Status

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Nasa efter fejl i hydraulik-system: Vores måneraket har det rigtig godt

Vores raket har det faktisk rigtig godt. Sådan lyder det nu fra Nasa-chef Jim Bridenstine.

Udmeldingen kommer efter en umiddelbar nedslående test af måneraketten SLS´s fire RS-25 hovedmotorer i weekenden, hvor automatikken slukkede motorerne et minut inde i testen, der skulle have varet otte minutter.

Meldinger undervejs om en MCF, Major Component Failure, i en af motorerne, samt et kraftigt lysglimt tegnede ikke godt, men nu har teknikkerne gennemgået de foreløbige data fra testen, og intet tyder på, at der er afgørende problemer med motorerne, fremgår det af en pressemeddelelse fra Nasa.

Spørgsmålet nu er, om det overhovedet er nødvendigt at gentage testen - og om motorerne i stedet kan meldes klar og sendes til Kennedy Space Center for at blive samlet med resten af raketten og de to sideboosters.

»Vi er stadig i en situation, hvor vi overvejer, om vi er nødt til at gennemføre en ny test. Det er muligt, vi piller motorerne ned og sender dem til Kennedy for at gøre dem klar til en opsendelse. Den beslutning er ikke taget endnu. Vi ved det ikke,« siger Jim Bridenstine til Spaceflightnow og minder om, at den første flyvning i november bliver ubemandet, hvilket betyder, at Nasa er villig til at acceptere en større risiko, lyder det.

Nasa har tidligere meldt ud, at de på den ene side ikke vil acceptere en test på under 250 sekunder og på den anden side haft overvejelser om helt at droppe motortest før en opsendelse.

Men hvad gik der så galt?

Årsagen til, at motorerne lukkede ned efter cirka et minut, findes i det hydrauliske system, nærmere bestemt den strømenhed, CAPU’en (Core Stage Auxiliary Power Unit) der giver strøm til de to aktuatorer, der er kernen i det såkaldte TVC-system (thrust vector control), der bevæger motorerne og gør raketten i stand til at styre.

Ifølge Nasa opstod der en fejl i en af CAPU’erne til motor 2, kaldet E2056, under forsøg på at teste gimbalstyringen. Nasa kommer ikke en forklaring nærmere, end at nogle grænseværdier blev overskredet. Men rumagenturet nævner samtidig, at testen viste, at det var muligt at lukke én CAPU ned og bruge de resterende CAPU’er til at levere tilstrækkelig strøm til gimbalstyringen.

Læs også: Nasas månemission i fare: Motor lukker ned under kritisk test

Ifølge Nasa ville motorerne ikke være stoppet automatisk, hvis raketten var i luften, og ifølge Jim Bridenstine er det ikke engang en parameter man vil måle på, når raketten flyver.

Instrumenteringsfejl på motor fire

Problemet i det hydrauliske system ser dog ud til at være uafhængigt af meldingen om en MFC i motor fire. Den fejlmelding ser ud til at have rod i en instrumenteringsfejl, som teknikkerne er nødt til at se nærmere på.

Fejlen hænger sammen med, at hovedmotorerne tænder seks sekunder før nedtællingen begynder, og det sker med 120 millisekunders mellemrum. En række sensorer meddeler Mission Control om motorerne fungere optimalt, og her viste et instrument altså, at motor fire ikke fungerede, selvom alle andre parametre viste det modsatte.

Endelig så blev der rapporteret om et lysglimt ved en af motorerne, og efter en visuel inspektion af motorerne ser det ud til, at der gik ild i et af de varmetæpper, som netop er beregnet til at beskytte motoren. Målinger af temperaturen viser, at alt var normalt under testen, så Nasas konklusion er, at “tæppet gjorde sit job og beskyttede raketten mod den ekstreme varme fra motorerne,” fremgår det af pressemeddelelsen.

SPACE LAUNCH SYSTEM (SLS – BLOCK 1)

Illustration: Nasa

Nasas afløser for rumfærgen er SLS, der er tænkt som en all-round-raket, der både kan løfte store moduler i rummet og med det tilhørende Orion-fartøj udføre bemandede missioner til Månen. SLS har været under udvikling i et årti og ramt af adskillige forsinkelser. Tre udgaver eller ‘blocks’ er på vej: 1, 1B og 2.
Højde: 111 meter
Løftekapacitet (kredsløb/Månen): 95/27 ton
Opsendelse: November 2021
Motorer: SLS kopierer rumfærgens design, og førstetrinnet består af fire RS-25 hovedmotorer med to tilhørende fastbrændstof SRB-motorer.
Trin 2 bruger RL-10 motorer med ilt og brint.
Hovedmotor: RS-25 Aerojet Rocketdyne
Brændstof: Flydende brint og flydende ilt
Trykkraft: 1,8 MN
ISP (ved havniveau): 366 sekunder
Thrust-to-weight ratio: 73:1