Nasa har fundet Hubble-teleskopets efterfølger
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nasa har fundet Hubble-teleskopets efterfølger

Nasa annoncerede tirsdag, at TRW har vundet kontrakten på at bygge den næste generations rumteleskop (NGST). Det nye teleskop vil få navnet James Webb Space Telescope (JWST) og er opkaldt efter den mand, der var Nasas direktør under blandt andet de første Apollo-missioner fra 1961 til 1968. Meddelelsen om, hvem der fik den 6,6 milliarder kroner dyre kontrakt, har været ventet i et stykke tid.

Webb-teleskopet forventes opsendt i 2010, samme år som det forventes, at Hubble skal pensioneres og bringes tilbage til Jorden med en rumfærge. Selvom Webb er en efterfølger til Hubble, bliver de to teleskoper meget forskellige. Webbs design og position er drevet af astronomernes ønske om at kunne studere universets oprindelse og søge efter nye planetsystemer.

Webb-teleskopets primære spejl bliver seks meter i diameter, mere end to og en halv gange større end Hubbles. Dette store spejl gør, at astronomerne kan se ting, som er 400 gange svagere end dem, der kan ses med Hubble. Da et sådant spejl ikke kan være i rumfærgerne eller under næsekappen på raketterne, vil det blive fremstillet af en række sekskantede elementer, som foldes sammen under opsendelsen. Et aflangt solskjold er også sammenfoldet under opsendelsen og skal senere beskytte teleskopets dels mod Solens varme og dels mod Jordens infrarøde stråling. Skjoldet foldes ud efter opsendelsen og bliver på størrelse med en tennisbane.

Webb-teleskopet er primært designet til at kunne se i de infrarøde og optiske områder. Mange af de videnskabelige mål for det nye teleskop, som undersøgelse af universets opbygning og struktur, dannelse af galakser og studier af unge stjerner, kræver netop infrarøde målinger. Web-teleskopet bliver udstyret med tre primære instrumenter: Et nærinfrarødt kamera, en nærinfrarød spektrograf og et kombineret kamera og spektrograf til det mellem-infrarøde område.

Det er ønsket om de infrarøde målinger, som har være bestemmende for Webb-teleskopets position og bane. Hvis det var i kredsløb om Jorden, ville målingerne blive forstyrret af Jordens infrarøde udstråling. Derfor opsendes teleskopet med en almindelig raket og placeres i det såkaldte Lagrange-punkt L2. Det er et punkt, der befinder sig 1,5 millioner kilometer fra Jorden, men i retningen modsat Solen. Her vil teleskopets solskjold både kunne blokere for solen og Jordens infrarøde stråling. Positionen i L2 betyder, at teleskopet ikke vil kunne repareres af astronauter, som Hubble er blevet det flere gange.

TRW slog den anden konkurrent Lockheed Martin om Webb-teleskopkontrakten. Det er ikke første gang TRW bygger teleskoper for Nasa. Firmaet har også bygget Compton-gammastrålings-observatoriet og Chandra-røntgenteleskopet. Både ESA og det canadiske rumfartsagentur samarbejder med Nasa om bygningen af teleskopet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten