Museer vil bevare plasticgenstande

Danske museer er nu i gang med at gennemgå alt det materiale, der opbevares i plastmaterialer. Alt det, som er pakket ind i plastic bestående af PVC, bliver udskiftet med polyetylen, polypropylen eller polyester, plastmaterialer, der ikke udskiller syredampe ved nedbrydning.

»Opfindelsen af PVC er, set fra en konservators synsvinkel, en katastrofe. Polymeren har i sig selv ikke mange gode egenskaber. Materialet er hårdt og for at man kan bearbejde og forme det, er man nødt til at tilsætte en masse blødgører. Med tiden udskilles denne blødgører i form af syre, der ødelægger det indhold som bliver opbevaret i plasten«, fortæller Yvonne Shashoua, seniorforsker på Nationalmuseets bevaringsafdeling.

Indtil 1862 blev al plastic lavet af naturmaterialer - f.eks. gummi tappet fra forskellige arter af gummiplanter, elefenben og skildepaddeskjold. Men på grund af mangel på elefenben i Europa var man tvunget til at finde på alternativer, og den første halvsyntetiske plastic blev fremstillet af cellulose.

Cellulosenitrat består af naturpolymer-cellulose, der bliver behandlet med salpetersyre og svovlsyre som katalysator. Ved at opløse polymererne i acetone er det muligt at forme den. Denne form for plastic blev hovedsageligt brugt i stedet for naturmaterialer til .f.eks. skafter på bestik. Nedbrydningsprocessen er omvendt af den måde, plasten bliver dannet på, og materialet udskiller med tiden salpetersyre. Det gør materialet porøst, så det med tiden krakelerer indefra.

Plastic nedbrydes forskelligt

Der findes imidlertid mange forskellige slags plastic, og hver type nedbrydes forskelligt. Dertil kommer, at nedbrydningsprocessen ændrer sig alt efter hvor plasten befinder sig. Nogle typer plastic er følsomme over for ilt. Andre for lys og fugt. Derfor er det vigtigt at have et kendskab til, hvordan museerne bedst opbevarer forskellige former for plast.

»Hvis syren i de halvsyntetiske plastmaterialer, som f.eks. cellulosenitrat og celluloceacetat, opbevares i hermetisk lukkede kasser, accelererer nedbrydningsprocessen, fordi syredampene virker autokatalytisk. De syntetiske materialer som polyethylen og polypropylen nedbrydes derimod ved kontakt med ilt og opbevares bedst i lukkede poser med ilt-absorbente materialer,« fortæller Yvonne Shashoua, der i samme åndedrag efterlyser mere forskning inden for området.

»I dag findes der ca. 50 forskellige polymerer. Og de kan hver især tilsættes et hav af tilsætningsstoffer i form af blødgørende stoffer, farve og parfumer. Derfor er plastic en uhyre kompleks størrelse. Hver type har sin helt egen opskrift«, forklarer Yvonne Shashoua.

For at kunne bevare plastgenstande for eftertiden, må museerne derfor vide hvilken type plast, der er tale om og hvilke stoffer, der er tilsat. Derfor venter et stort opklaringsarbejde.

Svært at rense

Men en ting er at opbevare kunstgenstandene for eftertiden. En anden er at konservere og restaurere dem. Og det er en kæmpe udfordring at rense og reparere plast. Ofte må konservatorerne ligefrem bruge lim for at reparere noget, der er gået i stykker. Men forskerne har kun en meget lille viden om, hvilke typer af lim, de kan anvende uden at skade plasten.

Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om at rengøre museumsgenstande af plast.

Når PVC bliver gammelt, bliver det klistret og tiltrækker støv og andet snavs. Overfladen bliver brun og misfarvet. Sæbe eller opløsningsmidler kan under ingen omstændigheder bruges, fordi de med stor sandsynlighed vil skade genstanden - derfor er en mekanisk rensning i dag den eneste mulighed. Den løsning kan dog langt fra altid bruges, da det ikke er alle genstande, der kan tåle en skrap omgang med en skurebørste. Derfor står der i dag kostbare værker i museernes magasiner, som bliver mere og mere misfarvede og snuskede.

Kunstværker skal bevares

Museerne efterlyser derfor nye værktøjer til at restaurere og reparere plasten. Pga. det voksende behov er flere og flere forskere begyndt at interessere sig for problemet. I dag findes der således en snes forskere på verdensplan, der beskæftiger sig med området.

»Det var først i starten af 90?erne, at der var forskere, der begyndte at fordybe sig i, hvad der sker med plastic med tiden. Hvis vi ønsker at bevare nogle af de nutidige kunstværker, må vi skaffe viden om, hvordan vi bedst opbevarer og restaurerer disse kunstværker. For designerindustrien har taget plasten til sig. Ligeledes har en stor del af den moderne kunst. »

Yvonne Shashoua peger på det uudforskede område i at finde frem til gode og effektive absorbenter - de skal kunne opsuge nogle af de skadelige syredampe, som en stor del af halvplastmaterialerne udskiller.

»Industrien arbejder typisk med et mål, der sigter mod at plastmaterialerne skal holde i en begrænset periode - f.eks. fem ti år. Vi arbejder med en tidshorisont på 50 til 100 år. Der er stor forskel,« siger Yvonne Shashoua.

Umiddelbart kan det lyde som meget modstridende interesser, men det er det ikke nødvendigvis. På sigt er plastindustrien tvunget til at tænke i bevaringsøjemed, når de udvikler nye plastmaterialer. Mange moderne kunstnere anvender nemlig forskellige former for plastic i deres kunstværker. Akrylmaling, skumgummi, plasticstrimler og lignende. Og nogle kunstnere arbejder bevidst med materialer, der forgår. De ønsker ikke, at deres værker skal kunne opbevares. Men de fleste kunstnere tænker ikke så meget over deres materialevalg - ikke før de mærker konsekvenserne af det.

Udfordringerne med disse moderne værker kan være så store, at kunstmuseer vælger dem fra, når de er på indkøb til museerne. I Skotland har museerne f. eks. besluttet, at de ikke vil bruge penge på kunstværker, som ikke kan holde sig ud over en minimumsgrænse på fem år og som kræver mange ressourcer at bevare.

»Så drastiske beslutninger vil få stor betydning for meget af den nutidskunst, som bliver fremstillet i dag,« siger Yvonne Shashoua.

Af samme grund er Yvonne Shashoua i samarbejde med konservator Louise Cone fra Bevaringsafdelingen på Statens Museum for Kunst ved at planlægge en workshop til næste år, hvor problemstillingen skal drøftes.

»Vi har ambitioner om, at workshoppen skal munde ud i udarbejdelsen af en database, som kunstnerne kan slå op i, når de vælger materialer. Industrien vil blive inviteret til at bidrage med informationer, og vi skal hjælpe med formidlingen af de ofte meget tekniske data, så kunstnerne kan bruge dem og blive mere bevidste om, hvad konsekvenserne af deres materialevalg er,« siger Yvonne Shashoua.

Læs mere på nettet:
Plasticudstilling på London Science Museum
kortlink.dk/45a7

Emner : Plast
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten