Naboer til skifergasboringer får erstatning for gasser, kemikaler og affald
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Naboer til skifergasboringer får erstatning for gasser, kemikaler og affald

En jury i Texas har kendt olieselskabet Aruba Petroleum skyldig i at have gjort en nabofamilie syg af forurening fra hydraulisk frakturering (fracking) i forbindelse med skifergasudvinding.

Familien Parr sagsøgte i 2011 Aruba Petroleum, fordi den mente, at selskabet har udsat familien for farlige gasser, kemikalier og affald fra 22 skifergasbrønde i nærheden af familiens landejendom, der ligger i det største skifergasområde i Texas kaldet Barnett Shale.

Skifergasboring i Barnett Shale-området, hvor familien Parr altså nu har fået erstatning for gener. Illustration: Erik Holm

Tirsdag gav et flertal i juryen så familien ret og tilkendte den en erstatning på i alt 16 mio. kroner for helbredsgener og ejendomsværditab. Det skriver blandt andre Daily Mail og Climate Progess, som er del af det liberale netmedie Thinkprogess.

Parr-familien, som består af to voksne og et barn, hævder, at de oplever symptomer som kronisk næseblod, ujævn hjerterytme, muskelkramper og åbne sår. Og at de først efter et stykke tid fandt ud af, at det måtte skyldes skifergasboringerne.

Dommen kaldes banebrydende, fordi det er en af de første, hvor naboer er blevet tilkendt erstatning på grund af gener fra skifergasboringer. Der er under alle omstændigheder tale om den største erstatning hidtil, siger direktør i Earthjustice Deborah Goldberg, der følger fracking-sager tæt.

Over for ClimateProgress forklarer hun, at dette skyldes, at fracking-virksomheder har været gode til at undgå retssager. I tidligere retssager har sagsøgerne ikke været i stand til at bevise, at olie- eller gasudvinding var den egentlige årsag til skaden.

I en erklæring fra Aruba Petroleum, som ThinkProgress har bedt om, beklager selskabet juryens dom og skriver, at ’de faktiske omstændigheder i sagen og den lov, som anvendes på disse omstændigheder, ikke understøtter dommen’.

Selskabet anfører også, at Aruba opfylder de krav til luftkvalitet, som myndighederne i Texas stiller.

Til andre medier har Aruba Petroleum sagt, at selskabet vil appellere dommen, fordi der er et dusin andre selskaber, der opererer i det samme område.

Barnett Shale er en geologisk formation med store forekomster af naturgas. I 2007 konkluderede eksperter, at formationen måske indeholdt de største producerbare reserver af naturgas på land i hele USA.

I Barnett Shale befinder gassen sig i en meget hård skifer, og først med de seneste forbedringer inden for hydraulisk frakturering-teknologi og vandrette boringer er der for alvor kommet gang i udvindingen af skifergas fra formationen.

Emner : Skifergas
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først