Hvorfor bruge RNA i stedet for at injicere proteinerne direkte eller pakket ind i de nanopartikler han taler om?
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Jørgen Kjems er professor på Aarhus Universitet og leder Kjems Lab ved det interdisciplinære center for nanovidenskab (INANO). Han forsker i RNA-medicin og håber at udvikle metoder til at levere RNA-molekylerne til de relevante syge celler:
Der er mere end 100.000 kendte genetiske sygdomme, der handler om defekte proteiner. Alle de sygdomme kan man i princippet behandle med RNA-medicin, hvor man fører RNA ind i cellerne og ændrer på udtrykket af proteiner. Man kan nedregulere de sygdomsfremkaldende gener, eller man kan kode for et nyt protein, som man kender det i dag fra covid-19-vaccinerne.
Nu har vi arbejdet med RNA-medicin i mere end 30 år, og så kommer der en coronapandemi og sparer os – som med et tigerspring – for måske 5-10 års udvikling.
Den største udfordring ved at arbejde med RNA som medicin er, at det er meget store molekyler, der ikke naturligt optages i cellen. Man er nødt til at pakke dem ind i små partikler, som kan hjælpe dem ind i cellen.
Vi er blevet gode til at lave de her partikler, der kan få cellerne til at optage pakkerne med RNA og samtidig dirigere dem de rigtige steder hen, så de kun rammer de rigtige celler. Vi gør det ved at bruge targets – eller markører – på celleoverfladen, så RNA-pakken kun opsøger og lukkes ind de celler, vi vil ændre på.
Lige nu kigger mange nærmere på de naturlige mekanismer til at trænge ind i celler. Der er en back-to-nature-bevægelse, hvor man bruger naturlige nanopartikler i stedet for kunstige.
Cellerne producerer deres egne nanopartikler, exosomer, der er en slags miniceller, som cellerne afstøder, så de kan flyde rundt i blodet og fusionere med andre celler og overføre information fra den ene celle til den anden. Dem vil vi gerne udnytte mere i fremtiden til at pakke vores RNA-medicin ind i.
Exosomer findes naturligt i vores kropsvæske, specielt i blod, så umiddelbart kan man høste dem fra patienten selv og lave en personlig medicin med patientens egne nanopartikler, så man også undgår immunrespons-problemer.
Det er vel en slags øko-model, hvor man bruger naturlige remedier, fordi det giver mindre risiko for uønskede bivirkninger.
Selv med disse forbedringer er det at føre store RNA-molekyler de rigtige steder hen i kroppen stadig den største udfordring i dag. Man kan gøre det rimelig effektivt i leveren, men det er straks sværere med andre celler i kroppen, specielt når man kommer til hjernen. Det er jo the holy grail i drug delivery at trænge igennem blod-hjerne-barrieren.
En vigtig vej er at skele til mekanismerne, som virusser og bakterier bruger til at komme over hjernebarrieren. Måske opdager nogen lige pludselig en mekanisme, som er nøglen til at åbne op for delivery af store molekyler ind til hjernen. Det ville være et stort gennembrud.
Man kan forestille sig at bruge RNA-medicin til mange forskellige sygdomme, og jeg tror, det bliver en meget mere almindelig form for terapi. Det skyldes ikke mindst mRNA-vaccinerne, hvor man pludselig kan se, at man kan bruge det på flere milliarder mennesker, uden at det nødvendigvis har store sundhedsmæssige bivirkninger. Det åbner op for en masse andre muligheder, f.eks. mRNA-vacciner mod kræft.
Selve RNA-medicinen laver man ofte kemisk eller enzymatisk. Det var tidligere en kostbar proces, men bl.a. den opskalering, vi har oplevet med coronavaccinerne, har gjort denne medicin til hvermandseje.
Nu har vi arbejdet med RNA-medicin i mere end 30 år, og så kommer der en coronapandemi og sparer os – som med et tigerspring – for måske 5-10 års udvikling. «
