Nasa klar med ny mission: Octokopter skal søge efter liv på Titan
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nasa klar med ny mission: Octokopter skal søge efter liv på Titan

Illustration: Nasa

Hvis du iførte dig et sæt vinger og baskede med dem på Titan, ville du lette. Saturns måne er nemlig en mærkværdig verden, hvor atmosfæren er fire gange tykkere end på Jorden og tyngdekraften er en syvendedel af Jordens.

Men i første omgang bliver det ikke dig, der flyver på Titan, men derimod Nasas nye drone Dragonfly. Afrejsen starter i 2026 og landingen ventes at ske i 2034. Til den tid skal dronen flyve over månen spækket med kameraer og give indblik i turen over de mange søer af metan, bjerge af sand og isfyldte fjelde. (Et indtryk af turen kan ses i bunden af artiklen).

Dragonfly er en plutoniumdrevet drone med otte rotorer. Den skal gennemføre en 2,7 år lang mission på Titan, som starter med en landing i sandklitterne i området kaldet Shangri-La ved månens ækvator. Stedet er nøje udpeget på efter granskning af data fra de 127 forbiflyvninger Cassini-sonden foretog gennem 13 år før sondens mission sluttede i september 2017.

Flyver længere end samtlige Mars-rovere har kørt

Dragonfly vil foretage mindre flyveture i området ved Shangri-La og teste dronens udstyr, der omfatter et bor og måleinstrumenter til at undersøge kemiske strukturer, der kan pege på forekomsten af liv.

Efter småturene vil dronen begynde længere flyveture på op til otte kilometer ad gangen og nå sin slutdestination i det såkaldte Selk-krater, hvor forskerne har set tegn på tidligere flydende vand og komplekse molekyler, der indeholder kulstof. I samme område findes brint, ilt og nitrogen; kort sagt opskriften på liv, skriver Nasa i deres pressemeddelelse.

Læs også: Komet 67P spøger: Skal Nasa tilbage?

Til den tid vil dronen have tilbagelagt 175 kilometer, knap den dobbelte afstand, som samtlige mars-rovere har tilbagelagt til dato.

Heftig vind og regn af metan venter Dragonfly

Turen bliver dog fyldt med udfordringer, især fra vejrguderne på Titan. Den fjerne måne har nemlig et vejrsystem, der på nogle måder minder om Jordens, og så alligevel slet ikke. Titan oplever både heftigt regnvejr og kraftig vind, der får bølgerne til at bygge sig op i søerne. Men hvor Jorden har vand, så har Titan metan, der vælter ned fra himlen og en atmosfære, der hovedsageligt består af nitrogen.

»Titan er meget anderledes fra noget andet sted i solsystemet, og Dragonfly-missionen er også uden sammenligning,« lyder det fra Nasa-forskningschef Thomas Zurbuchen i en pressemeddelelse.

»Det er utroligt at tænke på, at dette rotor-fartøj vil flyve adskillige mil hen over sandklitter på Saturns største måne og udforske de processer, der formede dette spektakulære landskab. Dragonfly vil besøge en verden fyldt med en stor variation af organiske elementer, som er livets byggeklodser og kunne lære os noget om livets oprindelse,« siger han.

Dragonfly blev udvalgt som en del af Nasas New Frontier program, der også har omfattet New Horizons rejser til Pluto, Junos tur til Jupiter og OSIRIS-RExs tur til asteroidebæltet Bennu.

Hvordan en flyvetur kommer til at se ud for Dragonfly gav Cassini-forskerne et bud på tilbage i 2010, da de samlede radarbilleder af en tur over metan-søen Ontario Lacus, der er halvt så stor som Kattegat. Se det her:

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er der ikke planer for droner på Mars, det burde være oplagt?

0 0

Sagen er, at tætheden af atmosfæren på Mars er kun ca. 1 % af hvad vi har på Jorden ved havniveau. Atmosfæren på Titan derimod er 4 gange så tæt som på Jorden. Og så har Titan jo også en tyngdekraft på kun 1/7 jordens, mod 1/3 på Mars.

Men uanset atmosfærens tæthed burde flyvning med en drone i princippet være lige energiøkonomisk. For at svæve skal en drone (og et fly) i hvert øjeblik give en luftmængde en impulsændring af samme størrelse, som tyngdekraften ville tilføje dronen i samme tidsrum. Den samme luftmasse skal altså gives samme hastighedsændring uanset atmosfærens tæthed.

Men impuls er givet ved masse gange hastighed (m * v) mens kinetisk energi er givet ved 1/2 masse gange hastighed i anden (1/2 m * v^2),
Så man kan altså få den samme impulsændring, enten ved at accelerere en lille luftmasse op til en stor hastiged, eller ved at accelerere en stor luftmasse op til en mere beskeden hastiged. Den sidste mulighed er bare langt mere energiøkonomisk.
I en tæt atmosfære er det naturligvis langt lettere at komme til at accelerere en stor luftmasse. Da selv små rotorer vil påvirke en stor luftmasse. Omvendt kræver det en rotor med meget stor diameter, at accelerere en stor luftmasse i en tynd atmosfære. Derfor ser man også i de linkede videoer at marssonden har en meget stor rotor, mens titansonden har såden nogle nærmest latterligt små rotorer i hver hjørne.

På Venus med et atmosfæretryk på 95 bar ville man kunne klare sig med en rotorstørrelse på det rene ingeting, med mindre man altså man valgte en ballon (og sonden kunne overleve de 500 graders celcius og svovlsyreregnen). Venusatmosfæren er så tæt at man ville kunne anvende en vacuumballon. Altså en tryktank med vacuum, og hvor man så med et bevægeligt stempel kunne ændre volumen når man skulle lande.

I større højder over 55 km er forholdende i venusatmosfæren langt mere komfortable, og her har der været fløjet ballon-missioner med "rigtige" balloner.

  • 4
  • 1

Hvad ville der ske, hvis rakketten eksploderede under opsendelse, og dronens plutonium blev spredt i atmosfæren? Er mængderne små nok til at det reelt ville være harmløst?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten