Mystik om helikopterulykke i Nordsøen

Hvad fik en helikopter til i perfekt vejr at styrte i havet? Det er det store spørgsmål dagen derpå i England, efter at en helikopter af typen Super Puma AS 332L i går eftermiddags kl. 14 lokal tid udsendte et mayday og herefter styrtede i havet godt 25 kilometer ud for Skotlands Kyst.

Indtil videre er ti lig blevet fundet, og Skotlands førsteminister, Alex Salmond, regner ikke med, at nogen af de i alt 18 passagerer om bord har overlevet flystyrtet. Det gør ulykken til den næstværste helikopterulykke i britisk historie.

Endnu ved man ikke, hvad der er årsagen til styrtet. Men ifølge offshore fagforeningen RMT bunder det i en teknisk fejl:

»Undersøgelserne tyder på, at styrtet var et resultat af en katastrofal teknisk fejl i helikopteren, og det ville give god mening at holde denne type helikopter på land, indtil det er helt klart, hvad der er årsag til ulykken,« udtaler Jake Molloy fra RMT til BBC News.

Norge: 'Tag den ud af drift'

Denne påstand tilbagevises dog af Super Pumaens operatør, Bond. Her lyder meldingen, at man endnu ikke har fået informationer, der peger på en teknisk fejl.

Også i Norge, hvor Super Pumaen bliver brugt flittigt i offshore-industrien, kræver fagforbundet for ansatte i energisektoren, SAFE, nu, at helikoptertypen tages ud af drift, indtil man præcist ved, hvad der ligger bag ulykken.

Det er nemlig anden gang på få måneder, at en helikopter af denne type styrter ned i Nordsøen - ligeledes ud for Skotlands kyst. Forrige gang skete det sidst i februar måned i tæt tåge. Ved den lejlighed lykkedes det dog at redde samtlige 18 passagerer.

Det danske flyvevåben oplyser, at de ikke gør brug af helikoptere af Super Puma-typen.

FAKTA: Super Puma AS 332L

Firebladet helikopter, der primært bruges af offshore oliefirmaer
Kan medtage op til 25 passagerer
Tophastighed: 278 kilometer i timen
Rækkevidde: 776 kilometer

Emner : Helikoptere
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er rigtigt at den 18 Feb. styrtede der en Superpuma ned ud for Aberdeen. Men i dette tilfælde var det pilot Error. Piloten mistede orentering også kaldet Spatial disorientation. Spacial disorientation er ofte grunden til at helikopter piloter styrter ned. Dette er et velkendt fænomen i flybranchen generalt.

  • 0
  • 0

Det var vist det der overgik Anders Fogh forleden; "Spacial Disorientation"! Han troede han kastede sig ned i sengen efter natligt toiletbesøg, men smed sig, så vidt medierne informerer, istedet ned af en trappe :-O

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten