Mystik omkring det nedfaldne loft på Næstved Handelsskole
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mystik omkring det nedfaldne loft på Næstved Handelsskole

Det tunge gipsloft, som lørdag aften bragede ned i Næstved Handelsskoles store auditorium, bliver i øjeblikket undersøgt af byggeeksperter.

Kollapset skete på et tidspunkt, hvor auditoriet var tomt, så ingen af skolens elever kom til skade.

Loftet er kun et års tid gammelt, og gipspladerne var monteret på stålskinner, som hang i lodrette stålbånd, der øverst var fæstnet i betondækket med små plastic-rawlplugs.
Det fremgår af billeder, som er optaget af dr.dk (se link), at rawlplugsene er trukket ud af hullerne.

En 6 mm rawlplug fra Fischer skal kunne holde et træk på 290 kg, siger entreprenøren. Ved en styrkeprøve på Næstved Handelsskole knækkede skruen ved et træk på 95 kg. (Foto: Fischer) Illustration: Fishcer

Et forlydende vil vide, at især denne type rawlplugs skal vælges med stor omhu, da de billigste fra byggemarkedet kan have koldtflydende egenskaber. Det vil sige, at plasten under belastning kan opføre sig som en meget langsomt flydende væske.

Den oplysning har Ingeniøren imidlertid ikke kunnet få bekræftet eller afkræftet efter en rundringning til adskillige ingeniørfirmaer.

Erhvervs- og Byggestyrelsen oplyser, at reglerne blot kræver, at befæstigelser skal være stærke nok.

Seniorkonsulent Jens Gorm Rasmussen fra Dansk Standard oplyser, at plastic i plast-rawlplugs kan have forskellige egenskaber. Det vigtigste er dog, at man kender pluggens trækstyrke, og at den passer til det specifikke projekt. Han oplyser også, at plast-rawlplugs, som købes i byggemarkedet kan følge en ETA-standard, men standarden er ikke tvungen, så der er ikke i dag nogen garanti for, at byggemarkedets billigste rawlplugs har den styrke, man forventer.

»Det ville være noget andet, hvis det var en harmoniseret standard. Så ville alle byggemarkedets rawlplugs have en styrke, man kunne regne med,« siger han.

Arkitektfirmaet CASA i Næstved har været bygherrerådgiver på byggesagen, da loftet blev opført. Herfra siger arkitekt Søren Qvist Hansen:

»Jeg har ikke personligt været rådgiver på denne sag, men jeg kan oplyse, at vi har været ude på skolen for at afprøve befæstigelserne i de øvrige lofter, der er opsat på samme måde. Skruer er trækprøvet, til de gik i stykker, og det er vurderet, at de øvrige lofter er sikre.«

Entreprenøren, der har opsat loftet, er Børge Jakobsen & Søn i Næstved. Direktør Peter Jakobsen siger:

»Alle rawlplugs er 6 mm plugs fra Fischer, så de skulle være gode nok. De er garanteret til at holde 290 kg i beton med den rigtige skrue,« siger virksomhedens direktør Peter Jakobsen og fortsætter:

»Gipsloftet tynger kun hver skrue/rawlplug med 34,5 kg, og med en sikkerhedsfaktor på 2,5-3 burde vi være på den sikre side. En trækprøve, som er lavet lige ved siden af, viste, at skruen knækkede ved 95 kg. Så jeg forstår ikke, hvad der er gået galt. Vi har overholdt alle Danogips' anvisninger.«

Peter Jakobsen oplyser, at det nu er forsikringsselskabets ingeniører, der står for det videre sagsforløb. Han har selv kun et enkelt bud på, hvad der kan være galt:

»Måske har vi brugt en lidt for kort skrue. Men det vil vise sig efter de kommende undersøgelser.«

Dokumentation

DR's artikel med billeder

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har arbejdet som elektriker i 10 år og som formand i 5 år og har i al den tid brugt mindst 100 plugs om ugen i al slags materiale. Og jeg ville aldrig bruge Fishers plugs. De er ufattelig dårlige. De hænger ikke fast, drejer med rundt og skruerne har svært ved at få fat i plastikken, da den er for hård.
De eneste plugs jeg har haft succes med i samtlige år, er SOLAR's de aller billigeste. De bider fat, drejer ikke med rundt, skruen tager fat med det samme.
Ja så selv et respekteret firma kan også lave dårlige ting...

  • 0
  • 0

Jeg går også en stor bue udenom Ficher plugs. Jeg mener simpelthen at konstruktionen er forfejlet. Hvis bære materialet er bare lidt løst, så vil skruen arbejde sig ud af den brede slidse, man kan se på fotografiet.
Hvis skruen så også bliver skruet lidt skævt i får du en meget lav bæreevne.

Min favrit plug er expandet's (blå) plugs. Den er konstrueret så den forbliver lukket og styrer skruen selvom den udvider sig meget.

  • 0
  • 0

Under jeres lille billede på siden viser i en rawlplug og skriver:
"En 6 mm rawlplug fra Fischer skal kunne holde et træk på 290 kg, siger entreprenøren. Ved en styrkeprøve på Næstved Handelsskole knækkede skruen ved et træk på 95 kg."

Ok, så må det jo være skruen der har været forkert når den kun kan holde til 95kg ?????????? Hvad holdt rawlpluggen til??????

  • 0
  • 0

Under jeres lille billede på siden viser i en rawlplug og skriver:
"En 6 mm rawlplug fra Fischer skal kunne holde et træk på 290 kg, siger entreprenøren. Ved en styrkeprøve på Næstved Handelsskole knækkede skruen ved et træk på 95 kg."

Ok, så må det jo være skruen der har været forkert når den kun kan holde til 95kg ?????????? Hvad holdt rawlpluggen til??????

"Kun 95 kg"? Når skruen kun belastes med 34,5 kg må det da være nok.

Og når skruen er knækket ved 95kg, så bliver rawlpluggen jo ikke belastet mere. Så kan man ikke vide hvor meget mere den kunne have holdt til. Det er jo også irrellevant at vide hvor meget loftet kan belastes med, så længe det er mere end 95 kg.

Desuden, så trænger dit tastatur til rensning eller udskiftning, din "?"-tast sidder fast.

  • 0
  • 0

Undskyld et dumt spørgsmål... jeg er ikke ingeniør eller arkitekt:

Hvorfor bruger man hængende lofter, f.eks. gipsplader, i alle kontorer og mange offentlige bygninger? Det er da meget smukkere og enklere at have højt til loftet, altså beklæde det "ægte" loft med brædder, plader eller med en naturel-overflade.

I private hjem er det meget usædvanligt med hængende lofter. Det skyldes vel at vi stiller krav om hygge og æstetik i private hjem. Synd at det ikke prioriteres højt på arbejdspladser, i skoler og så videre.

Og hvis man finder behov for at sænke loftet, hvorfor byggede man så ikke bygningen/etagen lidt lavere?

  • 0
  • 0

Hvorfor bruger man hængende lofter, [...]

De er billige (gipsplader er et affaldsprodukt fra kraftværker) og gør det nemt at gemme tekniske installationer som udluftningskanaler, vandrør og elinstallationer bort.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

[quote]Hvorfor bruger man hængende lofter, [...]

De er billige (gipsplader er et affaldsprodukt fra kraftværker) og gør det nemt at gemme tekniske installationer som udluftningskanaler, vandrør og elinstallationer bort.

Poul-Henning[/quote]

Med den meget vigtige tilføjelse at man også bagefter kan komme op til installationerne.
I private boliger kan man trække meget i kælderen eller på loftet hvis man er så heldig at have disse.

  • 0
  • 0

Jeg har tidligere arbejdet en del år som ingeniør hos Hilti hvor jeg bl.a. rådgav omkring befæstigelse, og jeg har aldrig hørt om en 6 mm plug der skulle kunne holde til 290 kg! Og det stemmer da heller ikke overens med Fischers katalog, hvor de angiver en "tilladelig" belastning på mellem 40 og 65 kg for 6 mm plugs, afhængig af typen.
Når det så er sagt, så burde det jo stadig være nok til at holde loftet, selvom en 6 mm dybel/skrue er en MEGET lille befæstigelse. Jeg kunne forestille mig, at skruerne enten ikke har været lange nok, ELLER at de er blevet slået op istedet for skruet op; det er set før, og der findes dybler der er beregnet til det, men dybler der ikke er beregnet til det, bliver selvfølgelig ikke forsvarligt ekspanderet i hullet.

  • 0
  • 0

Som producent og leverandør af nylondübler, stålankre og kemisk befæstigelse ønsker fischer danmark a/s med denne pressemeddelelse at fremsætte følgende oplysninger i forbindelse med sagen om det nedfaldne gipsloft på Næstved Handelsskole d. 13 december, 2008.

Det er oplyst i en artikel på Ingeniørens hjemmeside at alle byggeforskrifter tilsyneladende er overholdt. Dette udsagn vil fischer gerne sætte spørgsmålstegn ved.

Dansk Brandteknisk Institut (DBI) oplyser, at det i henhold til ”Eksempelsamling om brandsikring af byggeri” anbefales at anvende produkter af ”klasse A” i lofter og til loftskonstruktioner (som nedhængte lofter).
Det betyder, at plastik og nylon ikke bør anvendes til lofter og loftskonstruktioner.

I Ingeniørens artikel nævnes nogle værdier for hvad plugs skal kunne holde til. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at der i plugs-branchen opereres med en såkaldt udtræksværdi og en tilladelig belastning. Udtræksværdien for et givent produkt er den kraft der skal til, for at hive produktet ud af den konstruktion, den er fastgjort i. Deraf navnet – udtræksværdi.
Den tilladelige belastning er den værdi, man i praksis skal forholde sig til – den angiver den værdi, man uden risiko kan belaste det pågældende produkt med. Heri er indregnet en sikkerhedsfaktor, der som oftest i Danmark er 3.

Det er vigtigt at skelne mellem de to værdier, da de er markant forskellige. Udtræksværdien for en S6 er korrekt opgivet at være 290 kg, mens den tilladelige belastning er mellem 67 og 96 kg alt efter, hvilken skrue der anvendes.

I det konkrete tilfælde er det angivet, at der er anvendt en fischer dübel 6mm.
En sådan dübel er benævnt S6 og er lavet af nylon (polyamid, Pa6) og ikke af plastik. Nylon har en længere levetid – dvs at en nylonplug ikke mister sin styrke med tiden, som en plastigplug gør.

Det er vigtigt for fischer at oplyse, at vi gerne rådgiver om brugen af fischer produkter. I dette konkrete tilfælde er fischer ikke blevet inddraget i rådgivnningen. fischer anbefaler – som det fremgår af ovenstående - aldrig brug af nylon i betonlofter. Vi ville i det konkrete tilfælde have anbefalet et FNA anker, som er et stålanker, der er godkendt til anvendelse i lofter – og i revnet beton.

Endelig ønsker fischer at kaste lidt lys over de nævnte ETA standarder. Det er korrekt, at der ikke overordnet er krav til hvilke standarder et produkt skal leve op til. Men det er et velkendt faktum, at alle produkter, som indbygges permanent i en bygningskonstruktion skal være CE mærkede.
En CE mærkning følger automatisk med en ETA godkendelse.
De fleste af fischer’s produkter er ETA godkendt og dermed CE mærket. De opfylder dermed helt specifikke produktkrav.

Entreprenøren, som har monteret det pågældende loft er selv inde på, at der måske er anvendt en ”forkert” skrue. Det er vigtigt for os at understrege, at en dübel aldrig er bedre end den skrue den ”skal arbejde” sammen med. Det nævnes, at ved et træk på 95 kg knækker skruen og derved svigter konstruktionen. Men det siger ikke noget om, hvad düblen ville have kunne holdt til, såfremt skruen havde været korrekt dimensioneret.
I fischer kataloget fremgår det, hvilke skrue-diametre og længder, der skal anvendes med hvert enkelt produkt. En S6 skal monteres med en 4-5mm skrue (5mm anbefales og er fremhævet i kataloget). Skruen skal som minimum skal være 1 x skruediameteren længere end selve düblen – dvs med en S6 34-35 mm lang. Hertil kommer tykkelsen af et evt. emne, som skal monteres.

Det er magtpåliggende for fischer at vores produkter anvendes korrekt. Vi står altid til rådighed for råd og vejledning og er naturligvis modtagelig for konstruktiv kritik.

Vores tekniske afdeling kan kontaktes på 46 32 02 20

fischer danmark a/s
Sandvadsvej 17A
4600 Køge

  • 0
  • 0

Det giver ingen mening at begynde at blande begreberne sammen.

Nylon er også en plast. Ordet "plastik" er forkert men desværre umuligt at udrydde selv blandt fagfolk åbenbart. Det hedder plast.

Plast er et organisk polymermateriale, hvor monomeren er sat sammen så der dannes lange kæder, og det skeles derfor ikke til om det polyethylen, polyvinylchlorid (PVC), polyestre eller polyamid(er). Den sidste er her hvor nylon hører til.

  • 0
  • 0

Dansk Brandteknisk Institut (DBI) oplyser, at det i henhold til ”Eksempelsamling om brandsikring af byggeri” anbefales at anvende produkter af ”klasse A” i lofter og til loftskonstruktioner (som nedhængte lofter).
Det betyder, at plastik og nylon ikke bør anvendes til lofter og loftskonstruktioner.
[...]
En S6 skal monteres med en 4-5mm skrue (5mm anbefales og er fremhævet i kataloget). Skruen skal som minimum skal være 1 x skruediameteren længere end selve düblen – dvs med en S6 34-35 mm lang. Hertil kommer tykkelsen af et evt. emne, som skal monteres.

Gud ved hvor mange gør-det-selv projekter der burde kondemneres bare på de to regler ?

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Vi har til nedhængte lofter brugt stål slagankre der har fungeret fint til tunge lofter monteret i beton og det uanset om det har været lydlofter som vejede 42 kg. pr m2. eller lette akustik og systemlofter fra ecophon. Jeg har lagt en side fra Carl-ras som viser nogle eksempler til individuelle opgaver, og de skulle helt bestemt ikke blive flydende pga. dårlig kvalitet eller smelte som følge af brand som det beskrives tidligere i bloggen.

http://www.carl-ras.dk/e-shop/befaestigels...

  • 0
  • 0

Måske det var en idé at efterprøve diameteren på 6 mm hullerne i betonen.
At bore frihånd, opad, med en pneumatisk boremaskine er vanskeligt - specielt hvis det er grov beton - hullerne bliver ofte en del større end 6 mm.
NB - SDS-bor som anvendes til betonskruer kan ikke anvendes til rawlplug da disse ikke er 6 mm men 6½ eller 7 mm i diameter.

  • 0
  • 0