Myterne om Kopernikus lever endnu
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Myterne om Kopernikus lever endnu

I 1500-tallet præsenterede Nikolaus Kopernikus det heliocentriske verdensbillede med Solen i centrum.

Derved fjernede han Jorden og menneskeheden fra den ophøjede position som centrum for universet, de havde haft siden de gamle grækere. Det var ikke noget, der huede den katolske kirke, der som bekendt senere bragte Galileo for inkvisitionen for at fremme opfattelsen af, at Jorden bevæger sig rundt om Solen.

Sådan præsenteres et af de største videnskabelige paradigmeskifte ofte, men som bl.a. Mano Singham forklarer i en artikel i Physics Today er det en noget misvisende fremstilling.

For det første er der eller var der ikke noget specielt ophøjet ved at være centrum i universet, og for det andet var det slet ikke den katolske kirke, som i begyndelsen førte an i anklagerne mod Kopernikus.

Alligevel kan man i Robin Engelhardts og Hans Siggaard Jensens nyudkomne bog 'Ergo - Naturvidenskabens filosofiske historie' finde følgende om det heliocentriske verdensbillede: 'Det var en dristig hypotese, og den stred mod religionens dogmer'.

Og for mere end 25 år siden beskrev en af datidens førende danske filosoffer og teologer professor K.E. Løgstrup i en radioudsendelse 'Kopernikus' detronisering af Jorden som universets hvilende midtpunkt' og Darwins evolutionsteori som de to videnskabelige gennembrud, der har vendt mest op og ned på menneskets forståelse af sig selv.

Endvidere kan man på det Kongelige Biblioteks hjemmeside læse: 'Kopernikus var fuldt på det rene med, at hans tanker kunne bringe ham i vanskeligheder, fordi de var i modstrid med den katolske kirkes opfattelse af verdensbilledet'.

»Den sande historie er meget mere kompliceret, men også meget mere interessant,« siger Mano Singham.

Videnskabelig kritik

Kopernikus nåede kort tid før sin død i 1543, 70 år gammel, at færdiggøre sin beskrivelse af det heliocentriske verdensbillede, han havde arbejdet med i mange år, i 'De Revolutionibus Orbium Coelstium' (Om de himmelske sfærers omdrejning).

Nogle har tolket dette, som om Kopernikus længe var bange for at offentliggøre sine teorier, men det var næppe tilfældet. Og hvis han frygtede kritik, var det ikke fra kirken, men snarere fra videnskabsmændene.

Allerede i Commentariolus (Den lille kommentar), der udkom omkring 1514 i nogle få eksemplarer, som Kopernikus selv gav til udvalgte venner, havde han præsenteret hovedideen med et verdensbillede med Solen i centrum.

Derfor var der i videnskabelige og kirkelige kredse et godt kendskab til Kopernikus' teorier, og de blev bl.a. præsenteret i et foredrag i Rom i 1533, hvor pave Clement VII og adskillige kardinaler deltog med stor interesse. I 1536 opfordrede kardinal Nicholas Schönberg endog Kopernikus til at offentliggøre sin teorier.

Det var dog først, da den unge østrigske matematiker og astronom Georg Joachim Rheticus besøgte Kopernikus i 1539, at det heliocentriske verdensbillede opnåede mere udbredt kendskab. Rheticus udgav året efter et lille skrift, Narratio Prima, om Kopernikus' tanker, og han fik Kopernikus til at færdiggøre De Revolutionibus Orbium Coelstium.

Astronomerne i Europa anerkendte således allerede i Kopernikus' levetid i stort omfang, at det heliocentriske verdensbillede, hvor planeterne (inklusive Jorden) kredsede i cirkulære baner om Solen, var den mest omfattende beskrivelse af himmelobjekternes bevægelse siden Ptolemæus.

De brugte tilmed i stor stil Kopernikus' tabeller og metoder, men de var dog meget skeptiske over for en Jord, der bevæger sig. Med god grund ud fra gældende videnskabsteorier.

Når Ptolemæus (ca. 100-170) og før ham Aristoteles (384-322 f. Kr.) havde Jorden i centrum for universet, var det ikke fordi, de mente, at den var centrum, men fordi den, som det de troede var det mest massive objekt, måtte befinde sig i centrum.

I det endelige univers var retningerne 'op' og 'ned veldefineret. 'Ned' var i retning mod centrum, 'op' var væk derfra i retningen mod de sfærer, hvor stjernerne befandt sig. De fire elementer, jord, luft, vand og ild havde hver deres foretrukne sted i dette univers.

Da sten faldt mod jorden, var den tunge Jord naturligvis trukket mod centrum. Ild, som var let, blev trukket mod himlen. Denne teori forklarede, hvorfor Jorden, som det var tydelig for enhver, var i hvile - for der var intet, der trak den væk.

Kopernikus havde derfor et videnskabeligt forklaringsproblem. Og da hans system i første omgang ikke var mere nøjagtigt end det gamle, blev det ikke set som andet end et smart matematisk trick. Tycho Brahe (1546-1601) holdt fast i, at Jorden var i centrum, dog med den variant i forhold til Ptolemæus, at planeterne kredsede om Solen, som kredsede om Jorden.

Johannes Kepler (1571-1630) havde derimod allerede i 1590?erne accepteret det heliocentriske system, for selv om det ikke var mere nøjagtigt, havde det visse indlysende fordele - det forklarede eksempelvis lettere den zigzagbevægelse, som Mars udførte i forhold til Jorden.

Med udgangspunkt i Tycho Brahes detaljerede observationer var Kepler i 1619 i stand til at formulere, at planternes bevægelser i det heliocentriske system ikke var cirkulære, men elliptiske. Og med Newtons bevægelseslove offentliggjort i 1687 fik man et teoretisk fundament, der endeligt afgjorde sagen til fordel for det heliocentriske verdensbillede frem for det geocentriske verdensbillede.

Det er værd at erindre, at før Newton fandtes ingen god beskrivelse af kræfter og gravitation, så Kopernikus overvejede ikke om banerne var elliptiske. Cirkulære baner indebar dog efter tidens opfattelse en vis form for (guddommelig) stabilitet.

Det miserable centrum

At Kopernikus lod Jorden bevæge sig var ikke kun et videnskabeligt problem, det var også et teologisk problem. Både arabiske, jødiske og kristne lærde mente, at centrum var det ringeste sted i universet, for det var her alt skidt blev samlet. Renæssancefilosoffen Giovanni Pico della Mirandola (1463-1494) beskrev bl.a., at Gud havde fyldt den underste verden med skidt og affald og med dyr af enhver slags - ånderne og de evige sjæle boede derimod i himlen. Og i Dantes Den Guddommelige Komedie findes helvede i det absolutte centrum i Jordens indre - og i overensstemmelse med Aristoteles' verdensbillede er der ikke her brandvarmt, men derimod iskoldt.

Efterhånden blev den katolske kirke også opmærksom på, at det kunne have konsekvenser for læsningen af Biblen, hvis Jorden bevægede sig. For ikke at lade protestantismen, der havde vind i sejlene, være alene med kritikken, gik den katolske kirke derfor i 1616 til aktiv modstand mod det heliocentriske verdensbillede.

Hvornår opstod myten om, at centrum for universet var et særligt priviligeret sted?

Professor Dennis Danielson fra University of British Columbia i Canada, der gennem mange år har studeret emnet, mener, at det skete 100 år efter Kopernikus' død i midten og slutningen af 1600-tallet, efter videnskaben for længst havde accepteret det heliocentriske system.

En forklaring kan være, at Solens position i centrum efterhånden blev tillagt en ophøjet position - og det derved i bakspejlet kunne se ud som om Jorden var blevet detroniseret.

Det var dog heller ikke i dette tilfælde kirken, som førte an i disse synspunkter, men i første omgang bl.a. de franske forfattere som bl.a. Cyrano de Bergerac (1619-1655) og Bouvier de Fontenelle (1657-1757).

I oplysningstiden fik denne myte større udbredelse. I begyndelsen af 1800-tallet kunne Goethe fastslå, at en af de opdagelser, der har haft den største betydning for menneskets selvopfattelse, skyldes Kopernikus.

Protestanterne var de første til at kritisere Kopernikus, men også de første til at opgive modstanden på grund af de overvældende beviser. Den katolske kirke, som var en tungere og mere bureaukratisk organisation, fastholdt sin modstand længere.

Efter inkvisitionen i 1616 havde fastslået, at det både ud fra et filosofisk og teologisk synspunkt var forkert at hævde, at Jorden var i bevægelse, kom Kopernikus' værker på listen over forbudte bøger - og den ucensurerede udgave af De Revolutionibus Orbium Coelstium blev først endeligt fjernet i 1835.

Galileo blev bragt for inkvisitionen i 1633, hvor han blev dømt og under tvang måtte afsværge det heliocentriske verdensbillede. Først i 1992 ophævede pave Johannes Paul II inkvisitionsdommen over Galileo.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

»Den sande historie er meget mere kompliceret, men også meget mere interessant,« siger Mano Singham. Det har han meget ret i.
Mon Jens Ramskov har læst Povl Johannes Jensens foredrag "De kulturelle forudsætninger fofxr Copernicus liv og virke"i Det kgl. Videnskabernes Selskab 2. marts 1973 i anledning af 500 året for Kopernicus' fødsel? Det er på dansk. Hertil kommer de efterfølgende århundreder med forskellige opfattelser af mangt og meget
Artiklen giver et forsimplet og forkert indtryk. Men det er vist heller ikke nemt at forklare kort.

  • 0
  • 0

At befinde sig i universets centrum er en helt usædvanlig tilstand: Man er i absolut HVILE. Denne hvile kan ikke henvises til andet end sig selv - derfor er den påduddet det absolutte.
Da absolut hvile ingen eksistens har, afstedkom forestillingen en række alvorlige følgesygdomme der stadig ikke er overvundet. Der snakkes fortsat om absolutte hastigheder som universelle konstanter.
Tyge Brahe taler om at jorden er "uædel" med henvisning til sin hvile tilstand.

  • 0
  • 0