket, og de nye afprøvninger skal vise, om kapslens struktur nu holder, så den kan blive klar til de første planlagte prøveflyvninger i 2014.

Under tidligere trykafprøvninger af Orions trykmodul opstod der revner i kapslens aluminiumsstruktur. Ved trykafprøvningen pumpede man luft ind i kapslen og øgede trykket, så man kunne simulere den trykforskel, kapslen vil blive udsat for i rummet, hvor der er vakuum uden for kapslen.

Holdt til trykket

Revnerne opstod i den bageste og nederste halvdel af Orion-kapslens skrog. De tre revner blev fundet i ribber, der er en del af den integrerede struktur, som udgør skroget. De tre ribber sidder ved siden af hinanden. Revnerne gik dog ikke igennem trykskroget, og strukturen holdt til trykket trods revnerne. Siden er der blevet installeret ekstra forstærkning ved revnerne for at sikre, at strukturen kan holde til belastningerne.

Afprøvningerne af den første model af Nasas kommende Orion-rumkapsel er begyndt på Kennedy-rumcentret. (Foto: Nasa) Illustration: Nasa

De statiske afprøvninger af rumkapslen begyndte i starten af maj måned på Nasas Kennedy-rumcenter i Florida. Her vil den olivengrønne struktur af aluminium-lithium-metal blive udsat for en række afprøvninger for at vise, at den kan holde til de belastninger, den vil blive udsat for under opsendelsen, hjemturen igennem Jordens atmosfære og landingen i Stillehavet.

1.600 sensorer holder øje

Med henblik på afprøvningerne er kapslen blevet udstyret med flere end 1.600 sensorer for at kortlægge belastningerne. De statiske afprøvninger består af otte faser, hvor kapslen gradvist udsættes for de forskellige typer belastning.

Den første model af kapslen kaldes EFT-1 (Exploration Flight Test-1) og den skal efter planen opsendes med en af United Alliances Delta-4 Heavy-raketter i september 2014. Orion-kapslen skal sendes i en 6.000 kilometer høj suborbital bane. Herefter vil den vende tilbage til Jorden, hvor dens Avcoat-varmeskjold bliver udsat for op til 2.200 garder celsius.

Et af formålene med den første afprøvning er at vise, at Orion-kapslen og dens varmeskjold kan modstå den barske hjemtur fra rummet, som kommer til at foregå med en større hastighed end noget andet menneskeskab fartøj siden Apollo-programmet.

Orion er designet til at transportere astronauter uden for lav jordbane, det vil sige til Månen, en asteroide eller Mars. Kapslen er essentiel for Nasas planlagte bemandede udforskning af rummet.

Rumkapslen er fem meter i diameter og bygget af rumfirmaet Lockheed Martin Corp. Når de statiske afprøvninger er afsluttet vil man installere de elektroniske systemer og senere varmeskjoldet, hvorefter denne dummy-model af Orion vil være klar til prøveflyvningen.

Emner : Nasa