Nasa håber på massiv snestorm under vinter-OL
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nasa håber på massiv snestorm under vinter-OL

Billedet er taget i 2013 i Pyeongchang, da Sydkorea var vært ved 'The Special Olympics World Winter Games'. Illustration: Flickr/Republic of Korea og CC_by-sa_2.0

Præcise vejrudsigter kan være guld værd for både arrangører, skismørere, trænere og atletere under vinter-OL og de efterfølgende Paralympiske Lege i Pyeongchang i Sydkorea.

Under de første dage af legene har man f.eks. måttet udsætte flere konkurrencer på grund af kraftig vind, ligesom det er meget koldt i området.

Sydkoreas nationale meteorologiske institut får dog hjælp af 20 udenlandske meteorologiske institutter og forskningscentre fra 11 lande til at sammenstrikke pålidelige vejrdata.

Udover løbende vejrudsigter skal vejrfolkene især sammenligne snefald målt via 70 forskellige instrumenter installeret rundt om i byen og i bjergene ved Pyeongchang med data fra satellitter i jagten på udvikling af nye vejrmodeller, der bliver endnu mere præcise.

Nasas meteorologiske institut har eksempelvis selv medbragt 16 forskellige måleinstrumenter og installeret dem på toppen af bygninger, ved sportsarenaerne og i landskabet, skriver organisationen i en meddelelse.

Vejret kan ændre sig med kort varsel

OL er en helt oplagt anledning, fordi OL-byen og dens omgivelser er så varierende.

Læs også: Vinter-OL: VR bringer skadet skiløber i form

Klimaet i det nordlige Sydkorea minder om Maryland i USA, men vejret er ekstremt og kan med meget kort varsel skifte fra varmt vejr til snestorm. Og man kan på få timer rejse fra et mildt kystklima til sneklædte bjergtinder.

Ifølge Walt Petersen, fysiker og forskningsleder for Nasas ‘OL-team’, har Pyeongchang et særligt vejrsystem, han kalder ’backdoor cold front’.

Kold luft opsamler fugt og energi

Fænomenet dækker over, at store mængder kold luft rejser over Det Japanske Hav og undervejs samler meget fugt og energi, før det rammer Sydkoreas nordøstkyst.

Netop fordi terrænet på den østlige side af Korea-halvøen ændrer sig så dramatisk fra kystlinje til bjerge, kan luftstrømmen også ændre sig hurtigt og føre til massivt snefald.

Og det er netop, hvad Nasa og de andre vejrinstitutter håber, at de får lov til at opleve i de kommende uger, så de kan teste, hvor godt man ved hjælp af landbaserede målinger og satellitdata kan observere og forudsige snestorme.

I videoen herunder fortæller Nasa mere om vejrobservationerne i Sydkorea.

Landdata og satellitdata supplerer hinanden godt

Forskerne forventer, at netop kombinationen af landmålinger og satellitdata er ideel, fordi de vil kunne supplere hinanden der, hvor målingerne hver især kommer til kort i dag.

Læs også: 5G debuterer til vinter-OL i Sydkorea. »Hype« mener ekspert

F.eks. måler instrumenter på landjorden dårligt i uvejsomt bjergterræn, mens satellitter fint observerer sne der. Satellitterne har til gengæld problemer med at måle snedybde og snefnugs sammensætning, hvor landinstrumenterne er gode.

Oveni varierer sneen i størrelse, form og vandindhold, og det betyder, at snefnug falder med forskellig hastighed, så det er svært at forudsige mængden af snefald. Samtidig er snefnug meget forskellige i form, hvilket satellitradarerne også har besvær med at læse.

Snestorm eller ej så vil arrangørerne hver sjette time få en ny vejrprognose, som de kan bruge i planlægningen af OL-programmet.

Selve forskningsprojektet løber fra den 9. februar til den 18. marts, hvor de Paralympiske Lege lukker.

Et af Nasas medbragte instrumenter er dette Doppler Radar (D3R)-system, der måler mængden og typer af snefald. Illustration: NASA / Colorado State University

Læs mere om Doppler-systemet her.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten