Nanoprofessor fra DTU hædret med en million kroner

Jens Kehlet Nørskov fra Institut for Fysik, DTU, behøver ikke et forstørrelsesglas for at få øje på hverken hæderen eller det betragtelige pengebeløb, som han i dag modtog for sin indsats inden for nanoteknologi.

Han fik mandag overrakt Grundfos-prisen på en million kroner.

Jens Kehlet Nørskov og hans forskerhold har blandt andet udviklet idéer og modeller til et computerprogram, der hurtigt kan beregne, hvordan et materiale skal sammensættes atom for atom for at have de bedste egenskaber.

Det drejer sig for eksempel om brændselsceller, hvor energieffektiviteten skulle forbedres, og hvor computermodellen har overflødiggjort afprøvningen af tusinder af materialesammensætninger.

Prisen blev overrakt ved en ceremoni på Dansk Designcenter i København af formand for Grundfos-prisens Bedømmelseskomité, Niels Due Jensen.

Jens Kehlet Nørskov var glad og beæret over at have modtaget prisen, hvor de 250.000 kroner går til ham selv personligt og resten skal gå til hans videre forskning:

»Prisen betyder, at vi har midler til at kunne udvikle vores forskningsområde yderligere. Processen fra idé til handling er blevet hurtigere, og det kan have stor betydning for forskningens fremtid. Samtidig ser jeg prisoverrækkelsen i dag som en af de største anerkendelser inden for dansk forskning,« sagde Jens Kehlet Nørskov.

Professoren leder af NanoDTU, der er landets største nanoinitiativ med flere end 200 videnskabelige medlemmer, samt medlem af en række af komitéer inden for Nano-forskningsområdet.

Grundfosprisen er indstiftet af Poul Due Jensens Fond i 2001 med det formål at stimulere, anerkende og støtte national og international forskning i samfundsgavnlige og fremsynede løsninger inden for teknik og naturvidenskab.

Emner : Nanoteknologi