En muret jernbanedæmning i Sønderjylland skyllede natten til tirsdag delvist væk.
Da skybruddet ramte landsdelen ved midnatstid, steg vandmasserne hurtigt til sådan et omfang, at de slog et hul på cirka 20 meter i den murede dæmning. Et stykke af skinnerne hænger frit i luften.
Den sønderjyske dæmning stod end ikke på Banedanmarks liste over de mest udsatte i tilfælde af styrtregn.
Den danske jernbanemyndighed har ellers haft en række dæmninger under skærpet observation, siden et skybrud i juli underminerede en dæmning på S-togs-strækningen mellem Allerød og Hillerød.
Eftersyn: Drænene var i orden
Banedanmark har endda for nylig gennemgået dræningsforholdene på dæmningen, der ligger 13 kilometer uden for Sønderborg på banen til Tinglev, men fandt ingen anledning til at slå alarm.
Der blev målt 142 mm regn meget tæt på, hvor vandmasserne slog hul i dæmningen. Det meste nedbør faldt på blot halvanden time.
Informationsmedarbejder Kim Forum Jacobsen fra Banedanmark siger i en meddelelse på Sønderborg Kommunes hjemmeside, at der vil gå mindst 14 dage, inden der igen kan køre tog på strækningen. Han fortæller, at svellerne i forvejen stod foran en udskiftning.
Til Ingeniøren oplyser Banedanmark, at der stadig er så meget vand i området, at der kan komme endnu flere skader på dæmningen, og at det derfor er for tidligt at vurdere, hvor omfattende reparationer der skal til.
Vej skylles væk
Også omkring ti meter af Sønderborg Landevej ved byen Adsbøl skyllede ganske enkelt væk på grund af de store regnmængder. Vejen er lukket, og kommunen overvejer sammen med rådgiverfirmaet Cowi, om der skal bygges en bro for at forhindre gentagelser.
Lederen af Sønderborg Kommunes afdeling for anlæg og drift, Ejlif Petrat-Laursen, vurderer, at der kan gå op til tre måneder, før vejen repareret.
»I første omgang er vi nødt til at afvente, at de store mængder vand forsvinder igen, og så skal det vurderes, om der skal gøres noget interimistisk først,« siger han.
