NASA finder en hurtigere rute til Pluto

For et par uger siden fremlagde Det Hvide Hus et budgetforslag for 2003, der ikke indbefatter den tidligere planlagte Pluto-Kuiper mission, der i 2016 skulle have besøgt Solsystemets fjerneste planet Pluto. Siden da har NASAs teknikere og forskere arbejdet på højtryk, for at finde en hurtigere vej til Pluto, så den kan falde ind under det nye NASA-program til udforskning af solsystemet, kaldet New Horizons.

Det er nu lykkedes at finde en hurtigere vej til Pluto, som vil kunne skære næsten et år af rejsetiden. Sonden ville ellers først have været fremme i 2016. Hvis mission bliver godkendt under det nye program, vil den kunne bygges og opsendes i 2006. I 2007 vil den flyve forbi Jupiter og blive accelereret op og nå frem til Pluto i 2015.

Ifølge Robert Farquhar, som er programleder for New Horizons-programmet på John Hopkins Universitet, vil sonden nu kunne sprinte de tre milliarder kilometer fra Jorden til Pluto hurtigere end tidligere beregnet. Dette er resultatet af en nærmere analyse af selve missionen og den bane, som sonden skal følge.

Den nye bane har desuden flere videnskabelige fordele. For det første ankommer sonden tidligere til Pluto og vil dermed få mulighed for at se mere af planetens overflade på grund af bedre lysbetingelser. Samtidig vil planetens atmosfære være et år længere fra at fryse til, og der vil være mere brændstof til rådighed for en efterfølgende tur ind i Kuiperbæltet. Det vigtigste er nok, at den kortere tur også vil reducere omkostningerne til driften af kontrolcenteret under turen.

Under redesignet af turen til Pluto er det også lykkedes at gøre sonden bedre ved hjælp af udviklingen indenfor computerteknologien, så der kan medbringes bedre processorer og større hukommelse. Samtidig er der blevet fundet mulige besparelser, så projektet måske kan holdes under loftet på 5,5 milliarder kroner for de nye sonder i New Horizon-programmet.