Der er ingen grund til at have dårlig samvittighed over at gå i fleecetøj og benytte karklude af kunststof. En ny undersøgelse, som forskere fra hovedsageligt Aalborg Universitet sammen med vandfirmaet Krüger har udført for Miljøstyrelsen, frikender kunstmaterialerne for at forurene vandmiljøet med bittesmå plastpartikler, kaldet mikroplast.

Ganske vist bliver der frigjort mikroplast, når tøjet kører rundt i vaskemaskinen. De partikler bliver ledt ud i kloakken sammen med spildevandet. Men undersøgelsen konkluderer, at hele 99,7 procent af mikroplasten bliver opfanget af de danske renseanlæg.

De 0,3 procent, som trods alt slipper ud, udgør en forsvindende lille andel af den samlede mængde mikroplast i naturen. Rådgiverfirmaet Cowi konkluderede allerede i 2015, at slid af bildæk er langt den største kilde til mikroplast i miljøet, efterfulgt af skosåler.

»Vores renseanlæg er virkelig effektive over for mikroplast, selv om de aldrig har været konstrueret til at fjerne det,« konkluderer professor Jes Vollersen, Aalborg Universitet, som har gennemført målingerne.

Køber stadig fleecetrøjer

Han er, som han konstaterer, ikke selv holdt op med at købe fleecetrøjer af bekymring for konsekvenserne af partikeludslip fra vaskemaskinen.

»Nogle forestiller sig, at vi svømmer i mikroplast. Det gør vi altså ikke,« siger professoren.

Hans konklusionerne står i direkte modsætning til tre år gamle erfaringer fra hovedstaden.

Professoren finder det dog overhovedet ikke overraskende, at plastpartikler binder sig til slammet i rensningsanlæggene. Herfra bliver det kørt med ud på markerne. Faktisk består 0,7 procent af den organiske del af det afvandede slam af plast, viser rapporten.

Så skulle man tro, at de marker, som bliver gødet med spildevandsslam, er meget forurenede med plast, men det er ikke tilfældet.

Aalborg-forskerne har som de første i verden også målt koncentrationen af mikroplast på landbrugsjord. De viser lavere koncentrationer på jord, der har fået spildevandsslam, end på jord, som ikke har. Ifølge Jes Vollersen er forskellen dog inden for måleusikkerheden, men markerne bliver altså ikke plastforurenet af slammet.

Slammet indeholder i øvrigt mikroplastrester fra kosmetik, hvor plasten også har været til debat. Plastmængderne i kosmetik er dog ifølge både Cowi-rapporten og Jes Vollersen så små, at de næppe betyder noget.

Er der grund til bekymring?

Spørgsmålet er derfor, om der overhovedet er nogen grund til at bekymre sig om mikroplast i miljøet?

»Det er et godt spørgsmål,« siger Jes Vollersen og tygger lidt på svaret.

Han påpeger, at det også kniber med forskning i miljøeffekterne af mikroplast, inden han leverer sit bedste bud:

»Hvis vi fordeler mikroplast ligeligt ud over hele kloden, så bliver det ikke til så meget. Men derfor kan man nok godt finde nogle hotspots, hvor det giver problemer.«

Et af dem kunne være, hvor regnvand bliver udledt. Regnvandet opsamler nemlig de mange partikler fra blandt andet bildæk.

Måske indsats mod regnvand

Netop regnvand er der, hvor det ifølge Jes Vollersen er mest oplagt at sætte ind mod forurening med mikroplast. Han forestiller sig dog ikke, at det skal ind på renseanlæggene, hvor det vil fordyre rensningen og gøre den mindre effektiv.

»Hvis du spørger mig, hvor giftigt mikroplast er, så må jeg sige: Fisk. Der er lavet labotorieforsøg, som viser, at det kan være giftigt i høje koncentrationer, men ikke i lave. Nogle plastpartikler er relativt svært nedbrydelige, mens andre nedbrydes let,« konstaterer han.

Tidligere miljøminister Eva Kjer Hansen (V) satte sidste år gang i forsøg med at fjerne mikroplast på renseanlæg. Da Ingeniøren spørger Jes Vollersen, om det ikke er overflødigt, når renseanlæggene nu er så effektive i forvejen, svarer han:

»Jeg kan godt se pointen. Man kan diskutere, om det er nødvendigt.«

Selv mener professoren, at noget tyder på, at en del af mikroplasten bliver nedbrudt på renseanlæggene, men han understreger mange gange, at han ikke har bevist det.

Mikroplast kan stadig være et problem

Jes Vollersen mener dog overordnet, at mikroplast kan være et miljøproblem i samme omfang som andre kendte miljøfremmede stoffer. Det optræder i øvrigt også i nogenlunde de samme koncentrationer som eksempelvis tungmetaller.

Når det gælder luftbårne partikler, måles store partikler typisk i vægt, mens små tælles. Teorien er, at de ultrafine partikler kan være mere skadelige, fordi de trænger dybere ind i vævet. Samme princip gør sig muligvis gældende for mikroplast i vand.

»Store partikler kan give forstoppelse, mens små i princippet kan transporteres gennem tarmvæggen og ind i vævet på de dyr, der optager dem. Derfor er skadevirkningerne potentielt større med de små partikler,« siger Jes Vollersen.

Han understreger i øvrigt, at måling af mikroplast er i sin vorden. Kun få forskningslaboratorier i verden kan udføre målinger som dem, der findes i rapporten til Miljøstyrelsen. De få målinger bidrager ifølge professoren til den generelle usikkerhed om mikroplast.