Nasa køber igen sæder hos russerne

Mens Nasa venter på, at de private amerikanske rumfirmaer får deres første bemandede rumkapsel klar, har den amerikanske rumfartsadministration igen købt plads til sine astronauter på russiske Soyuz-kapsler.

Den nye aftale er en forlængelse af den aftale med den russiske rumfartsorganisation, Roskosmos, som siden rumfærgernes pensionering har sikret amerikanske astronauter adgang til Den Internationale Rumstation. Nasa annoncerede aftalen, som er på lidt over 2,5 milliarder kroner og går frem til 2017, i sidste uge.

Den nye aftale dækker træning og opsendelse af seks astronauter i 2016 og deres hjemtur i 2017. Nogle af sæderne vil blive brugt af europæiske, japanske eller canadiske astronauter under en separat aftale mellem de vestlige lande om udnyttelsen af rumstationen.

Dermed er prisen pr. sæde ca. 424 millioner kroner. Sidste gang, Nasa købte plads til sine astronauter hos russerne, var prisen 376 millioner kroner pr. sæde. Nasa oplyser i en pressemeddelelse, at den nye aftale indeholder ekstra ydelser fra russerne i forhold til den gamle, så forskellen kan ikke direkte ses som en prisstigning.

Nasa forventer, at de private rumfirmaer vil have deres rumkapsler klar til opsendelse i 2017, hvilket vil afslutte den amerikanske afhængighed af russerne.

Stramme budgetter

Problemet er dog, at den nuværende budgetsituation i USA og Nasa kan betyde yderligere udsættelser, hvis Nasa ikke får de små fem milliarder kroner, de har bedt om i deres 2014-budget til at støtte de private firmaers udvikling af kapslerne.

Nasas direktør, Charles Bolden, har gjort det klart for det Hvide Hus og Kongressen, at hvis bevillingerne til støtte af de private rumkapsler skæres yderligere, vil der blive behov for flere kontrakter med russerne, som blot er 'døde' penge, der flyder ud af USA uden at skabe arbejdspladser.

Da der er næsten tre års produktionstid for Soyuz-kapslerne, tvinges Nasa til at tage beslutningerne tidligt.

Det er firmaerne SpaceX, Sierra Nevada Corp. og Boeing, som har kontrakter med Nasa på at udvikle private rumkapsler. De nuværende offentlige-private samarbejdskontrakter udløber til maj 2014. Nasa planlægger efterfølgende at forlænge kontrakterne med mindst to af firmaerne for 2015 og 2016.

Nasa har allerede kontrakter med to rumfirmaer, SpaceX og Orbital Science Corp., om kommercielle opsendelser af forsyningsfartøjer til rumstationen.