Myndigheder ignorerede redningsplan for kollapset bro

Bureaukratisk rod og en finger i hvert øre er det billede af staten Minnesotas afdeling for transport, der tegner sig i en ny kritisk rapport efter det voldsomme brokollaps sidste sommer.

Den lovgivende forsamling i Minnesota har offentliggjort en rapport, der undersøger, hvordan myndighederne kunne overse de strukturelle fejl, der førte til kollapset af motorvejsbroen over Mississippi-floden. 13 blev dræbt og 145 kvæstet.

Ifølge rapporten har flere konsulenter siden 1999 anbefalet, at broens konstruktion blev ændret, så en fejl eller kollaps i én del af konstruktionen ikke kunne føre til en kæde af nye kollaps med det resultat, at hele broen styrtede sammen. Den anbefaling fik ikke myndighederne til at reagere.

»Efter otte års ekspert-evaluering med anbefalinger om at gøre broen mere redundant har ingen handlet efter dem,« står der i den 100 siders lange rapport.

Bureaukratiet i afdelingen for transport betegnes som så »diffust«, at beslutninger vedrørende vedligeholdelse af broer ofte ikke blev klart dokumenteret. Det skyldes en »mundtlig arbejdskultur«, hvor mange beslutninger svævede i luften. Eksempelvis var det typisk, at den tilsynsførende for vedligeholdelsen på motorvejsbroen ikke modtog kopier af inspektionsrapporterne, skriver Engineering News Record.

Rapporten retter sin kritik mod det amerikanske vejdirektorat, Federal Highway Administration, der får hug, fordi inspektørerne ikke udbredte oplysninger om, at en bro i Ohio havde problemer med de selvsamme knudeplader, som var årsagen til, at broen over Mississippi kollapsede.

Flere advarselslamper i forbindelse med knudeplader i andre stater blev ignoreret, blandt andet en konstruktionsbrist i en af pladerne på Interstate 90 ved Cleveland i 1996.

Dokumentation

Rapporten om brokollapset