menu close Teknologiens Mediehus
Laserkosten er tilbage på tegnebrættet.
En kæmpe 'laserkost', som skal sætte rumskrald ud af kurs, lyder måske som noget fra en science fiction film. Ikke desto mindre lavede Nasa omfattende studier af mulighederne for at bygge sådan en kæmpe kost i slutningen af 1990'erne. Men i år 2000 blev ideen smidt i papirkurven. Den var for dyr.
Men i midten af februar i år blev projektet aktuelt igen, da to satellitter kolliderede. Efter gentagne opkald og lang mailkorrespondance med Nasa lykkedes det langt om længe for ing.dk at finde frem til en af de folk, der har hevet kosten frem igen.
»Det var aldrig planlagt, at det skulle føres ud i livet. Men nu vil vi se på det igen. Måske er teknologien bedre i dag, og måske vil det være billigere,« siger Nicholas Johnson, der er chefforsker på Nasas kontor for rumskraldsprojekter, og som også var involveret i projektet i slutningen af 90'erne.
Den oprindelige laserkost er designet til at fjerne små vragdele på 1-10 centimeter i rummet.
Disse størrelser vragdele er ifølge Flemming Hansen, chefkonsulent for Teknologi og Industri på DTU Space, nogle af de farligste. For de er så små, at man ikke kan følge dem på rader, men samtidig er de så store, at de kan gøre uoprettelig skade på for eksempel satellitter.
Laseren skulle kobles sammen med en sensor og stå på jorden og sigte i en bestemt vinkel mod det ydre rum. Det skrald, som kom inden for sensoren rækkevidde, kunne så skydes ned.
Laserstrålen skulle fyres af, når et stykke skrald er på et stigningspunkt. Og den ville stoppe igen når skraldet når dets zenit. Det skulle få skraldestykkets perigæum (det punkt hvor det er nærmest jorden) til at falde til 200 kilometer, hvilket er nok til, at det vender tilbage til atmosfæren og brænder op.
Efter satellitkollisionen er diskussionerne om, hvordan fremtidige katastrofer kan undgås, også begyndt i Det Europæiske Rumagentur (ESA).
De ser dog mest på mulighederne for yderligere overvågning af rumskraldet, fortæller Heiner Klinkrad, leder af ESA's kontor for rumskrald i Dampstad.
»Vi studerer nu, hvordan satellitkollisionen vil influere på fremtidige missioner, og på hvordan vi kan sikre igangværende missioner,« fortæller han.
Dem, der for alvor er i gang med at studere mulighederne for oprydning, er Det Internationale Astronomi Akademi, som Heiner Klinkrad også er medlem af.
Laserkosten er ifølge Flemming Hansen fra DTU Space det mest lovende af de projekter, Det Internationale Astronomi Akademi kigger på.
Af andre projekter kan nævnes en robotsatellit, som kan sætte en lille faststofraketmotor fast på en "død" satellit og fyre den af. På den måde vil satellitten brænde op i atmosfæren, fortæller Flemming Hansen.
»Den kan rejse fra satellit til satellit. Problemet er, at den skal ændre bane og højde. Det kan koste en del brændstof,« forklarer han.
En anden teknik er at fastgøre en stor ballon på en død satellit. Det forøger dens luftmodstand voldsomt, og på den måde falder den ned i løbet af nogle måneder eller år alt efter højden.
»Det tager længere tid. Til gengæld er det billigere, fordi satellitrobotten kan have mange balloner med,« siger Flemming Hansen.
Men uanset hvilken metode man en gang i fremtiden vælger at satse på, vil der gå mange år, før projektet bliver en realitet. Flemming Hansen gætter på 10-20 år.
De gør det jo helt forkert, en dødsLaser skal være ude i rummet og pege ned mod jorden! Nasa bliver helt sikkert til grin blandt de andre superskurke.
Alle nye jordnære satelitter burde udstyres med en ballon med mange kamre (så vil den stadig være en ballon, selv om den skulle blive punkteret af et sandskorn stort stykke rumskrot), som automatisk pumper sig op, hvis den ikke i ny og næ får besked på ikke at gøre det. Mister man så kontakten til den, vil den så på et tidspunkt selv sørge for at øge luftmodstanden.
Hvorfor NASA vil have laserkanonen stationeret på jorden og ikke i luften, forstår jeg ikke. Atmosfæren vil sprede lyset en hel del.