Mysterium om supernovaer løst af 2.400 DTU-spejle i rummet

Danskudviklet udstyr om bord på Nustar-satellitten giver nu astronomerne et billede af en supernovaeksplosion, som de har sukket efter i årevis, og som nu er offentliggjort i Nature.

Hidtil har astronomerne ment, at en supernovaeksplosion var en symmetrisk størrelse, hvor en udadrettet trykbølge blæste en stor del af stjernens ydre væk i en kugleform. Men gang på gang kunne de ikke få deres simuleringer til at passe.

Forklaringen kommer nu i form af den simulation, som DTU Spaces 2.400 spejlelementer har medvirket til at gengive i verdens første billede af, hvordan radioaktivt materiale fordeler sig i en gassky, i dette tilfælde resterne af stjernen CAS A, der findes i stjernebilledet Cassiopeia, skriver DTU Space i en pressemeddelelse.

Ved at studere fordelingen af den radioaktive isotop 44Ti har forskerne fået vished for, at supernovaeksplosioner faktisk foregår på en asymmetrisk måde. Det vil sige, at stjernen ikke blot falder sammen i én bevægelse for så efterfølgende at detonere i en enorm eksplosion.

Med observationerne fra Nustars røntgenteleskoper kan forskerne i detaljer se, hvordan 44Ti fordeler sig i skyen. 44Ti er en radioaktiv isotop med relativ kort henfaldstid, nemlig omkring 60 år. Det betyder, at 44Ti må være skabt ved selve eksplosionen.

Observationerne af 44Ti med Nustar viser, præcis hvor det nydannede materiale fordeler sig i Cas A. Astronomerne kan se, at 44Ti er ujævnt fordelt, og det er tydeligt, at asymmetrien ikke er opstået, fordi kernen bare har startet eksplosionen lidt mere i et område end et andet. Asymmetrien skyldes heller ikke, at kernen har roteret voldsomt. De nye observationer betyder, at modellerne nu skal laves mere avanceret og formentlig omfatte en slags opblanding af materiale dybt inde i den eksploderende stjerne, skriver DTU Space.

Spejlelementerne fra DTU Space er en del af en kikkert, som kan fokusere hård røntgenstråling og dermed finde sorte huller, der gemmer sig i skyer af gas i de centrale dele af fjerne galakser.

Emner : Universet
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fordi nbi 30. juni 2010 udsendte en pressemeddelelse, hvori man fortalte gud og hvermand, at supernovaeksplosioner er asymmetriske.

"Supernovae mystery solved ... They have shown that the supernovae are exploding asymmetrically and the difference in their appearance is simply due to the directions from which the supernovae are being observed. The results have just been published in the scientific journal, Nature." http://www.nbi.ku.dk/english/news/news10/s...

Nature article: Supernovae Mystery Solved http://dark.nbi.ku.dk/news/2010/sne_nature/

  • 1
  • 0

Ja, men de nye opdagelser er jo tilsyneladende at årsagerne til den symmetri som er så åbenlys og som du også refererer til fra 2010, er noget mere kompliceret end som så. Jeg citerer:

"det er tydeligt, at asymmetrien ikke er opstået, fordi kernen bare har startet eksplosionen lidt mere i et område end et andet. Asymmetrien skyldes heller ikke, at kernen har roteret voldsomt."

Det må vist være det nye og det bliver sikkert uddybet i artiklerne.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten