Mysteriet om jordens manglende kvælstof er løst
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mysteriet om jordens manglende kvælstof er løst

Canadiske skove er blandt dem som vokser på stenarter, der afgiver kvælstof til jord og planter. Illustration: Getty/University of California

Kvælstofkredsløbet. Ringer det en klokke? Det bør det gøre.

I folkeskoler verden over har lærere nemlig år efter år hængt "Kvælstofkredsløbet" op på plancher og med pegepinden gennemgået det led for led. Kvælstofiksering ...nedbrydning ...denitrifikation ...ammoniak osv.

Men der er fejl i vores barnelærdom, en fejl som forskerne egentlig har været klar over længe, men stille ignoreret. Der mangler en pulje kvælstof i ligningen. Uanset, hvordan forskerne vender og drejer modellen, så kan al planternes kvælstof ikke stamme fra atmosfæren. Der er en rest, som må komme et andet sted fra. Men hvor?

Svaret kommer nu fra amerikanske forskere og er ...sten.

Helt op til 26 procent af planternes kvælstof i naturlige økosystemer kommer fra sten. Det viser forskning fra University of California, hvor forskere har analyseret omkring 1000 stenprøver fra forskellige steder på kloden, især Californien.

»Vi viser, at paradokset med kvælstof er skrevet i sten,« lyder det poetisk i en pressemeddelelse fra en af forfatterne, Scott Morford, til forskningsartiklen, der er udgivet i Science.

Træer suger løs af undergrundens kvælstof

Når man nu ved det, så er det måske heller ikke så overraskende, at sten indeholder kvælstof. Der er nemlig tale om sedimentære bjergarter, altså sten, der typiske er dannet af sand, sten og grus, der aflejres i lag - ofte i vandområder - og mases sammen til sten. I den process knuses kvælstof ind i stenen i form af døde plantedele, alger og dyr. Det har forskere sådan set vidst siden 70’erne, men ingen har nogensinde undersøgt om kvælstoffet bliver frigivet, skriver Scientific American.

Men det gør det. Kvælstoffet slipper fri ved erosion eller reaktion med regnvand. Og i 2011 udgav forskergruppen fra University of California sit første studie, der pegede på, at der var 50 procent mere kvælstof i jorden over sedimentære bjergarter i Californien end i områder med vulkansk sten. Næsten tilsvarende tal viste sig, når forskerne målte på træerne. Men undersøgelserne var begrænsede til få områder, og først nu kan forskerne altså præsentere et omfattende datamateriale med sten fra hele kloden.

Resultaterne viser blandt andet, at store dele af Afrika har meget lidt kvælstof bundet i undergrunden, mens nordlige klippeegne, samt bjergkæder som Himalaya og Andesbjergene har store mængder kvælstof bundet i jorden. Områder med limsten, som Californien er rig på, indeholder også store mængder kvælstof. Det kan forklare hvorfor de verdenskendte Redwood træer vokser så godt i den californiske muld.

Vi må omskrive lærebøgerne

Og hvad så? fristes man til at udbryde. Jo, ifølge program direktøren i den nationale forskningsfond NSF, der har finansieret forskningen, så er der ingen tvivl:

»De her resultater vil kræve en nyskrivning af vores lærebøger,« lyder det fra Kenda McLauchlan i en pressemeddelelse.

Forskerne selv er heller ikke bange for at understrege betydningen af deres opdagelser. Ifølge dem kan deres resultater ikke alene have betydning for modellerne over kvælstofkrefdsløbet, men også for de klimamodeller, som bruges til at forudsige global opvarmning i fremtiden.

»Vi mener, at de nye kvælstofressourcer gør det muligt for skove og græsområder at binde mere CO2 end tidligere antaget,« lyder det fra medforfatter og professor Ben Houlton.

Men når forskerne selv har armene i vejret, så er der altid en kritiker, der kan få dem lidt ned igen.

»Jeg tror ikke, de her undersøgelser kommer til at ændre vores forståelse af klimaforandringerne,« lyder der fra biokemiker William Schlesinger, der i en artikel i Scientific American samtidig indrømmer, at han - trods egen forskning i kvælstof i sten - ikke var i stand til »at sætte to og to sammen,« som han selv formulere det.

William Schlesinger antog - fejlagtigt - at kvælstof i sten ikke kunne være en vigtig kilde til planternes kvælstofoptag, men mener nu, at de nye resultater fra University of California bør ændre vores modeller for kvælstofkredsløbet. Han understreger dog, at i mange områder er kvælstof fra kunstgødning den altovervejende kilde til kvælstof i planterne.

»De her resultater vil kræve en nyskrivning af vores lærebøger,« lyder det fra Kenda McLauchlan i en pressemeddelelse.

Man kan vel nøjes med de få linjer om kvælstof. Opdatering af lærebøger er vel ikke så ualmindelig.

  • 2
  • 1