Mystiske GPS-forstyrrelser registreret i Aarhus: Ulovlige jammere under mistanke

Illustration: ukendt (fra Version2)

“Planlægger ny rute”. Hvis du har fået den besked på din GPS i bilen omkring Aarhus Havn, så skyldes udfaldet måske, at du lige er kørt forbi en GPS-jammer på et andet køretøj, som har forstyrret og blokeret for din forbindelse til GPS-satellitterne.

I løbet af 2019 har Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering fundet tæt på 2.000 eksempler på forstyrrelser af GPS-signaler, som kan være udført med GPS-jammere.

Analysen er gennemført af Søren Skaarup Larsen, ph.d-studerende ved DTU Space for Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering på baggrund af GNSS-data fra de 11 referencestationer som udgør TAPAS-platformen(Testbed in Aarhus for Precision Positioning and Autonomous Systems) i Aarhus.

Det er en forsknings- og udviklingsplatform, som bruges til at teste nye teknologier, der benytter sig af forskellige GNSS-systemer, fx amerikanske GPS og det europæiske Galileo.

I løbet af hele 2019 er der fundet 1.934 forstyrrelser af GNSS-signaler. Det er uklart, hvad der præcist er årsagen til forstyrrelserne, men styrelsen antager, at der er tale om såkaldte GPS-jammere, som er monteret i køretøjer med det formål at blokere for satellitsignalerne, så køretøjet ikke kan spores.

Det skyldes blandt andet at forstyrrelserne primært foregår i dagtimerne, kun sker meget kortvarigt med svag signalstyrke, ligesom mange forstyrrelser registreres omkring hovedindfaldsvejene og havnen i Aarhus.

Illustration: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

»Alt i alt indikerer vores data at der i de fleste tilfælde er tale om små ulovlige GPS-jammere, der ser ud til at blive brugt forholdsvist ofte langs hovedvejene omkring Aarhus Havn,« siger Casper Jepsen, landinspektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Mens der ikke er blevet registreret mange forstyrrelser om natten, så begynder de at forekomme fra kl.6 om morgenen, og så aftager de igen fra kl.20 om aftenen.

Forstyrrelserne rammer primært GPS signalerne på L1-frekvensbåndet, mens det russsiske positioneringssystem GLONASS og det kinesiske BeiDou ofte går fri, fordi de benytter en lidt anden sendefrekvens på L1.

Derfor tyder meget på, at forstyrrelserne er designet til at ramme GPS-signaler i L1-frekvensbåndet, der er det klart mest almindelige signal og benyttes af alle GNSS modtagere. I dag sender alle GNSS-satellitterne på flere forskellige frekvensbånd, men det er primært dyrt, professionelt udstyr, som kan modtage signaler på flere frekvenser samtidig.

»Langt de fleste GNSS-enheder får i dag deres signaler fra GPS. Så hvis man gerne vil forstyrre og sløre en sporingsenhed, så er det mest oplagt at gå efter GPS-signaler,« siger Casper Jepsen.

Læs også: Bredbåndssatellitter kan bremse GPS-spoofing

Samfundet bliver mere sårbart over for jamming

Indtil videre har styrelsen ikke registreret at GPS-forstyrrelserne har haft nogen større konsekvenser i Danmark.

»Umiddelbart ser vi ikke en effekt, der er stor nok til at professionelt GNSS-udstyr bliver forstyrret i Aarhus, formentligt fordi det professionelle udstyr benytter sig af flere frekvenser på samme tid og dermed kan korrigere for fejl og forstyrrelser. Det samme mulighed har du ikke med almindelige telefoner og privat udstyr, som er mere udsat for jamming,« siger Casper Jepsen.

Men da både politi, ambulancer, og beredskab benytter sig af GPS til navigation, er der en reel risiko for at blokerede signaler kan have store konsekvenser. I Norge oplever ambulance- og beredskabsmyndigheder stigende problemer med GPS-jamming, og det har resulteret i højere bøder for brug af GPS-jammere.

Og i takt med at de satellitbaserede positioneringssystemer bliver mere nøjagtige, og udstyret bliver billigere, så bliver flere og flere enheder forbundet og styret via netop GNSS-signaler.

»GNSS-udstyr går fra at være et professionelt nichemarked til at blive et massemarked, hvor vi bruger satellitbaseret positionering til mange flere opgaver, eksempelvis til styring af droner og biler. Derfor kan jamming også gå hen at blive et stort problem, hvis vi ikke får bremset udviklingen,« siger Casper Jepsen.

Der er i forvejen GNSS-modtagere i stort set alle telefoner, men de billige eksterne modtagere, der nu kan købes, har en nøjagtighed, der gør at de kan bruges med f.eks. TAPAS til at opnå positionsnøjagtigheder, der gør dem egnede til bl.a. selvkørende robotter og køretøjer eller blindestokke. På TAPAS-platformen i Aarhus tester man eksempelvis muligheden for at bruge GPS-signaler til præcis navigation af blindestokke, robotter og droner, som i alle tilfælde ikke har et sæt menneskelige øjne til at korrigere, hvis satellitsignalet bliver forstyrret og blokeret af en GPS-jammer.

Læs også: Få meters præcision: Nye GPS-satellitter sendt i kredsløb

Billigere jammere er lette at købe

Ligesom GPS-modtagere rasler ned i pris i de her år, så kan du også med få klik på internettet erhverve dig billige GPS-jammere til få hundrede kroner. Ingeniøren har også set flere udførlige ‘gør-det-selv videoer’ på Youtube, der viser, hvordan man billigt kan bygge sin egen GPS-jammer med en lille microcontroller og en GNSS-enhed. Den tilsluttes typisk bilen via cigarettænderen, og så er du i gang og kan blokere for GPS-signalet i bilen.

For det kræver ikke kraftige radiosignaler ved jorden at blokere for GPS-signalerne.

Når du beder din telefon om at finde vej til den nærmeste tankstation eller planlægge en rute til familiefest, så sker det ved at kommunikere med satellitter der befinder over 20.000 kilometer fra jorden via små antenner i telefonen.

Det betyder, at signalet vil være ekstremt svagt og derfor er forholdsvist let at overdøve med radiostøj i samme frekvenser. Det er netop hvad de billige jammere, som har været kendt i over ti år, gør.

Alligevel har myndigheder ikke været i stand til at dæmme op for brugen af jammere, som altså ser ud til også at blive brugt flittigt i Danmark.

De fleste billige jammere fungerer ved at udsende en kontinuerlig radiobølge af støj i de frekvensbånd der typisk anvendes til GPS-kommunikation, mens de lidt mere avancerede jammere udsender såkaldte chirp signals, hvor radiosignalerne løbende ændrer frekvens, så de støjer og jammer over en større båndbredde og dermed bliver sværere at spotte og blokere. Det ser ud til at begge typer jammere er i spil i Aarhus.

»I min undersøgelse kan vi ikke fastslå afstanden til jammeren, men alt efter forholdene er der grund til at tro, at jammere - selv de små - kan give forstyrrelser i op til flere hundrede meters rækkevidde. I Norge har myndighederne flere gange oplevet at små jammere blokerer signalet på redningshelikoptere. Oftest er brugerne af disse jammere ikke selv klar over at de forstyrrer andre GPS modtagere, siger Søren Skaarup Larsen, ph.d-studerende ved DTU Space.

For to år siden måtte en pilot i en ambulancehelikopter nøjes med at kigge ud af vinduet, da GPS-signalet blev blokeret under en redningsaktion på grund af en GPS-jammer fra en bil.

Danmark er GPS-jammere ulovlige på lige vilkår med alle andre typer radiojammere. Det er forbudt at sælge dem i Europa og lige så forbudt at købe dem fra kinesiske internetbutikker.

»Jeg kan ikke komme i tanke om nogen lovlige anvendelsesområder, lige med undtagelse af militære formål,« siger Casper Jepsen.

Illustration: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Læs også: Spoofing forhindrer fly i at lande i israelsk lufthavn med GPS

For folk der ikke vil overvåges

Det er meget sparsomt, hvad der findes af både danske og internationale undersøgelser, der dokumenterer omfanget og konsekvenserne af GPS-jamming.

I et britisk studie fra 2012 blev der registreret mellem 50 og 450 daglige eksempler på GPS-jamming fordelt på 20 referencepunkter, mens en mindre studie fra Rohde & Schwarz fandt, at op mod hver tredje lastbil på en stor hovedvej tæt på Portland International Airport i USA udsendte radiosignaler i samme frekvensbånd som GPS, og dermed potentielt forstyrrede GPS-signalerne.

»Vi kan kun gisne om bevæggrundene til, at man sætter en GPS-jammer op. Men fælles for dem alle er nok, at det er fordi man ikke vil spores via GPS,« siger Casper Jepsen.

Jammerne kan også bruges til sløre, hvor biler befinder sig, hvis de bliver stjålet, så hverken vognmænd eller politi kan finde dem. Det er ikke kun biler der jammes med billigt elektronik. Også skibstrafikken er plaget af GPS-forstyrrelser. Ingeniøren har tidligere beskrevet hvordan skibe bliver forstyrret af mere organiseret GPS spoofing, hvor der udsendes falske GPS-signaler, så skibene pludselig befinder sig helt andre steder end de faktisk gør.

Det norske forretningsselskab Gard melder om stigende GPS-forstyrrelser de seneste måneder, blandt andet i det østlige og centrale Middelhav, Den persiske Golf og ud for flere kinesiske havne. Udover at skibene risikerer at blive positioneret forkert, kan vitalt kommunikationsudstyr også blive sat ud af spil.

Næste skridt for Søren Skaarup Larsens forskning bliver at undersøge de sidste ti års GNSS-data fra de basestationer som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har stående rundt om i Danmark, og på den måde blive klogere på om problemet med GPS-jamming er stigende.

»Nu skal vi undersøge vores data yderligere, ligesom vi håber at kunne udvide vores undersøgelser af GPS-jammere, så vi kan blive klogere på hvordan GPS-jamming foregår, i hvilket omfang og hvordan vi kan dæmme op for den her type ulovlige forstyrrelser,« siger Casper Jepsen.

Lige nu findes der ikke simple løsninger til at blokere for GPS-jamming, på trods af at fænomenet har været kendt i over ti år.

»Vi håber at kunne bruge de mange GNSS-data til mere eksperimenterede forsøg, som forhåbentligt kan lede til konkrete løsninger på GPS-jamming,« siger Søren Skaarup Larsen.

Læs også: Tyve jammer trådløse alarmer med billigt udstyr købt på nettet

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Besynderligt at Politiet ikke er mere interesseret i at finde ud af hvem der kører med disse GPS-jammere. Det kan næppe alle være radionørder og folk med sølvpapirshatte der har installeret dem i deres biler. At køre rundt med en GPS-jammer er da et ordentligt vink med en vognstang om, at man har ting at skjule for ordensmagten eller andre myndigheder (måske med undtagelse af stalkingsager fx familie eller exkærester).

Om ikke andet kan de da stange dem en bøde. Politiet ved jo nu hvor de kan begynde at lede. Medmindre sagen selvfølgelig ligger hos en efterretningstjeneste

  • 17
  • 3

Der er megen tekst i artiklen, men skåret ind til benet, så er der vel tre scenarier:

  • drengestrejer. "Se bare havd jeg kan ?" ligesom laser-penne mod fly og helikoptere.

  • bevidst ødelæggelse for andre. F.eks. kunne det måske bruges ved et bankrøveri eller lignende - for at forsinke politi og redning. De militære, eller terror, anvendelser er i denne kategori - på land, til søs eller i luften.

  • egen kammuflage / sløring. Som nævnt kan der i dyre biler være skjult sporingsudstyr, eller kriminelle vil unddrage sig sporingsudstyr (telefoner og lignende kan jo bare slukkes).

Så nr. 1 og 3 fortjener opmærksomhed.

Så kan man tage tænke-hatten på og overveje hvordan opsporing kan ske ? Som beskrevet, så ligner det stationære "lytteposter" med bilkamera på strategiske steder - som efterfølgende kan sammenholde forstyrrelser (fra indbygget GPS med videofilm / fotos). Det er ikke SÅ svært eller dyrt at labe og sætte på 25 biler i områderne.

P.S.: Jeg HÅBER en dygtig anklager kan finde en paragraf som giver en reel straf - ikke bare et slap over fingrene. Det er vel på niveau med at forstyrre jernbanedriften ? Gad vist hvad formålet egentlig er ?

  • 20
  • 0

Idag er der rigtig mange hackerangreb rundt omkring. Nogle for "sjov" andre for "afpresning" og nok også nogle for bare at "genere andre".

GPS/Galileo/Glonass/... ser ud til at være det næste "sort".

GPS jammere fås fra 500 kr og opefter (ja nu står det i min google log at jeg har googlet gps jammer ;-)

Så ... Jeg har ikke lyst til feks at møde en autonom bil/etellerandet der udelukkende holder ruten vha gps. Eller for den sags skyld tog eller fly eller ???

mvh Jens

thesignaljammerDOTcom viser at der nok er et marked for den slags træls udstyr...

  • 8
  • 0

Under 'egen kammouflage / sløring' kunne et alvorligt underscenarie være ovetrædelser af køre-hviletidsregler? Jeg antager at der fortsat er fartskriver i Danske Lastbiler, men at skjule at man nu kører rundt i Havnen på 12 time kunne være årsag til en Jammer.

Evt. har en ejer/leaser af en dyr bil gps-tracker for at reducere forsikringspræmien, men ønsker lejlighedsvis ikke at blive registreret.

  • 8
  • 0

Jamming er en alvorlig forbryderlse, og bør straffes derefter. Det overgås dog af GPS spoofing, dvs. hvor man ikke blot jammer satellitternes signaler, men sender deciderede fejlagtige informationer ud, som får navigatorerne til at tro, at man befinder sig et andet sted. Spoofere er ikke tilfældige støjsendere, men udstyr som anvendes med et bevidst formål. Og så er de en hel del vanskeligere at spore (fordi de simulerer "korrekte" satellitter).

Jeg er i øvrigt enig med Søren Skaarup Larsen i, at støj i L1 (og kun i L1) meget tyder på at der netop er tale om jammere.

»Jeg kan ikke komme i tanke om nogen lovlige anvendelsesområder, lige med undtagelse af militære formål,« siger Casper Jepsen.

Hvis man skal forstyrre militære anvendelser er det L2, L2C og L3 frekvenserne der skal forstyrres, og de er en hel del mere robuste end L1, da der anvendes andre frekvensspredningsnøgler.

Vil man dykke mere ned i GPS, frekvenser og systemarkitektur ligger der en artikel om det her: https://www.linkedin.com/pulse/gps-hvordan...

Jeg lavede for godt et år siden desuden en lille video om problemstillingen med GPS jammere. Den ligger her: https://youtu.be/ApyvmCiGvyc

  • 10
  • 1

I gamle dage havde vi pejlevogne, som kunne pejle sig frem til støjkilden. Findes det stadigt? Så vidt jeg husker, havde vi en radiostøjtjeneste, der kørte ud for at finde kilden til radiostøjen. I dag er samfundet mindst ligeså følsomt som tidligere med hensyn til radiostøj, så det var måske en idé, at få radiostøjtjenesten livet op igen.

  • 7
  • 1

Det ligger i sagens natur, at "radiostøjtjenesten" er betegnet til stationære støjkilder - ikke en bil som futter rundt med egen lokal-støjsender, hvis primære formål sikkert er "lokalt" (sløring).

Læs mit forslag til at fange synderne ovenfor i indlæg #5 - med stationære målere (som naturligvis kan flyttes rundt geografisk).

  • 0
  • 0

Det ligger i sagens natur, at "radiostøjtjenesten" er betegnet til stationære støjkilder - ikke en bil som futter rundt med egen lokal-støjsender, hvis primære formål sikkert er "lokalt" (sløring).

Støjtjenesten i Energistyrelsen tager imod alle anmeldelser, og skelner ikke mellem om kilden er stationær eller mobil. Men jeg må give Jan ret i, at hvis man ser på anmeldelsesblanketten, så er tjenesten næppe tiltænkt de fænomener artiklen her omhandler.

  • 5
  • 0

Det ligger i sagens natur, at "radiostøjtjenesten" er betegnet til stationære støjkilder - ikke en bil som futter rundt med egen lokal-støjsender, hvis primære formål sikkert er "lokalt" (sløring).

Politiet kunne evt. udstyre deres ANPG kameraer med udstyr til måling af støj på bestemte frekvenser. En"støjbil" skal ikke passere mange gange før man kan starte målrettet efterforskning mod netop den bils ejer.

Der var en sag i foråret hvor man forsøgte at finde kilden til støj på BornFibers 5GHz net. Jeg har ikke kunnet finde noget om hvorvidt man fandt kilden men det foregik i månedsvis. Det viser klart hvor svært et problem radiostøj udgør.

Hvis en flok kriminelle (eller fremmede magte) smider små støjsendere i et område der jammer GPS, Tetra og mobilsignaler så bliver det svært for myndighederne at operere. Jeg er selvfølgeligt godt klar over at der kræves en del mere power for at jamme tetra og mobilsignaler.

  • 5
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten