Nanorør forvandler printerpapir til et batteri

Ved at smøre en slags blæk bestående af kulsoft-nanorør på almindeligt papir af den type, der bliver puttet i en kopimaskine eller i en printer, har en gruppe forskere gjort papiret i stand til at opbevare strøm - altså gjort det til et batteri. Forskerne er nået frem til teknikken i et forsøg på at lette vægten på batterier generelt.

Papiret i sig selv kan ikke holde noget strøm, men papirets sammensætning med mange millioner små fibre danner en struktur, der er velegnet til at holde fast på kulstof-nanorørene, som gør papiret i stand til at opbevare strømmen, skriver Scientific American. Papirbaserede batterier giver udover muligheden for vægtreducering også en høj grad af fleksibilitet, og så er materialet genbrugeligt, velkendt og billigt.

Papirbatterierne er angiveligt lige så gode som konventionelle batterier i forhold til energiopbevaring og antallet af gange, de kan genoplades.

Ved at indarbejde nanorørsimprægneret papir i almindelige batterier mener forskerne at kunne reducere batteriernes vægt med op til 20 procent, og det er væsentligt, fordi vægt er vigtigt i forhold til elektroniske apparater som eksempelvis en mobiltelefon.

»Fremstilling af billige, fleksible og lette batterier kan revolutionere bærbar elektronik,« siger Francesco Stellacci fra Massachusetts Institute of Technology i følge Scientific American. Han har ikke selv deltaget i det konkrete forskningsprojekt, der hører under Stanford University.

Udover det med vægten har batterierne også den egenskab, at de kan give slip på den opmagasinerede energi meget hurtigt, hvilket gør dem attraktive i forhold til blandt andet elektriske køretøjer, der skal bruge hurtige energiudladninger.

Der er dog et par væsentlige udfordringer, som forskerne skal have styr på, før superlette papirbatterier finder vej til mobiltelefoner, bærbare eller biler. Papir er en meget dårlig leder - ti gange så dårlig som den metalfilm, der i dag indgår i almindelige batterier. Her forestiller forskerne sig blandt andet at papiret kan indvæves med en metaltråd. En anden udfordring er prisen på kulstofnanorør, der er meget høj, men her satser forskerne på, at prisen vil falde og teknologien eventuelt kan overføres til billigere materiale som eksempelvis grafen.

Dokumentation

Scientific American: Carbon Nanotubes Turn Office Paper into Batteries
BBC: Battery made of paper charges up